Ok, Lynild, det lyder jo ret meget som Coutinho, når han ikke bliver brugt på midtbanen. Spændende er han i hvert fald.
Nå, van Dijks pris. Den er høj. Alt for høj. Hyklerisk høj. Og van Dijk er ikke ligeså god, som Maldini var. Eller Ferdinand. Eller Terry. Eller Olsen. Eller Yeats og Hansen.
Han er til gengæld bedre end Klavan. Og Lovren. Og Matip. Og Mee. Og Gibson. Og Maguire. Og Sakho. Og Skrtel. Indtil videre.
Liverpool har råd til at købe van Dijk, selvom han er alt for dyr. Coutinho, Salah og Origi bliver ikke nødt til at blive solgt for at finansiere forbruget. Den nye tribune bliver ikke pantsat. Træningsanlægget bliver ikke nødt til at blive navngivet Tinder Grounds, Angry Bird´s Nest eller New Balance the Books.
Men £75 mio.? Og så for en forsvarsspiller på 26 år? Og så igen fra Southampton? Der er et eller andet helt galt. De der billeder, Southampton påstår at ligge inde med, de er ikke fra en café i Blackpool en formiddag. De viser noget helt helt andet...
Og hvornår har Liverpool sidst gjort en forsvarsspiller til et rekordkøb? Det gjorde klubben faktisk i 1895. William Dunlop var klubbens første køb nogensinde. En skotsk venstreback der kostede klubben £35. Rekorden havde han i to måneder. Så blev angriberen Francis Brecton - eller bare "Frank" - købt for £100.
I 1927 kostede forsvarsspilleren Tom Morrison klubben £4.000 og fik rekorden som klubbens dyreste spiller. I 1930 var det forsvareren Tom Bradshaw for £8.000, og så var det i 1981, hvor Mark Lawrenson for £900.000. Phil Babb var det næste rekordindkøb til forsvaret. Han blev købt i 1994 for £2.9 mio.. Og det er faktisk det. Det er 24 år siden, at en forsvarsspiller sidst var klubbens dyreste indkøb.
34 gange er transferrekorden blevet brudt, men kun seks gange af en forsvarsspiller inklusive van Dijk. Med andre ord er købet af van Dijk usædvanligt.
Van Dijk har kostet hele £55 mio. mere end klubbens næstdyreste indkøb til forsvaret, Dejan Lovren. Eller ca. ligeså meget som Naby Keita. Men hvad kan man overhovedet få for de £20 mio., som Lovren kostede i 2014, idag?
Paul Tomkins, som nogle af jer nok kender, har sammen Graeme Riley udarbejdet det, han kalder Transfer Price Index. Et forsøg på at omregne tidligere tiders handler til nutidige priser. I rene tal er van Dijk det tredjedyreste indkøb foretaget af en engelsk klub nogensinde og den dyreste forsvarsspiller nogensinde. I Tomkins´ indeks er van Dijk højest det 28. dyreste indkøb i PL og den fjerdedyreste forsvarsspiller (tallene er baseret på priser fra 16/17).
https://tomkinstimes.com/2017/07/shock-transfers-now-cost-more-plus-top-100-signings-after-inflation/Tomkins´ indeks er dog kun baseret på PL-handler, og eksperter på internettet mener at vide, at Liverpool kunne have købt langt bedre spillere til langt færre penge på kontinentet. I det hele taget lader det til, at forsvarsspillere sjældent købes dyrt. 13 ud af 100 spillere er forsvarsspillere og seks af dem er backs, så eksperterne har garanteret ret.
Men hvad er så en rimelig transferrekord for en forsvarsspiller set i forhold til priserne i det hele taget, når nu Liverpool valgte at lade sig tage ved næsen af Southampton?
Jaap Stam er den forsvarsspiller på Tomkins´ liste, som blev købt først. Han kostede Man. Utd. £11 mio. i 1998. PSV havde egentlig forlangt £15 mio., men endte altså med at fire lidt på kravene. De £11 mio. var dog nok til at gøre Stam til verdens dyreste forsvarsspiller. Samme år blev Denilson købt af Betis for £22 mio. og blev dermed verdens dyreste fodboldspiller. Stam kostede altså halvdelen af, hvad Denilson kostede.
I 2000 overtog Leeds rekorden for verdensdyreste forsvarsspiller med indkøbet Rio Ferdinand. Han kostede Leeds hele £18 mio.. Samme år blev Luis Figo solgt til Real Madrid for £37 mio.. Igen kostede verdens dyreste forsvarsspiller altså ca. det halve af verdens dyreste spiller.
Året efter blev Thuram købt for £21 mio. af Juventus, og Juventus solgte Zidane til Real Madrid for £47 mio.. Nu kostede verdens dyreste forsvarsspiller lidt under halvdelen af, hvad verdens dyreste spiller kostede (45%). Zidane-købet udgjorde samtidig hele 54% af Real Madrids samlede omsætning. Det forklarer måske, hvorfor Zidane-transferen fik lov at stå i hele otte år, indtil Real Madrid gjorde Ronaldo til verdens dyreste fodboldspiller for £80 mio. - en handel, der desuden "kun" udgjorde 23% af Real Madrids samlede omsætning i det regnskabsår.
Selvom Zidane-transferen fik lov at stå som verdens dyreste transfer i historisk lang tid, så blev transferrekorden for verdens dyreste forsvarsspiller brudt igen året efter. Igen var det en engelsk klub, nærmere bestemt Man. Utd., der gjorde det, og igen var det Rio Ferdinand, der blev købt. Denne gang for hele £30 mio.. For første gang siden Stams rekord kostede verdens dyreste forsvarsspiller over halvdelen af, hvad verdens dyreste spiller kostede (64%). Og Ferdinand kom til at holde rekorden for verdens dyreste forsvarsspiller i hele ti år - altså længere tid end Zidane.
Da PSG købte SIlva, var det imidlertid slut for Ferdinands rekord. Silva blev verdens dyreste forsvarsspiller for £35 mio. i 2012. Under halvdelen af, hvad Ronaldo kostede i 2009, og ca. 40% af, hvad Bale kostede året efter, da han blev verdens dyreste fodboldspiller.
David Luiz stjal så rekorden som verdens dyreste forsvarsspiller fra landsmanden og den kommende klubkammerat, da han blev købt af PSG i 2014 for £50 mio.. Verdens dyreste forsvarsspiller kom igen til at koste over halvdelen af, hvad verdens dyreste spiller, Bale, kostede (58%). Det blev dog justeret en smule året efter, hvor Pogba blev købt af Man. Utd. for £89 mio., og Luiz kostede dermed nu "kun" 56% af, hvad verdens dyreste spiller kostede.
i 2017 blev Neymar så verdens dyreste spiller. Han kostede hele £200 mio. Verdens dyreste forsvarsspiller kostede nu pludselig kun det kvarte af verdens dyreste. Selv hvis man ikke godtog Neymar-handlen som en reel handel, så kostede Luiz henholdsvis 29% af Mbappé-summen (£170 mio.) og 36% af Dembele-summen (£140 mio..).
I 2018 bliver van Dijk verdens dyreste forsvarsspiller. Van Dijk vil koste 37% af Neymar-summen. Og 44% af Mbappé-summen. Og 54% af Dembele-summen.
Forholdet mellem verdens dyreste spiller og verdens dyreste forsvarsspiller kommer ikke på niveau med Ferdinand- eller Luiz-tiden, når van Dijk officielt skifter til Liverpool i overmorgen.
Noget andet, der er værd at bemærke, er, at alle rekordindehaverne af titlen som verdens dyreste forsvarsspiller har været 26 år eller ældre, da de fik rekorden - undtagen Ferdinand x 2.
Min personlige holdning er stadig, at Liverpool har betalt for meget for van Dijk. Og helt generelt er det en dum ide at begynde at flirte med diverse transferrekorder, selvom der nu ikke er mange deciderede fiaskoer blandt rekordindehaverne.
Jeg har dog lidt svært ved at følge kritikken af, at købet skulle sætte helt nye standarder for priserne i fodbold. For mig at se er prisen mere en konsekvens af sommerens vindue og den nye tv-aftale. Man kan så selvfølgelig indvende, at prisen sætter en ny standard i forhold til, hvad mindre klubber kan kræve af de større, og at det er mærkeligt at slå transferrekorden for en spiller, der ikke spiller i en topklub. Og det kan jeg tildels følge. Men jeg tror ikke, at rekorden i sig selv får lov at stå særligt lang tid.