Snak

AlstrupLFC, hehe, hvor sødt.

Tillykke med sejren! :)

Kampen virkede længe som en amerikansk B-film, hvor alle lamme virkemidler og violinmusik blev taget i brug. Hvor var det sindssygt. Niveauet af medlidenhed med Liverpool virkede jo nærmest overlagt brutal og i perioder decideret ubehagelig.

Først får man medlidenhed med unge Flanagan. Han er jo bare en knægt, og den slags fejl ville en mere erfaren/etableret spiller bedre kunne håndtere. Alle ville jo ønske den slags i stedet gik ud over en type som eksempelvis Suarez.

Derefter får man medlidenhed med Jones, som generelt godt kunne bruge nogle flere lyspunkter i sit liv. Jeg var decideret lettet over, at han ikke blev hældt ud. Lettet! Hvor er det sygt og forkert.

Så scorer Yakubu sit andet mål, hvilket betyder, at man igen har pisset en to-målsføring væk mod en nedrykningskandidat, og så får man pludselig og uden varsel medlidenhed med Andy Carroll. Det står nemlig nu klart, at en lettere overvægtig mand på mellem 50 og 60 år er 800 pct. mere målfarlig end en af verdenshistoriens dyreste angribere. For det er jo ikke Carrolls skyld, at Dalglish betalte så mange penge for ham. Og det er heller ikke Carrolls skyld, at Yakubu tilsyneladende får udbetalt en betydelig andel af sin løn i form af syltetøjsroulader.

Og lige som man får decideret ondt i maven over al denne medlidenhed, og man næsten ikke kan overskue udsigten til kollegernes resignerede, vigende blikke over frokosten i morgen redder Carroll (Carroll!) det hele til sidst! Og så er Flanagan, Jones, Dalglishs transferpolitik og Yakubus forbløffende BMI pludselig ikke længere helt så forfærdelig! Ahhhhhh.

Så mens lettelsen breder sig gennem hele kroppen, kan man igen begynde at se frem til en form for balance i det daglige. Man skal naturligvis ikke tage noget for givet, det er selvsagt kun ét skridt og meget kan gå galt endnu. Men med en masse hårdt arbejde og lidt held er vi nu allesammen på vej tilbage til en normaltilstand, hvor ingen længere har nogen form for medlidenhed med eller sympati for Liverpool FC. Man kan vel altid håbe.

Kampen virkede længe som en amerikansk B-film, hvor alle lamme virkemidler og violinmusik blev taget i brug. Hvor var det sindssygt. Niveauet af medlidenhed med Liverpool virkede jo nærmest overlagt brutal og i perioder decideret ubehagelig.

Igen skal vi døjes med Duncans drejen og venden af liverpools problemer, det er ved at være trættende at efter hver kamp kommer du løbende og analysere liverpools problemer, prøv at tjekke uniteds historie, magtkampe og korruption og overtagelse af en klub med mafia lignende metoder må være noget for dig.

Liverpools problemer? Holdet vandt!

En to-tre mere af den slags, og vi kan igen vende tilbage til det mentale billede af Alstrup, der i bar mave står helt alene i sin stue og synger You´ll Never Walk Alone, mens naboerne banker på væggen, og kæresten desperat lader som om hun sover.

Men gøre grin med den slags nu? Nej. Det er stadig for tidligt.

Hvor er det fantastisk! Jeg står og synger "You´ll Never Walk Alone" med min Liverpooltrøje over hovedet og i sekundet efter scorer Andy Carroll!!!! SMUKT!

Man fattes ord.

Bosse, jeg synes nu, at Duncan rammer det meget fint ind.

Okay boys. Jeg sad med en Liverpool trøje omme bag på min ryg og oppe for min mund og bad om en scoring. Jeg sang ikke YMWA, men sad blot og hørte den. Jeg var blot drevet af stemningen. Så historien fik altså et lille ekstra twist :-)

@AlstrupLFC

Tror ikke det er muligt at ændre billedet i folks hoved nu:). Men uanset hvad du lavede, så gør det lige igen på lørdag.

Det altafgørende var nu Fribytters pølsemad.

Det bliver ikke godt for Fribytters vægt, når Pool i næste sæson skal ud i Europa igen. Det er mange pølsemadder.