Crystal Palace er jo et af formholdene i PL. Sejren igår blev den sjette i de sidste otte kampe, hvor de også kun har tabt en gang. Og det i en kamprække med flere kvalitetshold. Det var bare et lidt skidt tidspunkt at møde Crystal Palace på.
Og så var et nederlag en lidt hård skæbne. Set på spil og chancer burde Liverpool være kommet foran, inden Crystal Palace scorer vindermålet, men det er selvfølgelig utilgiveligt først at give hjørnesparket væk og så efterfølgende ikke formå at afvise et så dårligt sparket hjørnespark.
Taktisk fungerede det ikke, at Coutinho og Firmino lå som mellemrumsspillere på kanten, mens Origi lå oppe foran med sin tendens til at trække ud på kanten. Alternativet var dog ikke sådan lige til at få øje på med skaden til Sturridge.
Lucas på den defensive midtbane var for tung imod de hurtige spillere og for let imod Benteke. Han spillede ikke en decideret dårlig kamp, men han indeholdt bare ikke et åbenlyst modtræk imod Crystal Palaces offensive kvaliteter.
Men intet afgjort endnu. Nu afhænger en topfireplacering selvfølgelig af, at de nærmeste konkurrenter sætter nok point til, men det har det sådan set hele tiden gjort, som jeg ser det. Hvis Liverpool skulle have ramt en stime, hvor de stort set havde gjort rent bord i det overkommelige slutprogram, så skulle holdet spille op til sit bedste, og det gør det ikke, og det kan det ikke, hvis der mangler tre profiler, som er vigtige for offensiven, og når bænken samtidig ikke byder på reelle alternativer til at ændre kampbilledet.
Nederlaget igår var det første i de sidste otte kampe. I de otte kampe har Henderson slet ikke været med, Lallana er gået glip af fem kampe og Mané fire kampe. Sturridge har siddet på bænken i tre af kampene og blevet skiftet ind i to af dem. Det er sådan set ikke en dårlig afslutning, som holdet er igang med alt taget i betragtning, men om det er godt nok, er svært at sige. Pt. ligger holdet til at ramme over 70 point - normalt vil det give en topfireplacering. Det vil desuden være det næsthøjeste pointantal i de sidste otte sæsoner - kun overgået af 13/14, hvor Liverpool endte på andenpladsen. Med andre ord skal vi tilbage til dengang, Liverpool var en fast bestanddel af CL for at finde en lignenede pointsum.
Hvis nu eksempelvis Liverpool ender med 74 point (to sejre og to uafgjorte) så bør sæsonen være godkendt - også selvom, det ikke resulterer i en topfireplacering. Efter man gik over til 38 kampe i PL, så er det kun to gange sket, at fjerdepladsen har fået mere end 74 point.
Ingen CL vil da givetvist betyde, at Klopp får svært ved at forstærke holdet, og risikoen for at Coutinho søger væk, er selvfølgelig større. Men det er ikke umuligt at forstærke holdet uden CL, hvilket sommerens vindue viste. Og så kan den nuværende trup nok også præstere bedre med færre skader. Jeg kan huske dengang, Liverpool lige var endt på andenpladsen under Benitez med Torres i topform. Her var der nogle, der mente, at Liverpool havde vundet mesterskabet, hvis Torres ikke havde været så meget skadet (han spillede kun 24 PL-kampe i den sæson - 38 i alt), og det blev heftigt diskuteret, hvordan man bedst garderede sig imod Torres´ skader (skulle der købes en dyr angriber til bænken eller en alsidig venstrekant, der kunne vikariere på toppen, når Torres var skadet (Vucinic var et af de varme bud)).
I denne sæson kommer hverken Mané, Coutinho, Lallana, Henderson. Can, Lovren eller Matip over 30 PL-kampe fra start (og heller ikke i alle turneringer). Det kan godt være, at det er klynk, men det er altså mange kampe, at en stor del af stammen ikke har været tilgængelig i. Selvfølgelig skal Klopp ikke bare gå ud fra, at det ikke gentager sig, og en spiller som Henderson skal der findes bedre gardering for. Og det er heller ikke sådan, at Lovren eksempelvis betyder ligeså meget for Liverpools spil som Mané. Men der er altså et potentiale for forbedring ved at kunne stille med flere af de bedste spillere i flere kampe
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"