Forskellen på denne og sidste sæson er, at vi ikke formår at diktere kampforløbet i samme omfang (og det var specielt, at vi formåede det i så høj grad sidste sæson).
Og de kampe, hvor vi ikke har været i nærheden af at dominere kampforløbet, er primært mod Spurs, Sunderland og Everton. Man kan skrive stolpe op og ned om, hvorfor vi er blevet dårligere til at dominere kampe (Sami>SKrtel/Kyrgen, Lucas>Masch (dog ikke på det seneste), Alonso>Aquilani (indtil videre), Yossi>Gerrard).
Men man kan også vende den rundt og konstatere, at vi i langt hovedparten af kampene ikke har været langt fra at spille som i sidste sæson (på denne tid). Problemet er, at tilfældigheder har haft for meget at skulle sige defensivt og offensivt, og det har drænet holdet for selvtillid. Mange af de ting, holdet gjorde rigtigt sidste sæson (på denne tid), er også blevet gjort i år - der har bare ofte været en utrolig effektivitet hos modstanderen (Everton og Blackburn mod slutningen undtaget). Birmingham, Portsmouth, Arsenal, Chelsea, Aston Villa, Fulham scorer jo stort set på det, de producerer - og det gjorde Wigan, West Ham og Bolton også, hvorfor disse sejrer blev ret smalle. Læg dertil tre overtidsscoringer i CL, hvor modstanderen igen virkede uhyre effektive... Og hvis man så samtidig krydrer hele denne mix med mærkelige scoringer og dommerkendelser, som efterfølgende i pressen og af diverse eksdommere er blevet debatteret meget, og som har underbygget fornemmelsen af, at selv den mindste fejl begået af en LIverpool-spiller bliver straffet tifold, hvilket ikke lader til at være tilfældet i den anden ende), så har man en psyke, der forplanter sig i selve spillet ved mere eller mindre småfejl, ja så er det svært at motivere sig selv og andre (går jeg ud fra). Der er ingen af de store titler i spil mere, og Liverpool kan kun spille for ikke at skuffe (alt for meget) denne sæson.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"