Det bedste Merseyside derby i 20 år. Er du vimmer en stemning. Det er ikke længere det venskabelig derby. På ingen måde. Det her det var hard-core had! Der var k
Kopites scallys der sloges med Evertonians scallys. Det blev bestemt og venligt frarådet at have noget som helst rødt på sig. Gåturen igennem Stanley Park – fra Anfields pubs, blev overvåget i luften af to politihelikoptere, samt politi på heste.
Der blev sunget, hånet, råbt og bandet, så det susede i ørene. Suarez blev af et helt stadion beskyldt for film, da Miralles fløj ind i ham med knopperne forrest. The Travelling Kop, skreg sig hæse, da Phil Dowd, kun hentede gult frem. Selv Jamie Carragher, som vi stod i nærheden af, rystede på hovedet. Scoringerne blev fejret som et mesterskab. Det her betød noget. For rød og blå. Da Everton kommer foran til 3-2, tror jeg brølet kunne høres i Wales, så overdøvende var det. Hele Goodison rejser sig, peger på os, i udebaneafsnittet og råber “Red And White Shite”. Da Daniel Sturridge udligner, er de slidtetribuner på Goodisons udebaneafsnit, ved at falde sammen, af eufori.
Kampen var indianerfodbold. Forsvar, var der ikke meget af. Liverpools midtbane var ikke eksisterende. Joe Allen, smider alt goodwill, væk med den afbrænder, som kunne have dræbt kampen. Simon Mignolet holder LFC inden i kampen, med klasseredninger herefter. Luis Suarez vælger at heade midt på målet. Og Lucas, Henderson og til dels også Gerrard, er passagerer. Jon Flanno, spiller en mandfolke præstation, med tacklinger der smadrer igennem, og vi er alle imponeret.
Det var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme!
“Tell yer ma, yer ma…To wipe away the all the tears…No Trophy for 18 years”
Synges højt og stolt, på de røde pubs, til langt ud på aftenen.
From doubters to achievers.