Redigeretman 21. maj 2012
Jeg havde nu heller ikke Lukakus udmelding i tankerne, da jeg skrev mit indlæg om AVBs mandskabsbehandling. Der er tidligere i tråden blevet linket til Dion Fannings klumme, men imo er han spot on, når det kommer til mandskabsbehandlingen:
"Andre Villas-Boas will be approached this week. AVB´s man-management skills make Benitez look like Ron Atkinson. He is no Mr Bojangles and if anything he came out of the Chelsea debacle less tarnished than he should have been.
The seductive notion of the mutinous Stamford Bridge dressing room has masked how spectacularly badly he handled the job. There were strong personalities, but beyond the usual suspects it was routine to hear in his final weeks how he had alienated most players in the squad.
More importantly, he made a mess of his remit and was fired. Survival is the starting point for a manager and he undermined himself with his sensitivity and inability to bring key players with him. He might have learned from that but it would be a risky appointment for a dressing room that needs managing."
Lukakus udmeldinger støtter jo blot op omkring den kritik, der har været af AVB. Derfor er jeg heller ikke enig med dig i, at man skal tage udmeldingerne om AVBs mandskabsbehandling med et gran salt. Det var synligt for enhver, at spillerne var demotiverede, præsterede under evne, og der var tilmed talrige historier om et splittet omklædningsrum. Alt sammen falder tilbage på AVB (selvfølgelig bærer spillerne også deres del af skylden), men som leder er det jo netop AVBs opgave, at få gruppen af spillere til at fungere. Som Dennison skriver, så følte spillerne sig fremmedgjorte, og AVBs var ude af stand til at få nøglespillere til at købe projektet. Det er ledelsesmæssig fejl, og netop fordi kritikken også var så udtalt mens AVB stadig var leder, så var det jo netop ikke et forsvar af Di Matteo.
Denne kritik af AVB bakkes jo også kun op af det faktum, at Chelsea sidenhen har vunder FA Cuppen og Champions League. Nogle vil formentlig hævde, at CL-sejren var heldig og ufortjent, men ingen er i tvivl om, at Chelsea ville have oplevet en titelløs sæson, såfremt AVB stadig var manager. Chelseas succes skyldes primært Di Matteos interpersonelle egenskaber. Disse fremstår formentlig i et endnu klarere lys, fordi AVB i så udpræget grad manglede dem.
Men som jeg skrev i mit første indlæg, så er AVB en ekstremt talentfuld manager. Den modgang han mødte i Chelsea var han ikke i stand til at tackle, men det betyder jo ikke, at han ikke er den rigtige mand for Liverpool. Det står dog stadig som en stor gåde, hvordan AVB i et eksternt mediemæssigt perspektiv er så dygtig en kommunikator, men internt fejlede han bl.a. pga. sin mangelfulde kommunikation. Det er jo ikke kun Lukaku der har rejst kritikken. Ashley Cole og Frank Lampard følte sig jo også fortabte, fordi AVB uden forklaring degraderede dem og gjorde dem til perifære spillere i truppen. De melder naturligvis kun sådan ud fordi de ikke selv vil tabe ansigt, men alene det faktum, at de melder sådan ud falder tilbage på AVB.
Edit: Jeg kan se, at BIF har rette sit indlæg i mellemtiden. Når jeg anvender ordet alliance-partner skyldes det ikke, at jeg anser det som nødvendigt at skabe alliancer i en trup - det vidner om en splittet trup. Det handler om, at man identificerer nogle spillere som er kulturbærere og nøglepersoner. Det er disse, som kan sikre, at managerens idéer og filosofier bliver forankret i spillertruppen. En fodboldtrup er jo ikke anderledes end alle mulige andre grupperinger, hvor nogle personer har størst symbolsk magt. Disse personer er naturlige ledere, som resten af gruppen ser op til. AVB burde jo hurtigt have indset, at Terry og Lampard eksempelvis var nøglepersoner, som skulle involveres i processen. I stedet mødte han større opbakning hos Ramires, Luiz og hele den sydeuropæiske/sydamerikanske del af spillertruppen. En gruppering som ikke nyder samme respekt i truppen. Det var en klokkeklar ledelsesmæssig fejl af AVB, og det kostede ham i sidste ende jobbet.