Redigeretfre 26. jan 2024
Man kan se et interview med Klopp på klubbens officielle YouTube-kanal, hvor han bruger ca. 25 minutter på at forklare årsagen, og hvor han mere eller mindre kommer ind på alle punkter omkring klubben og dens fremtid.
Han forklarer jo som bekendt, at han er ved at løbe tør for energi, og at han er en manager, der kræver 100% af sig selv, og hvis ikke han kan give de 100%, vil han ikke være der, for så er han ikke den rigtige til jobbet.
Derudover kommer han også ind på det fundament, der er blevet lagt over årene under hans tid i klubben. Han siger, at han selv ville løbe igennem en ´´brick wall´´, hvis han kunne få lov at overtage så godt et fundament, som der er nu sammenlignet med, hvor klubben var, da han selv kom til i 2015.
Sammenligner man klubben i dag med klubben i 2015, har man nu et helt nyt træningsanlæg og generelt langt bedre faciliteter, mens man også har fået et udvidet og renoveret Anfield. Derudover har man i dag en langt bedre trup end den trup, som Klopp overtog i 2015, og man har også en sund økonomi, som der er blevet opbygget over årene med Klopp i spidsen.
I det hele taget er der et solidt og godt fundament, og derfor skal den nye manager, hvem end det bliver, heller ikke ændre for meget. Man skal finde en manager, der har en spillestil, som på flere punkter ligner Klopps spillestil, og som vil passe til den nuværende trup. Derfra kan den nye manager selvfølgelig tilføje en 2-3 spillere, som der nok vil blive brug for uanset hvad, men det ville være en stor fejl at hente en manager ind med en helt anden spillestil, og som skal bruge nogle helt andre spillere end de, der er i klubben nu.
Man kan vel godt påstå, at vi er foran flere af konkurrenterne på en del områder, og derfor ville det heller ikke være helt urimeligt at stille visse krav til en ny manager. Jeg siger ikke, at den nye mand skal ind og vinde trofæer med det samme, men man kan vel som minimum godt forvente en plads i top-4, når man tager udgangspunkt i vores nuværende trup, den sunde økonomi og alt det andet udenfor banen, som der allerede er styr på i form af træningsanlæg, stadion og andre faciliteter.
Det store spørgsmål bliver selvfølgelig også, hvad ejernes ambitioner egentlig er. Med Klopp som manager har det jo ikke været nødvendigt at brænde den ene milliard efter den anden af for at holde sig i toppen, for Klopp kunne klare sig med færre penge sammenlignet med konkurrenterne. Det er dog ikke utænkeligt, at der bliver brug for flere penge end nogensinde med en ny manager i spidsen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at holde Liverpool i toppen.
Jeg har så min tvivl om, hvor store ambitioner FSG har. Jeg tror gerne på, at de vil spille med om trofæer, men jeg tror heller ikke, at de vil bruge for mange penge på det. Jeg har på fornemmelsen, at hvis de kan finde en manager, der med nogenlunde de samme penge kan holde os i den lukrative top-4, så er de godt tilfredse, selvom man måske ikke ender helt i top.