Imponerende at holdet hiver et point med hjem på det tidspunkt af kampen. Selve målet er selvfølgelig heldigt set fra et taktisk synspunkt, og det var et sats at sætte Sturridge ind for en midtbanespiller, da forsvaret fik store problemer med opspillet.
Og så er det alligevel ikke helt med lukkede øjne og håbet om det bedste, at Liverpool griber kampen an efter, at Sturridge er kommet ind. Egentlig er Sturridge dækket op af Azpi i forkant af mål. Wijnaldum spiller dog bolden mod højre og finder Shaqiri, der er trukket ind i banen og ned på midtbanen. På hans position befinder Keita sig, og Firmino og Mané ligger inde centralt foran Chelseas midterforsvar. Azpi trækker ned i forsvaret, da Wijnaldum spiller bolden modsat, og Kanté falder tilbage, da Shaqiri tager bolden med, hvilket gør, at Sturridge kan modtage bolden retvendt. Egentlig har Shaqiri flere muligheder for at spille igennem Chelseas midtbanetrekant og ender med at vælge den mest konservative mulighed - sikkert også fordi han er bange for at miste holdet på det tidspunkt. Han burde have afleveret til Mané, som også er den aflevering, Kanté falder tilbage for at dække.
Men med et minut tilbage af den ordinære spilletid, ville de fleste hold forsøge at spille bredt for at komme til et indlæg, og Arnold og Robertson er da også gået helt med frem. At holdet bliver ved med at cirkulere bolden centralt og skaber små rum og vinkler til de rigtige afleveringer, er opløftende. Selve situationen, hvor Shaqiri modtager bolden, er godt sat op og bygger på en utrolig bevægelighed og fleksibilitet. Han vælger så den sikre løsning, og tvinger Sturridge til enten at spille bredt, vende rundt og spille Wijnaldum eller at forsøge et indlæg/langskud. Men at kunne finde Sturridge retvendt 20 meter fra mål, og at det samtidig er det “dårligste” valg, er ikke så skidt.
Jeg er stødt på kritik af Henderson (ikke herinde), og flere mener, at Keita skulle have startet inde i stedet for ham. Det var ikke midtbanens bedste kamp, men jeg tror, at folk lidt har glemt eller overset, hvad det er, Liverpool blev nødt til at gøre rigtigt for at skabe en taktisk platform for at få point med hjem. Det var altafgørende, at Chelseas midtbane blev presset højt, og at presset ikke på noget tidspunkt mislykkedes. Det gjorde det to gange - den ene gang scorede Hazard, og den anden gang var Hazard tæt på at score (men det var så efter et hurtigt taget frispark, så den situation er lidt uden for kategori i forhold til at bedømme midtbanen). Chelsea havde Luiz’ lange afleveringer som modtræk imod Liverpools høje pres, men ellers - og især efter scoringen - spiller man konsekvent baglæns og sidelæns for at lokke Liverpool frem og undgå at løbe ind i en presfælde.
Det betyder, at Liverpool pludselig skal dække et større område end normalt i presset, og i flere situationer står Liverpools frontrio lige uden for Chelseas felt og afventer muligheden for at fremprovokere en genpressituation. Jeg tror, de fleste har set klip med Sarris Napoli, hvor man i den slags situationer har udnyttet en overivrig modstander og fra forsvaret har spillet sig igennem pres og kæder.
Det skabte et statisk kampbillede, der blev brudt af øjeblikke, hvor et af holdene lykkedes med noget afgørende taktisk. Det kunne selvfølgelig have været fedt med en type som Keita, der kunne have søgt at gøre en forskel på bolden, men i en kamp, hvor modstanderen afventer og forsøger at manipulere Liverpool til fejl, giver det mening at vælge spillere på midtbanen, som laver meget få fejl.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"