Redigeretons 25. okt 2023
Selv som Liverpool-fan må jeg indrømme, at jeg virkelig godt kan unde Maguire noget succes efter al den voksenmobning over de sidste par år. Nu spillede han en blændende kamp imod Sheffield, og så er han kampafgørende i dag både med mål og rent bur, selvom spillet ikke var helt i top, men alligevel.
I det hele taget synes jeg, at spillere som Maguire, McTominay og bare generelt de lidt mindre profiler i Uniteds trup får for meget kritik i forhold til, hvad man egentligt kan og skal forvente af dem. I mine øjne skal man være mere efter de såkaldte stjerner, der nærmest har skuffet kamp efter kamp i denne sæson. Her tænker jeg på spillere som Rashford, Bruno, Antony og Sancho.
Det er jo disse spillere, der er de store offensive profiler/navne i United, og nogle af dem er købt ind for rigtig store penge, men man har jo ikke rigtigt fået en sk*d for de penge, når vi snakker eksempelvis Antony og især Sancho.
Kaptajnen Bruno har også været skandaløst ringe i næsten alle kampe, jeg har set i denne sæson, og når en mand som Rashford samtidig er milevidt fra det niveau, vi så i sidste sæson, hvor han scorede 30 mål over hele sæsonen, så bliver det for alvor svært.
I forhold til vores unge danske håber jeg inderligt på individuel succes for Rasmus Højlund, men jeg bliver bare mere og mere i tvivl om, hvorvidt han overhovedet er klar til Premier League og til de forventninger, der er til en angriber i United. Knægten er blevet købt dyrt ind, men desværre for ham er han kommet til en klub, hvor det ikke rigtigt virker til, at man har et tydeligt spilkoncept, og så er det for alvor op ad bakke, når man samtidig er så ung som Højlund.
I sommers så et skifte til United dog ikke helt skørt ud for Højlund, så det er også svært at klandre ham og hans agent for skiftet til England. Jeg er sikker på, at langt de fleste fodboldfans trods alt havde forventet, at United som hold efter en ganske udemærket sidste sæson ville være et skridt tættere på toppen med de nye indkøb, og at managerens spillestil ville skinne mere igennem på nuværende tidspunkt.
Det virker i stedet for mere til, at man er gået ned i kadence sammenlignet med sidste sæson. Hvorfor det lige er tilfældet, synes jeg godt nok er svært at sige, for jeg havde altså forventet langt mere af United og Ten Hag, selvom sæsonen selvfølgelig stadig er ung.
“Football is the most important of the least important things in life”
-Jürgen Klopp.