@Geddar:
Jeg tror, at de fleste undrer sig rigtigt meget over de navne. Jeg ved ikke, hvordan de fungerer i en trup til hverdag, men jeg synes at kunne huske tilstrækkeligt med dårlige historier til, at jeg er meget bekymret.
Jeg anerkender, at McClaren og ten Hag før har arbejdet med Arnautovic, og jeg må også sige, at hvis han er indstillet på en reserverolle, så er en, der har scoret 13 mål for Bologna sidste sæson og i øvrigt bragte en del ekstra kvalitet, da han kom ind for Østrig, da Danmark mødte dem i Nations League, jo ikke i sig selv helt på månen.
MEN 33 år og en pris omkring 100 mio. + et ry for at være besværlig og kontroversiel (selvom ten Hag og McClaren jo nødvendigvis må have et andet indtryk fra deres arbejde med ham), så synes jeg, at det virker helt mærkeligt. Hvis Ronaldo bliver, som det jo ser ud til nu, så ville jeg hellere have, at man satte ind på den højrekant, som også er meget tyndt besat, og så i stedet linede en striker op til næste sæson.
Jeg undrer mig over, at Hudson-Odoi slet ikke er overvejet på en et-årig leje. Han er fanget lidt af, at han ikke passer godt ind i Chelseas system, men ville vel være en god rotationsspiller for os på højre kant. Jeg ved ikke nok om skadeshistorikken eller Chelseas vilje til overhovedet ville leje ud til os står i vejen, men umiddelbart tænker jeg, at han passer langt bedre til ten Hag og har mere kvalitet end Elanga, som lige nu må være førstereserve til højre (og i øvrigt er bedst i venstre).
Mht. Rabiot har jeg det lidt på samme måde. Hvis det er en erstatning for og et signal om, at man ikke længere tror på de Jong-ankomst, så er det helt, helt katastrofalt. Hvis det er som supplement, er det spillemæssigt nok ikke helt på månen. Han har trods alt spillet en del kampe for både PSG, Juve og Frankrig. MEN han kommer jo også med et frygteligt entourage og virker ikke som en, der skaber harmoni i en trup.
Overordnet set, og siden det er dig, der spørger, Gedder, så ligger sammenligningen med Arsenal jo lige for. Vi er et projekt, der kræver tålmodighed, og det kan man godt have tendens til at glemme midt i skuffelsen over et premierenederlag, der punkterede optimismen og gav en reminder om, at vi måske begyndte at tro, at vi havde flyttet os længere, end vi har på nuværende tidspunkt. Men det betyder ikke, at det ikke kan komme. Der er trods alt 37 kampe tilbage.
Jeg vil ligesom Deebo pege på, at Arsenal sidste sæson lagde skidt fra land, men tålmodigt spillede holdet ind og kun (nok på grund af smal trup) missede CL til allersidst. Den tålmodighed tror jeg også, at vi United-fans bliver nødt til at have. Jeg håber blot, at holdet relativt hurtigt viser fremskridt i spillestil og soliditet, så vi ikke ender i en pessimisme-spiral, der hele tiden øger presset på, hvad der ligner en ret mentalt skrøbelig trup.
Det leder tilbage til de to mulige indkøb, som netop ikke virker til at være i overensstemmelse med en klar strategi om langvarige forbedringer og ten Hags ord om, at vi vil have de rette spillere og ellers hellere ikke nogen (sat på spidsen). At købe ind efter en klar strategi er netop, hvad Arsenal har gjort godt, og Arnautovic og Rabiot ligner ærligt talt panik før lukketid. Jeg tror, at det var KasperK, der brugte analogien med at spille FM efter en våd bytur, og så lige købe et par spillere for at løse en øjeblikkelig besværlighed. Den rammer meget godt, synes jeg, for det virker igen som utroligt kortsigtede indkøb, som det er svært at se strategien bag.
Jeg prøver altid at forstå, hvad tankerne bagved er, fordi selvfølgelig køber klubben dem ikke bare i en syvhestes brandert, selvom analogien er sjov og rammende. Måske vil de have nogen med en "her kommer jeg"-attitude, der kan sparke noget vildskab ind i truppen. Måske ser de noget spillemæssigt, hvor de to (især Arnautovic) kan løse noget på den korte bane, mens der arbejdes på mere langsigtede løsninger. Men jeg har godt nok svært ved at se fornuften i det, selv når jeg prøver at tage mine mest velvillige briller på.