En sund klub, der kender sin identitet, henter spillere ud fra, hvad der passer klubben fremadrettet. Ikke udelukkende efter, hvad der passer den nuværende manager. Man henter selvfølgelig spillere, der også passer den nuværende manager, men han skal ikke have hele magten, når det gælder den del. Og det har netop været grunden til, at Michael Edwards eftersigende stoppede i 2022 og siden hen andre personer i den sportslige ledelse, der ikke har været tilfredse med, hvor meget magt FSG havde givet Klopp.
At man henter spillere efter klubbens identitet, ser man eksempelvis i City, hvor det er Txiki Begiristan, der henter spillere. Han har haft den rolle lige siden 2012, hvor vi oftest har set en klar linje af, hvilke spillere City har hentet. Pep er selvfølgelig med indeover og giver sin accept til, at han kan bruge den og den spiller, men i sidste ende er det Txiki, der står med magten. Ville Pep virkelig have Haaland? Eller var det en spiller med så meget kvalitet i afslutningsfasen, som Txiki ikke kunne sige nej til med den frikøbsklausul, han havde i Dortmund? Derfor så man også City med en manager før Pep som Pellegrini, der spiller nogenlunde på samme måde som Pep; offensivt med en høj linje, masser af boldbesiddelse og højt pres. Den spillestil følger man igennem årene ved at hente spillere, der passer til spillestilen, og derfor vil man kunne skifte managers ud, uden at halvdelen af spillerne lige pludselig skal skiftes ud, bare fordi de ikke lige passer den nye manager. Man henter simpelthen spillere efter klubbens identitet, og så henter man en manager ind, der kan arbejde med det materiale, man har. Mange glemmer, at da Pep kom til City, havde han allerede den midtbane og det angreb, som gav ham stor succes i de efterfølgende sæsoner, da midtbanen i form af Fernandinho, David Silva og De Bruyne allerede var på plads. Herefter et angreb bestående af Sané, Aguero og Sterling, som også var der før Pep. Denne midtbane og dette angreb var den samme midtbane og det samme angreb, der gjorde, at City vandt deres første mesterskab under Pep med 100 points.
Det er den klart mest succesfulde måde, man arbejder på i de bedste/sundeste klubber. Real Madrid lytter jo heller ikke primært til Ancelotti, men her er det lederen (Perez), der henter de spillere, som passer til Real Madrid. Det samme gælder i Bayern og i Barca. Selv i Brighton. Perez i Madrid henter ikke spillere, der udelukkende passer den nuværende manager, for manageren kan være væk efter et par sæsoner, og man henter derfor spillere, der passer klubbens identitet, og som man ved, man har i de næste mange sæsoner.
Det er derfor, det har været så stort et kaos i Manchester United. De har skiftet manager efter 2-3 sæsoner for så at hente en manager med en anden spillestil, og så skulle man starte forfra med at hente spillere, der passer den enkelte manager. Fra Moyes til Van Gaal til Mourinho til Solskjær og nu til ETH. Det er op og ned i spillestil i forhold til de managers, og spillermaterialet har derfor aldrig været godt for den enkelte manager, når han er trådt ind i klubben, og derfor har den enkelte manager i United de seneste 11 år altid været nødt til at skulle investere massivt i nye spillere, der passer den nuværende managers spilidentitet, og nu ser vi så den usunde blanding af spillermateriale i United. Nogle af dem er bedst til at spille med boldbesiddelse og en høj, offensiv linje, mens andre af dem er bedst, når de ikke har det meste af bolden, og hvor man spiller på kontra med en low/mid-low forsvarslinje.
Michael Edwards var sportsdirektør fra 2016-2022, og netop her ser vi, hvor stor succes vi havde på transfermarkedet. I den periode hentede vi spillere som Mané, Salah, Van Dijk, Alisson, Wijnaldum, Fabinho, Jota, Matip og Robertson. Det var ikke alle spillere, som var Klopps førsteprioritet (den mest berømte er Salah, som Klopp ikke foretrak, da han hellere ville have Julian Brandt), men Michael Edwards stod fast på, at disse spillere ville være de bedste for klubben på længere sigt og i forhold til den spilidentitet, man ville arbejde ud fra.