Redigerettors 16. jan 2020
Når jeg skriver, at van Dijk skal sammenlignes med Hyypiä, Hansen og Hughes, så er det jo, fordi van Dijk selv er en forsvarsgeneral, der kan lidt af det hele. Han skal jo ikke sammenlignes med dem, fordi han ikke kan lede et forsvar og har en eller flere klare mangler...
Når jeg skriver, at jeg tror, at Hyypia kunne have udfoldet sit talent mere på et bedre hold, så nævner jeg vel implicit også i hvert fald én grund til, at Hyypiä skal rangeres lavere end de nævnte spillere?
Når jeg fremhæver nogle styrker (ikke svagheder) hos Hansen, Hughes og van Dijk, så placerer jeg vel dermed også van Dijk på niveau med de to spillere? Det ville da i hvert fald være tosset at læse det som en kritik af van Dijk, at jeg fremhæver hans fysik...
Hvis van Dijk skal være den bedste nogensinde i alle klubber, så skal han jo først være den bedste nogensinde i Liverpool og dermed bedre end Hughes og Hansen. Der er efter min mening områder af spillet, hvor Hansen og Hughes var bedre end van Dijk. Derfor kan han da godt samlet set være den bedste nogensinde i Liverpool. Men for mig at se kommer det til at handle om argumenter, der i et eller andet omfang udspringer af kontekst. Det kan være argumenter om titler og personlig hæder, argumenter om, at spillet idag stiller nogle anderledes krav til spillerne, argumenter om engelsk fodbolds skiftende niveau sammenlignet med andre ligaer, argumenter om taktik, holdkammeraters styrker/svagheder osv.. For forsvarsspillere er den taktiske kontekst mere afgørende end for andre spillere.
For at vende tilbage til Hyypiä. Nej, han var bestemt ikke en hurtig spiller, og det kan da være en god grund til at mene, at han ikke fortjener at blive nævnt som en af de bedste forsvarsspillere i Liverpools historie. Men hvor stort et problem var den manglende fart egentlig? Han fik meget få kort i sin karriere - og kun ét af dem var rødt. To gange kom han på årets hold i PL (PFA) - første gang ved siden af Stam, anden gang ved siden af Ferdinand. Men Liverpool-holdet faldt i niveau efter andenpladsen i 01/02, og Houlliers to sidste sæsoner var en ynk. Benitez´ første sæson var også rodet rent spillemæssigt i PL, men huskes jo især med rette for CL-triumfen. Var Hyypiä 33 år eller sådan noget, da Benitez skubbede forsvarskæden længere frem i 05/06? Det er de færreste forsvarsspillere på 33 år, der ville se godt ud i en høj forsvarskæde, og Benitez så ikke Hyypiä som en del af fremtiden - forståeligt nok. Men selvom Benitez forsøgte at udfase Hyypiä, så spillede han alligevel 44 kampe i 07/08 med fuld spilletid i de fleste. I 09/10 blev han valgt til årets hold i Bundesligaen i Kicker.
Jeg sidder med en fornemmelse af, at Hyypiä kunne have drevet det til mere og høstet større anerkendelse på et bedre hold. Vil jeg på den baggrund konkludere, at Hyypiä skal betragtes på niveau med Vidic, Ferdinand, Carvalho, Terry, Adams, Campbell, Desailly osv.? Nej. At jeg tror, at Hyypiä på højden af sin karriere kunne have målt sig med de bedste, er ikke det samme som at sige, at Hyypiä skal regnes for at være blandt de bedste. Men han fortjener at blive nævnt.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"