Jeg synes også, at beløbet er alt for voldsomt. Og ja, det må da om ikke andet give ejerne lidt længere snor hos de mere skeptiske fans.
Hvis man overhovedet kan finde hoved og hale i, at Liverpool pludselig bruger så mange penge på en forsvarsspiller, så handler det selvfølgelig om, at Van Dijk har imponeret klubben, og eftersigende fulgte klubben ham allerede i hollandsk fodbold (men Liverpool følger jo garanteret en masse spillere, som aldrig kommer i nærheden af at have niveauet til at spille for klubben). Men jeg tror også, at det handler om, at forsvaret i så mange sæsoner har været svært at besætte. Ligesiden Carraghers stop har der manglet kvalitet i bageste række. Man har forsøgt sig med et råt talent i form af Coates, som man i øvrigt også sikrede sig for næsen af Man. City. Man har forsøgt sig med den mere færdigudviklede model i form af Sakho. Og man har forsøgt sig med den PL-stemplede vare i form af Lovren. Ingen af delene har givet forsvaret det fornødne løft.
Liverpool er måske det tophold i PL, der har allermest brug for at forstærke forsvaret, og er måske samtidig det hold, der har haft allersværest ved at gøre netop det.
Van Dijk blev i sidste sæson kåret til Southamptons bedste spiller og var nok også blevet det i denne sæson, hvis ikke han var blevet skadet. Southampton spiller en form for fodbold, der gør deres profiler attraktive for de tophold, der gerne vil spille offensivt med masser af fart og bevægelse. Han befinder sig i et miljø, hvor hans præstationer er lettere at vurdere for et hold som Liverpool, og Liverpool har tidligere haft held med spillere fra Southampton. Derudover er han fysisk stærk og god i luften, så han ville måske kunne hjælpe på de store problemer i luftrummet, som Liverpool har haft i denne sæson.
Af forsvarsspillere, der ser Liverpool som et skridt op af karrierestigen, er der få - hvis nogen - der er bedre.
Så er der selvfølgelig spillere, der er billigere. Langt billigere. Hvor meget moneyball-tankegangen stadig fylder i transferkomiteen, skal jeg ikke kunne sige, men grundlæggende støtter klubben sig nok meget til statistik og analyser af markedet. Eksempelvis er det ret sigende, at Salah forsøges købt på et tidspunkt, hvor Roma mangler penge for at kunne levere et ok regnskab, og hvor Salah kun har to år tilbage af kontrakten. Salah bliver ikke billig, men det er et temmelig godt udgangspunkt at forhandle udfra. Hvis Salah havde længere tid tilbage af kontrakten, og Roma ikke manglede penge, så var det nok ikke Salah, som klubben var gået efter.
Men moneyball-tilgangen kommer ikke nødvendigvis rigtig til sin ret, hvis holdet har et akut behov for kvalitet på en bestemt position. Og det må være tankegangen bag købet af Van Dijk. Behovet for at forstærke forsvaret er så stort, at klubben går efter det bedste, der er tilgængeligt på markedet - koste hvad det vil. Hullet skal simpelthen lukkes, da det er nødvendigt for, at klubben kan tage næste skridt.
Ikke at det undskylder eller retfærdiggør prisen. Jeg synes stadig, at den er helt hul i hovedet. Men jeg tror, at det er derfor, at klubben vælger at gå all in på Van Dijk. Det er ikke bare, fordi klubben har blind tillid til Klopp, og han får, alt hvad han peger på. Der er nogle grundlæggende principper, som klubben forsøger at følge, selvom det da nok ikke er tilfældigt, at rekordkøbet kommer nu og ikke forrige sommer med Rodgers i sædet.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"