Nu er det alligevel sådan, at jeg ikke rigtig tror at jeg kan nå at se ret meget af kampen lørdag alligevel, så jeg kan lige så godt springe over hele kampen.
Jeg plejer at finde et sted hvor jeg kan downloade kampen, hvis jeg ikke ser den live. Måske værd at overveje? Og du har derved heller ikke indflydelse på kampens udfald - måske.
Men okay, ville bare lige sikre mig at du ikke begynder at blive stigmatiseret som en jinx.
Jeg er blevet skabs FCK´er. Mest af alt fordi at jeg så er sikret succesoplevelser.
Jeg er ikke uempatisk med dig. Omend du stopper ikke blødningen af den årsag - det er blot en painkiller. Via smerten gør det forløsningen desto større, når det sker. Lidt ligesom graviditet for kvinder(og dem som har været i nærheden af en i for stor udstrækning). Har du været på painkillers meget af tiden, så bliver toppen af glæden nok også taget af. Selv er jeg næsten helt stoppet med at følge Superligaen, fordi det er for meget af det gode at se begge sine hjertebørn have det så svært i så mange år, og derved blev den mest undværlige "skåret væk". Jeg er dog også velvidende om konsekvensen af dette, skulle tingene ændres.
Det år Liverpool blev nr. 2, der var jeg sjovt nok i Costa Rica og det var derfor ikke ret mange kampe jeg så det halvår (forår 2009). Blandet andet fandt jeg først ud af at vi havde slået Man Utd 4-1 på Old Trafford et par dage efter at kampen var blevet spillet!
Jeg kan godt forstå at du føler du ikke har oplevet de gode ting, når du har fulgt det live. Omvendt så blev din Costa Rica rejse ikke forpurret, men forgyldt med gode nyheder. Trods de gode nyheder, måtte vi tage til takke med en 2. plads i en sæson, som reelt set fortjente en anden vinder. Forbandelsen lader til at være mere vidtstrakt end enkelte individders jinx.
Jeg har dog aldrig været lokket af at følge min fars fodspor og hoppe fra LFC til United, og BIF til FCK. Smerte og modgang er det som definerer os, ikke hvilke succesoplevelser man hopper på, som andre sikrer. Omend jeg er fuldt ud empatiskt, når man føler smerten er for uudholdelig. Dog synes jeg mere man skal se positivt på sit syge barn, som ser ud til at blive raskt. Om det når til tops, er ikke så primært - i mine øjne, selvom det ville være dejligt. Det sker nok, når vi er rede til det. Mest kigger jeg på om vi spiller godt. Resultatet for mig er kun en bonus eller en ærgerlig konsekvens af mange forskellige ting. Ser jeg kampe hvor vi spiller som røv og nøgler, så kan jeg kun være ærgerlig over de ikke gjorde det bedre, ikke at jeg har spildt 2 timer. Fodbold handler for mig ikke kun om resultater, men gode oplevelser, og gode oplevelser kan også komme fra en godt kæmpende/præsterende modstander(f.eks West Ham i sidste sæson).
Måske tilegne dig dette perspektiv? F.eks ville det at følge United, Barcelona eller FCK være umådeligt kedeligt for mig. What´s the point? Et smallere succeskriterium, og kortere vej til en succesoplevelse uden den store modgang?
Okay, jeg går nok overboard, men håber da jeg kan ændre dit perspektiv en smule, til bedring for dig selv. Jeg har en kammerat, som pt er stoppet med at følge både LFC og BIF, fordi at smerten blev for uudholdelig. Håber ikke det samme sker for dig. Og slet ikke fordi du skulle føle dig som en jinx, selvom jeg godt kan følge dig i din vurdering, og at jeg godt kan forstå hvorfor du finder det irriterende du ikke "får lov" til at overværge det når det kører godt. Se det som en progression for et hold, med bumps on the road. Lidt ligesom at følge Costa Rica.