Redigeretman 12. feb 2024
Det ser ud til, at Xabi har fundet lidt base i en 3-5-2 formation i Leverkusen, men jeg føler mig nu ikke overbevist om, at han har et koncept, der er decideret bygget op omkring det.
Jeg ved det ikke, men det kunne jo også være et udkomme af en forholdsvis pragmatisk analyse af, hvad der passede bedst til det overleverede spillermateriale.
Jeg ville ikke være tryg ved Frimpong som back med alt for mange defensive opgaver, men som offensiv wingback er han eminent. Hincapie passer rigtig fint ind som en dynamisk midtstopper/back, der kan dække af for en fremadstormende wingback, og måske det også bekommer en halvtung Jonathan Tah godt at have noget hurtighed på sine sider.
I sommers har man med stor succes anskaffet sig Grimaldo, der også må siges at være skræddersyet til positionen som wingback.
I udgangspunktet er jeg ikke så stor fan af en formation, hvor man spiller med tre midterforsvarere, men i sidste ende handler det jo om, hvordan det bliver brugt og ikke så meget om formationen i sig selv.
Det kan godt skræmme lidt, når de seneste repræsentanter for formationen i PL er Conte og Tuchel, hvor vægten i højere grad virker til at være på det defensive, men det behøver jo ikke nødvendigvis være tilfældet.
Iøvrigt kan man jo også argumentere for, at vi under Klopp, med Fabinho som en ´defensiv 6´er´, har spillet med ´tre midterforsvarere´ eller i hvert fald tre defensivt orienterede spillere centralt i banen, der har tilladt, at vores backs kunne komme langt med frem.
Det er først og fremmest udtrykket det handler om, og kun sekundært formationen, og der er næppe nogen tvivl om at Xabi´s tilgang er offensivt orienteret og præget af mange af de samme dyder som vi har set med Klopp, hvor der er lagt vægt på presspil, og hvor et bolddominerende udtryk kombineres med det mere direkte spil.
Jeg ved dog ikke, hvor oplagt det ville være for Xabi at liste nogle af sine spillere med fra Leverkusen. Wirtz har jeg tidligere udtrykt min begejstring for, men med indkøbene i sommers, står vi ikke ligefrem og mangler 8´ere/10´ere, og så kan jeg måske også være en lille smule bekymret for, om han kan sætte sig igennem fysisk og tempomæssigt i PL.
Hincapie kunne godt være interessant, men giver måske mest mening, hvis man ville fortsætte i en 3-5-2 formation. Ham og Gomez/Konate på hver deres side af Van Dijk kunne være spændende nok, og senere med Konate til at erstatte Van Dijk i midten.
Der er jo ikke nogen tvivl om, at jeg håber Xabi også er manden, der lader midtbanespillere spille midtbane, men at gå tilbage i en formation, hvor Robertson/ny spiller og Trent i praksis spiller wingbacks, kan man jo også godt se for sig...
Måske spørgsmålet om hvordan en ny æra eventuelt skulle indledes under Xabi, og hvordan han skulle markere sig fra start, kunne bestå i valget mellem at lave et formationsskifte eller et pladsskifte til Trent.
If so, håber jeg selvfølgelig mest på det sidste.