Snak

Mere indhold efter annoncen
Mht til spillet og formen, så kan det ikke blive ved med at gå. Slot fejler helt eklatant i går med sine udskiftninger og spillet er ikke opløftende. Målet kommer igen på en dødbold, for de er uskarpe i angrebet som bare pokker og hullet som en si i defensiven. På bolden bliver al for mange bolde smidt væk og det resulterer i kontraangreb imod. Jeg lagde mærke til i Arsenal mod Everton kampen, at Arsenal heller ikke spillede godt, men de forsøgte stort set altid at komme til chance, stor som lille, for i det mindste at kunne komme tilbage i formation. Det er bedre at hagle bolden til målspark end forsøge at spille den i mål og så blive angrebet på kontrastød. Mønstre er der, det kan man se, men udførelsen mangler, at der træffes de rigtige beslutninger i splitsekunderne, der gør forskel på at komme til reel chance eller formøble et angreb.

Skal man prøve at se det fra et trænerperspektiv, UDEN at tage ham i forsvar, så kan jeg godt forstå, hvorfor han tænker som han gør, selvom jeg ikke mener, han bør tænke sådan. Han stoler simpelthen ikke på sin defensiv, på Liverpool uden bold, og det er med rette. Det defensive har været let at ryste hele sæsonen og modstanderne skal blot bruge en halv chance og glider nærmest forbi Mac Allister og Gravenberch. Han har heller ingen grund til at stole på van Dijk og co, som virker lette at ryste bare der sker det mindste, men han er nød til at stole på dem, han er nød til at tro på, at mere offensiv output kan opveje det defensive input.

I går var det tydeligt at taktikken var, at man skulle sidde tæt på modstanderen og dække hullerne, så de ikke kunne spille sig til chancer, men i stedet lægger Spurs taktikken om og begynder at spille meget ud på kanterne og på indlæg og selv der, kommer man til kort til sidst, for man får ikke overtaget i anden halvleg og formår at holde i bolden. Szoboszlai er ikke back, han buser frem for at intercepte bolden, men lykkes sjældent med det, Robertson har en rigtig skidt dag på kontoret og i centerforsvaret skaber Gomez og van Dijk ligedele panik, samtidig med, at midtbanen igen bærer præg af ben, der for hurtigt går kold i Mac Allister og Gravenberch. Tottenham har ikke særlig meget at skyde med og står i store dele af kampen blot og forsvarer, men alligevel skal de ikke bruge særlig meget for at komme til chancer og score.

Anden halvleg starter som den er startet så ofte, med et hjemmehold, der slet ikke er mødt ind efter pauseteen.

Mac Allister skulle være blevet pillet ud, at han får 90 minutter giver ingen mening, han har ikke benene til at kunne spille mere end 60 minutter. Szoboszlai skulle slet ikke have spillet på backen, men da man burde have pillet Mac Allister ud, burde man så i så fald have sat Szoboszlai op på midtbanen, så midtbanen havde stamina. Konaté ind og så Gomez ud på backen, så man havde flere høje folk til at dæmme op for indlæg og man havde en, der kunne følge med Spurs på midtbanen, hvor både Mac Allister og Gravenberch efterhånden ser ud til at være gået på sommerferie eller også må man begynde at overveje om de har nok opbakning, når tredjemanden er Wirtz, hvis forcer ikke ligger i den del af spillet.

I stedet laver man en tre-mands udskiftning, der slår al kontinuitet fuldstændig i stykker. Salah tracker ikke med hjem, han deltager ikke defensivt og er en byrde, Jones sætter man ind i stedet for Wirtz på kanten i en rolle Jones ikke bør have og i stedet for at tage Gakpo ud for Ekitike, tager man banens bedste ud i Rio. Med rette kunne man have doseret de udskiftninger over længere tid, så man derved også fik flere spilophold, selvom det er drønkedeligt at se på. Man er foran, så der er intet, der skal jagtes. Men værst af alt, så er man ikke dygtig nok til at holde i bolden og slå tempo ud af kampen, som til sidst igen, igen ender i en mål til mål kamp og det slår man sig på igen, igen.

Nogle gange føles det som om, at Slot spiller for at få en fyreseddel. Han kan ikke blive ved med at begå de samme fejl.
Jeg kan selvfølgelig godt se, at spillet ikke er hvad vi har været vant til i tidligere sæsoner, der er blevet lavet noget om i taktikken, som et godt stykke hen af vejen ikke ser ud til at virke. Spillet er i lange perioder røv kedeligt at se på, og jeg må da indrømme, at jeg hen af vejen har overvejet at slå om på en anden kanal, når det var aller værst.

Hvad løsningen er aner jeg ikke. Mange siger "Slot Raus", og det kan da også være at det ender ud med det, specielt hvis vi ender med en bar røv at trutte i.

Men ja, der skal ske noget inden næste sæson, og nu stoler mange jo på Hughes/Edwards jf. sidste sommeres transfervindue, så man kan da håbe på, at de har noget oppe i ærmet, der kan ændre på tingene. Hvis ikke, må vi der følger klubben vel bare anerkende den nye virkelighed, der ikke peger i retning af titler ret ofte.
Y. N. W. A. - #JFT97
Hvorfor ikke prøve med en caretaker og så hive en ny træner ind efter sæsonen.


Jeg ved sgu ikke med caretakers. Personligt er jeg ikke fan af dem, da det oftest er trænere som dem, der er de mindst eftertragtet, hvorfor risikoen for at det kan gå værre, end det gør nu, vil være stor i mine øjne. Jeg ved heller ikke, hvilke forventninger du har til, hvad en caretaker kan gøre bedre på et par måneder, når det er de samme spillere og dermed samme problemer. Måske vil noget gejst og fornyet energi komme ind i holdet, men jeg tror næppe at de spillere, jeg har kaldt ud, skulle blive bedre af at få en ny træner, da de ganske enkelt bare ligner nogle spillere, der er færdige på topplan. Derfor vil det vel give bedre mening at give Slot de resterende få kampe, der er tilbage, og så tage afsked med ham og flere af spillerne til sommer, og så hente en langsigtet løsning som Alonso eller Cesc. Det ville heller ikke ligne Liverpool at behandle en mesterskabsvindende træner ved at fyre ham midt i sæsonen, når han i hans anden sæson ligger på en femteplads i ligaen, er med i CL og FA Cup. Men hvad ved jeg, måske får du dit ønske om en caretaker opfyldt, hvis vi ryger ud til Gala på onsdag.
Problemet for hvem der nu er/bliver træner i Liverpool er at man fra ledelsen side har en tilgang der siger at truppen skal være lille. Sikkert som den er den her sæson.
Så længe man kører videre med det så kan alle sæsoner ende som den her hvis bare der er skader nok.
Jeg tror ikke på at der kommer megen udskiftning i truppen til sommer. Det vil simpelthen koste for meget til at Liverpools ledelse er indstillet på det.
C'mon do something...
Det ligger sikkert overvejelser bag, men jeg forstår heller ikke, hvorfor 4-back kæden ikke hed:
Gomez - Konaté - VVD - Robbo
Macallister ud og ind med Szobo. Det øvrige synes jeg egentlig var ganske fint i forhold til et holdkort, men der er alt for mange gange hvor spillerne ganske enkelt ikke er gode nok i deres pasningsspil og vi formøbler gode muligheder.

Liverpool FC - Y.N.W.A 🕊️His name is Diogo🕊️
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Udskiftningerne i går i startopstillingen skyldes jf. Slot jo det pressede program klubben er igennem, hvor kampen onsdag selvfølgelig spiller ind.

Nogle efterspørger rokeringer, og det var jo hvad Slot så gjorde i går, at nogle af disse (Szobo på backen) så ikke hører til på mange fans ønskeseddel, er ret indlysende.
Y. N. W. A. - #JFT97
Måske vil noget gejst og fornyet energi komme ind i holdet, men jeg tror næppe at de spillere, jeg har kaldt ud, skulle blive bedre af at få en ny træner, da de ganske enkelt bare ligner nogle spillere, der er færdige på topplan. Derfor vil det vel give bedre mening at give Slot de resterende få kampe, der er tilbage, og så tage afsked med ham og flere af spillerne til sommer, og så hente en langsigtet løsning som Alonso eller Cesc


Gejst og måske en anden måde at gribe tingene an på banen.
Synes nu kun Salah ligner en der er færdig på topplan, men måske han også kan få gavn af en anden træner. Tror ikke Slot og Salah er buddies.

Og ved man overhovedet om Alonso eller Fabregas er trænere der gerne vil arbejde uden medindflydelse på transfers.
C'mon do something...
Synes nu kun Salah ligner en der er færdig på topplan, men måske han også kan få gavn af en anden træner. Tror ikke Slot og Salah er buddies.


Det gør van Dijk i mine øjne også, og Robertson skal heller ikke starte skelsættende kampe for os næste sæson. Salah og Slot er sikkert ikke gode venner nej, men jeg vil gerne lave et væddemål med dig om, at hvis Salah stadig er i klubben næste sæson, og hvis han genopfinder sig selv, så skylder jeg dig et eller andet. Jeg nægter at tro på den mand og van Dijk har mere tilbage i dem. Man så det samme med KdB, Walker, Gundogan, Fabinho, Henderson og Thiago og sikkert også mange andre. Når kroppen siger fra, så kan den bare ikke mere, og slet ikke i en liga som PL. Eller skulle jeg sige: slet ikke for klubber, der vil vinde ligaen og CL. Det går sikkert for klubber i midten af ligaen og derunder, men ikke i toppen.
Synes Salah var virkeligt god da han kom ind i går. Bidrog med meget kvalitet og intensitet fra første touch. Robertson scorede og lavede en assist mod Wolves for 10 dage siden. van Dijk vinder stadig klart størstedelen af sine dueller (og langt flere end størstedelen af CB´s) omend han jo utvivlsomt ikke længere er på sit peak.

Jeg kan ikke se, at de spillere skulle være så dårlige, at vi ikke kan vinde over Tottenham eller Wolves. Der er noget grundlæggende galt i truppen og jeg er stadig af den overbevisning at det er mentalt.

Vi er så dødhamrende usikre så snart vi kommer foran, og det ligner mest af alt at de bare ikke stoler på at de kan vinde en kamp 1-0 og derfor må jagte 2-0 scoringen som om VI var bagud i 90. minut og havde brug for den ekstra scoring. Hvorfor fanden vi føler at det er vigtigt at have fire mand hængende offensivt og få bolden op til dem så hurtigt som overhovedet muligt mod slutningen af en kamp som i går, fatter jeg ikke. Jeg husker specifikt et tidspunkt hvor jeg sidder og taler øret af min kæreste om hvorfor fanden en midtbanespiller ikke bare lige træder i bolden og får den spillet tilbage og tager tempoet ud af kampen - så er det faktisk Robertson der er den voksne og får ro på spillet på præcis den måde indtil bolden rammer van Dijk der bare losser den ad helvede og så overfalder Spurs os igen. Vores anfører er en af de bedste CB´s teknisk jeg nogensinde har set (og "calm as you like", som vi plejede at synge) - hvordan kan det være at det er lige præcis ham der laver sådan noget hovedløst, når det eneste kritikpunkt der altid har været ift ham er, at han er en my nonchalant?

Jeg synes det peger på mentalitet.
Den er jeg også med på BetterThanFigo.

Vi spiller os jo igen til rigeligt af muligheder til at få lukket kampen, men kikser. (Den største mulighed nok den Gakpo skyder på stolpen), men igen igen lykkedes det ikke, og ja så får udeholdet mere mod på tilværelsen, og lugter en mulighed for at få udlignet.

Det gør et eller andet ved spillerne. Det må nu være 15 mål, der er scoret imod os efter det 75. minut i denne sæson. Vi formår bare ikke at lukke af.
Y. N. W. A. - #JFT97
Annonce