Redigeretsøn 18. feb 2024
Som det har været de seneste år, får alle top-4 pladserne i Premier League en plads i Champions League i den efterfølgende sæson. Hvis der så er en engelsk klub udenfor top-4, der ender med at vinde Champions League eller Europa League, kvalificerer de sig også til Champions League sammen med holdene i top-4.
I denne sæson kan England så få hele top-5 med i Champions League alt efter, hvor mange koefficientpoints de resterende engelske hold skaffer i Europa, men ifølge Opta, som YNWA også skrev, er der pt. 77% sandsynlighed for, at top-5 i Premier League også ender med at give en plads i Champions League.
I de seneste sæsoner har der dog altid været et specifikt scenarie, der kunne gøre, at den nederste Champions League-givende plads i ligaen ikke ville få en plads i Champions League, men det har altid været et yderst usandsynligt scenarie, som heller aldrig før er sket. Det gælder nemlig, hvis to engelske klubber vinder både Champions League og Europa League, men samtidig begge to ikke kvalificerer sig igennem deres ligaplacering. I de seneste sæsoner ville det have betydet, at fjerdepladsen ville miste sin plads i Champions League, og dermed ville de to vindere af de europæiske turneringer kvalificere sig grundet deres triumfer i Europa sammen med holdene i top-3, så der på den måde havde været fem engelske hold med.
I denne sæson er der så den mulighed, at England kan få fem pladser igennem ligaen, men det samme princip gælder også her, hvis ovenstående scenarie skulle ske. Hvis England ender med at få fem pladser igennem ligaen, men der så er to engelske klubber, der både vinder Champions League og Europa League, og begge klubber ender udenfor top-5 i ligaen, vil femtepladsen så faktisk gå tabt. Dermed ville det betyde, at de to vindere af de to europæiske turneringer ville kvalificere sig sammen med top-4, mens femtepladsen ikke kommer med, selvom England skulle skaffe koefficientpoints nok til, at femtepladsen også får en plads i Champions League fremover.
Det lyder lidt bøvlet, men det er også meget usandsynligt, at det nogensinde sker.