@ Lynild
Der er ikke rigtig en grund til at se highlights. Man. City gik efter at skabe en lige kamp og så håbe på, at den større erfaring og de større profiler kunne afgøre det til deres fordel. LFC fik ikke ret meget plads på den sidste tredjedel og ikke ret mange muligheder for at slå kontra. Man. City burde have bragt sig foran allerede i første halvleg, men Mignolet reddede flot Agueros skud. Chancen opstod dog, fordi Sakho gled, og han gled formentlig, fordi han havde slået hovedet i et sammenstød med Can kort forinden og var temmelig groggy. Han blev i hvert fald skiftet ud kort tid efter og var tydeligvis frustreret.
LFC var vel tættest på at skabe en brugbar chance, da Moreno efter alt at dømme bliver fældet i Man. Citys straffesparksfelt, men Oliver mente ikke, at der var noget. I anden halvleg bringer Man. City sig foran på et drop af Mignolet og kommer herefter til en række gode chancer, fordi LFC bliver nødt til at satse, men især Sterling er en dyr mand for Man. City. Og Aguero bliver også snydt for et straffespark.
Efter LFC´s udligning er City tæt på at bringe sig foran igen til allersidst i den ordinære spilletid, men Mignolet redder fint. I den forlængede spilletid er Origi tæt på at score, mens Mignolet holder LFC inde i kampen i den anden ende ved igen at redde et forsøg fra Aguero. Og Aguero vælger også at lobbe bolden et godt stykke over mål efter, at Milner sender ham igennem pga. en kikset tilbagelægning.
Så Pellegrinis plan lykkedes sådan set. Man. City spillede en bedre finale ved at lave færre fejl end LFC. Og det var nok også erfaringen, som blev udslagsgivende i straffesparkskonkurrencen. Og så betød det nok også noget, at Man. Citys sæson ikke i samme grad ville blive defineret af at vinde ligacuppen. Flere LFC-spillere var tydeligvis helt nede efter finaletabet og virkede til at have spillet med flere nerver, og for mange af dem var det det første trofæ, de har været tæt på at vinde.
Et par brugere brokkede sig over, at Caballero forlod stregen, inden der blev sparket i straffesparkskonkurrencen. For mig at se var det dog ikke noget, der adskilte sig fra, hvad man ellers ser i straffesparkskonkurrencer, og jeg vil tro, at Reina har gjort noget lignende tidligere i de straffesparkskonkurrencer, hvor han har vogtet buret for LFC. Det mest i øjnefaldende ved straffesparkskonkurrencen ud over, at Man. CIty-spillerne simpelthen sparkede bedre, var, at hverken Henderson eller Sturridge sparkede for LFC. Sturridge kan måske tildels undskyldes med, at han var helt færdig med krampe til slut, og Lucas endte jo også med både at brænde og skade sig selv, da han sparkede sit spark, så måske fysikken spiller en eller anden rolle i de situationer. Men Henderson har tidligere været fast straffesparksskytte, og når han samtidig er anfører, hører det ingen steder hjemme ikke at sparke straffespark i en finale. Men det er måske et meget godt udtryk for Hendersons sæson indtil nu. Meget er blevet ødelagt af fodskaderne, men problemerne skyldes ikke kun skaderne. Det er også mentalt, at Henderson har virket til at tage nogle skridt tilbage i denne sæson, og finalen understregede blot det indtryk.
En anden stor skuffelse var Milner. Han burde ellers netop træde i karakter i sådanne kampe. Han har erfaringen, og han burde kunne bruge sit fightergen og sin arbejdsomhed til at sætte et stort aftryk på sådanne kampe. Men i stedet traf han konstant dårlige beslutninger på bolden. De tre største highligths fra hans kamp var en utrolig dårlig afslutning i begyndelsen af anden halvleg på, hvad der på det tidspunkt havde været LFC´s klart største chance, en utrolig dårlig afslutning på Sturridges indlæg ved reduceringen, der dog heldigvis træffer stolpen, så Coutinho kan sætte returen i mål. Og så en forfærdelig tilbagelægning i den forlængede spillede, der er ved at give Man. City sejren.
For den neutrale tilskuer kan finalen ikke have været den bedste kamp. Det skyldes selvfølgelig i stor grad de to hold, men lidt af æren må altså også tilfalde Michael Oliver. Jeg forstår grundlæggende ikke den anderledes tilgang til de kampe, som opfattes som større anledninger end normalt. Det lader til, at dommerne agerer ud fra en forestilling om, at det er bedst, hvis de blander sig så lidt som muligt. Ud over to straffespark, som Oliver undlod at give, så betød det også, at spillerne slap afsted med en masse professionelle forseelser og halvgrove frispark uden at få kort. Det var kun til allersidst i kampen, at Oliver begyndte at stange den slags ud, hvilket især Lucas havde nydt godt af indtil da. Værst var dog situationen med Yaya Toure - han stempler Lallana direkte på knæet, og Oliver har nærmest et bedre udsyn end samtlige kameraer på stadion. Bagefter tager Toure fat i Lallana - måske for at fremprovokere en reaktion eller for at fjerne fokus fra stemplingen, og der udbryder lidt tumult. Oliver vælger at løse situationen ved at give Toure og Lallana et gult kort hver og så lade kampen fortsætte med det frispark til Man. CIty, som han havde fløjtet for lige inden, Toure stemplede Lallana.
Vi kan nok ikke komme uden om, at dommerne idag anser det for deres opgave at være med til at sikre underholdningen og ikke bare dømme kampe. Det er ikke en kamp, men en begivenhed de skal tage hånd om. Og de er jo også velbetalte og har deres egne agenter ligesom spillerne, så de er i høj grad begyndt at gøre karriere. Men Olivers tilgang til finalen - ikke bare enkelte domme - men selve tilgangen havde den omvendte effekt. Det var ikke med til at højne underholdningen, at Oliver bare lod det meste passere. Kampen havde brug for flere mål, og at spillerne ikke bare kunne rende rundt og lave frispark, når det passede dem, og det havde Oliver flere muligheder for at være med til at sikre. Og man kan jo i det hele taget godt undre sig over, om det ikke for det meste ville sikre rimelig god underholdning, hvis bare dommerne koncentrerede sig om at dømme kampene. Det er jo ikke sådan, at dommerne kan eller skal forsøge at gøre en fodboldkamp til noget andet, end den er. Men det er måske en gammel last fra dengang. englænderne var de store fodboldadministratorer.
Nå, det kørte lidt ud af en tangent. Det korte af det lange er, at du ikke gik glip af særlig meget og ikke går glip af ret meget ved ikke at se highlights.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"