La Pioche
Det citat er jeg så ikke helt enig i, selvom det selvfølgelig i en eller anden forstand er de to yderpoler, der konstant er i spil, når handler vurderes.
Jeg mener ikke, at Pogba var det, Man. Utd. havde brug for til midtbanen. Di Maria blev i sin tid kaldt Real Madrids motor, og kritikken gik på, at Real Madrid underkendte DI Marias kvaliteter, lidt ligesom dengang Makelélé blev solgt. Det gjorde de ikke. De satsede på to fremragende fodboldhjerner og så godt nok først lidt senere en vaskeægte oprydder på midten.
Det er en midtbane, der får et hold til at hænge sammen. Pogba er hverken hjernen eller motoren. Han er en gennembrudsspiller. En slags boks-til-boks-spiller, der tænker mere som en offensiv individualist end en midtbanespiller. Og så har han et højt niveau, når han er god og et stort potentiale. Men han har ikke været svær for Juventus at erstatte. De savner ham ikke. Og det skyldes, at han var med som en ekstra offensiv spiller. Han var luksus i den forstand, at andre tog sig af de traditionelle opgaver, og han havde frihed til at drible og drive bolden frem. Og det offensive aftryk har Juventus fået erstattet af bl.a. Dybala.
Jeg synes slet ikke, at vi har set den Pogba, der driblede sig igennem modstanderens kæder og selv drev bolden en halv banelængde frem. Det var noget af det mest iøjnefaldende ved hans spil i Serie A, men det har ikke været nært så tydeligt i PL. Jeg synes faktisk, at det har været en svaghed ved hans spil. Han har holdt for meget i bolden uden gøre noget med den.
Så kan man henvise til diverse afleveringsstatistikker, hvor Pogba scorer højt, og vi har da også set nogle af de fantastiske afleveringer, som han kan slå. Men Pogba er jo ikke Pirlo, Alonso, Xavi eller Scholes. Han har ikke det opbyggende spil i sig på samme måde, som de havde. Han er mere all action, og han vil gerne gøre en forskel med det samme, når han er på bolden. Og han søger bolden med den intention. Han har ikke blikket for tålmodigt at manipulere modstanderen rundt på banen med afleveringer for at skabe rum til medspillere i gunstige positioner og spille sig rundt om eller igennem et pres - i hvert fald ikke på et niveau, så det i sig selv retfærdiggør, at han skulle hentes sidste sommer.
Pogba har i høj grad været reduceret til en pasningsspiller i sidste sæson, og jeg synes slet ikke, at Man. Utd. får nok ud af Pogba i sådan en rolle. Og en sådan rolle giver også et ansvar, som Pogba ikke er vant til. Han skal i langt højere grad tænke over sin positionering i afleveringsspillet - både som afleveringsmulighed og i tilfælde af boldtab. Og det har han haft svært ved at vænne sig til.
Så hvad er planen med Pogba? Skal han tæmmes og gives flere pligter og dermed indskrænke den offensive frihed, eller skal der købes de spillere, der kan give Pogba den rette platform at præstere offensivt fra?
For mig at se giver det sidste mest mening, og derfor mener jeg, at Man. Utd. har grebet rekrutteringen til midtbanen omvendt ad. Hvorfor ikke gå efter at sikre de mekanismer, der skal få en spiller som Pogba til at præstere maksimalt, før Pogba hentes? Der er jo ikke tale om, at det var et specielt godt tidspunkt at købe Pogba sidste sommer.
Pogba har ikke forhindret Man. Utd. i at forstærke andre dele af holdet, og han er ikke et decideret flop. Men jeg forstår ikke, at Pogba absolut skulle hentes sidste sommer - hverken set ud fra økonomien eller det sportslige.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"