Jeg tror, at så længe vi rammer januar med førstepladsen inden for rækkevidde, vil klubben smide penge efter et par nødvendige forstærkninger.
Det må være tydeligt for enhver, at lige i denne sæson er City ikke, hvad de har været. I forhold til Arsenal venter jeg stadig på, at de kommer i en lille stime af dårlige kampe, hvor der bliver smidt points efter points. Om den negative stime kommer for Arsenal er svært at sige, eftersom de har været gode til at indhente points, selv når det har set sort ud. Men jeg mangler stadig den der følelse af, at de blæser mig omkuld, hvor jeg tænker ´´hold kæft, hvor er de gode og nærmest uovervindelige´´.
Den følelse har jeg ikke helt med det nuværende Arsenal-hold, men det kan sagtens være, at det kommer på et tidspunkt. Jeg sidder dog stadig og tænker, at de ikke helt er på niveau med de Liverpool-hold, som Klopp har haft under de bedre sæsoner. Her tænker jeg på de hold, der over tre forskellige sæsoner fik +90 points, men stadig ´´kun´´ ét mesterskab, en CL-triumf og så alle de andre pokalturneringer og supercups til følge. Det har så også en del at gøre med, at der i to ud af de tre sæsoner har været et mindst ligeså stærkt City-hold, der ligeledes har fået +90 points.
Hvis skæbnen var lidt sødere ved os, og vi ikke havde haft så stærk modstand i Pep og City, havde der jo ikke været tvivl om, at Klopp siden Van Dijks ankomst havde vundet tre mesterskaber eller noget i den dur. Desværre for os har vores peak under Klopp været samtidig med Peps peak i City.
Jeg tror, at man i denne sæson kan vinde mesterskabet med et mere menneskeligt pointantal. Her tænker jeg måske, at 85-89 points kan være nok, hvor det ellers har været +90 points i andre sæsoner, der skulle til for at vinde et mesterskab.
“Football is the most important of the least important things in life”
-Jürgen Klopp.