Tue
Nu har jeg selv mistet ‘kun en kollega’ omend ikke på samme måde, men pludseligt og i alt for tidlig alder, start 30’erne. Det er 5 år siden nu og det rumstere stadig engang imellem på arbejdspladsen.
Så jeg ved hvor stor en betydning det kan have og hvor lange det kan rumstere i hovedet - man ser deres famile og børn igen og igen og mærker hvordan de lider, samtidig med man selv bearbejder sorgen og chokket som er ganske anderledes en et forventet dødsfald ved ældre eller en kollega(medspiller) der blot skifter klub.
Derudover skal man ikke underkende HVOR tæt disse spillere er. De afkald og ofre man gør sig igennem ens karriere (nej til sprut og fester, ekstrem fokus på kost og restitution, afsavn fra venner, familie osv. rejse langt væk fra din familie (ikke kun mor og far som måske kommer med, men også mormor og morfar og fætter og din bedste barndomsven), fra man er blot et barn til man er voksen fodboldspiller.. derudover at du bliver lidt ekskluderet fra et normalt liv i samfundet (du går ikke bare lige ned og køber æbler, fornyer dit pas, tager til koncert) alt det deler du med dine kollegaer som bliver en familie i mangel på din rigtige familie… nogle af spillerne har i lige så høj grad mistet en ‘bror’, som de har mistet en kollega.
Når vi så snakker elite sport er der bare enormt stor forskelle at være på 75-80% eller 90-95% fysisk, men på dette niveau ISÆR psykisk. Det er et hold spil og er eksempelvis Salah eller Alisson eller Virgil presset en dag kan det have stor betydning for resten.
Igen jeg tænker de har ALT den hjælp de kan ønske sig - men man skal ikke underkende hvor stor en opgave klubben står i