Nå, men jeg går også lige en tur ud i blæsevejret, der har været de sidste døgns tid i dette forum.
Jeg er enig med dem, der taler om at slå kold vand i blodet og se, hvad vi får, da vi jo ikke kender detaljerne i de bagvedliggende aftaler, og som det rigtigt blev påpeget: Action speaks louder than words.
Jeg ville, vel som alle andre, gerne have Glazers helt ud af klubben, men hvis de ikke vil sælge, så er der jo ikke så meget at rafle om, og så vil jeg langt hellere have SJR ind (og så håber jeg, at rapporterne om overtagelse af majoriteten er lagt på skinner, så der kan blive total klarhed over magthierarkiet) end at fortsætte med Glazers og eventuelt en hedgefund-investering, der blot ville øge indtrykket af United som en malkemaskine for millardær-ejere.
Jeg er afventende i forhold til den nye ejerstruktur, og jeg er efterhånden så desillusioneret, at jeg ikke tør skrue nogen forventninger op til noget som helst i forbindelse med klubben, men rygterne om en forhåbentlig kompetent sportsdirektør, som får opbakning til den sportslige side gennem SJR, er i hvert fald et godt sted at starte.
I forhold til Qatar var det da yderst appellerende med investeringer i træningsanlæg og stadion, kapitalindsprøjtning og indfrielse af dyr gæld. Men:
1) Det er jo omsonst at spekulere over, når Glazers ikke var klar til at acceptere præmisserne om fuld overtagelse af klubben.
2) Jeg er ikke komfortabel med statsejede fodboldklubber, der kan bruges som sportswashing-projekt
3) Jeg synes nærmest, at PSG er et protoeksempel på "for mange penge og for lidt strategi"-ledelse i en fodboldklub. Så bliver der sat en frontlinje sammen i Mbappé, Messi og Neymar, som på papiret jo er mere end verdensklasse, men som ikke magter/gider at være del af et effektivt pres, og så ansætter man Pochettino, som netop lever af sit presspil. Så kan man komme et godt stykke på individuel kvalitet, men det er ikke sært, at det ikke går op i en højere enhed.
Når så de første vedholdende rygter man hører, er at man vil hente Mbappé, så bliver jeg sgu lidt bekymret. Altså et unikt talent, men hvor meget mon han skulle have i løn i United? United prøver lige nu at få lønudgifterne lidt under kontrol, og hvad mon sådan en Mbappé-håndgranat ind i det projekt ville betyde i forhold til lønspiral?
Alt i alt synes jeg ikke, at empirien peger på, at de mange penge ville være lig med en veldrevet sportslig afdeling. Det samme kan man vel i et eller omfang sige om SJR i Nice, så som sagt, er jeg afventende for nu, men forholder mig til, at en fortsættelse med Glazers alene ved roret jo nok står øverst på listen over hadegaver, vi kunne få til jul.
I forhold til fan-fora, så har alle jo lov til at få deres information, hvorfra de vil. Man må også bare gøre sig klart, at en del - for at gøre det til en rentabel forretning - anvender nogenlunde de samme greb som tabloidaviser som the Sun og Bild. De sælger/solgte og klikker også ret godt og kan også være underholdende, men de puster også til konflikter, ensidige perspektiver osv., som giver et forvrænget og forsimplet billede af virkeligheden.
Selv hælder jeg mere til the Athletic, som både virker til at have gode kilder, og som ofte fremhæver forskellige nuancer og perspektiver, og så er jeg hoppet med på podcasten Devils in the Details, som går i dybden med spillet på banen. Men igen, det er jo også vidt forskellige ting, man synes er fedt ved at følge en fodboldklub tæt, og jeg kan også godt forstå dem, der synes, at det andet er underholdende, og at det er nemt nok at sortere i de informationer, der bliver delt.
Det er blot ærgerligt, hvis disse lidt mere kulørte fora eller outlets har held til at sætte tonen som om, at den er repræsentativ for hele fanbasen.