Jeg har været Liverpoolfan siden 1977.Man havde sagt farvel til Keegan, der lavede et Beatlesmove og rykkede til Hamburg. Som afløser hentede man en skotte, der altså skulle udfylde nogle store sko. Han var magisk. Brølstærk, umulig at komme ind på kroppen af og havde et fantastisk blik for spillet. Og foran mål en fantastisk effektiv afslutter. Navnet var Kenny Dalglish. Jeg var 6 år gammel, og som psykologien siger, er det i den alder, man skaber forbilleder. Og Kenny var min helt. Jeg var nok mere Kenny fan end Liverpoolfan dengang.
Store succeser og pokaler fulgte efter. Men også tragedier i 1985 og 89. Med Kenny som manager. Jeg led med manden, men fik øjnene op for alt det andet. Det, klubben betyder for en plaget by og hvor meget jeg kunne identificere mig med det, LFC står for. Det gjorde decideret ondt at følge med igennem de næste mange år. Indtil nu. Tænk, at man skulle få et nyt idol som midaldrende mand. Jürgen Klopp er ligeså stor i mine øjne som King Kenny. Han har ført os tilbage til toppen, og tilmed gjort det på en måde, der klinger rent med klubbens værdier. Holdet er bygget op af hårdt arbejdende spillere, der optræder ydmygt og intenst. De elsker at spille for Klopp, og Klopp elsker dem. Den slags er selvforstærkende, og derfor kan man vinde så meget som vi gør lige nu. Og nu kommer de unge op. Glæder mig igen til at se nogle af dem i aften. Husk, at det først er nu, de unge, der er præget af Klopp kommer frem. Vi går spændende tider i møde. YNWA!!!
Der kommer altid endnu en Liverpoolkamp med tilhørende potentielt hjerteanfald.
Liverpool og AaB