Jeg mener også, at resultaterne i det nye år har været så dårlige, at truppens kvalitet ikke rigtig kan bruges som forklaring. Som jeg ser det, er det et mentalt problem. Når holdet er klare favoritter, er presset for stort. Både i forhold til at en sejr er det eneste godkendte resultat og i forhold til spillet, hvor der skal spilles med den helt rette balance mellem at være direkte og tålmodige. Modstanderne bliver sjældent fanget i ubalance pga. deres defensive udgangspunkt, hvorfor der skal spilles direkte, når muligheden byder sig og i det hele taget tages chancer for at skabe ubalance. Omvendt svækker boldtab og afbrydelser det pres, Liverpool skal lægge - både taktisk og mentalt. Det kræver et dræberinstinkt hos de folk, som får chancerne, og det kræver en helt særlig ro hos de spillere, der skal sætte de forreste spillere op.
Og så har det måske alligevel noget at gøre med kvaliteten. Jeg mente, inden sæsonen gik igang, at Liverpool havde en rigtig god angrebsbredde. Der var mange målscorere i truppen. Ings blev skadet, men Firmino var startet stærkt oppe foran, så det ændrede ikke rigtig ved indtrykket. Men det, som ikke stod så klart, var, hvor svært Sturridge havde ved at gøre en forskel, når han fik spilletid. Cup-kampene lovede egentlig godt, og han virkede blot lidt rusten i PL-indhoppene, men rusten lader til at have sat sig permanent.
Kampene imod de mindre hold er ikke særligt taktiske, hvorfor defensive afstemninger og løbemønstre bliver mindre vigtige. Her handler det mest af alt om grundfærdigheder og at have klart bedre spillere. Og det er her, at en type som Sturridge kan komme til sin ret. Det er ikke så vigtigt, hvor meget han presser modstanderens forsvar. Det er vigtigere, at han kan gøre en forskel i små rum, og at afslutningerne er i top. Spillerne mangler det referencepunkt imod de mindre hold. Coutinho og Mané, som er de spillere, de andre forsøger at skabe plads til, kan være afgørende, men på en anden måde end en klinisk angriber, og de forlader sig stadig på relationerne til de andre spillere. De gør sjældent det hele udelukkende på egen hånd.
Men offensiven er én ting. En anden ting er forsvaret. Imod hold der spiller lange bolde, er det en grundforudsætning, at forsvarsspillerne kan vinde de direkte dueller. Og at midtbanen er god i boldbesiddelse. Lucas var overmatchet af Vardy, og midtbanen manglede Henderson sidste mandag. Og når offensiven så ikke presser modstanderen tilbage, er det et tagselvbord. To af kæderne manglede essentielle kvaliteter for at leve op til konceptet, og den sidste kæde manglede individuelle kvaliteter for at overkomme modstanderen.
Så kan man kritisere Klopp for ikke at sadle om. Men bænken giver ingen muligheder i øjeblikket, og alternativet var at stå dybere, og selvom det måske havde været smartere set i bagklogskabens lys, så ville det være en invitation til en masse indlæg, og Liverpool ville skulle forsvare sig dybt, hvilket plejer at være et grimt syn. Alene Klopps skuffelse over, hvor mange indkast Liverpool gav væk, var et tydeligt signal om, at han planen var, at kampen skulle foregå meget længere fremme på banen.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"