Redigerettors 9. nov 2023
Og så sparker han jo også helt modsat, hvilket for mig netop betyder, at der aldrig kan være offside, da Achouri hverken blokerer udsynet eller forstyrrer målmandens bane. Onana kunne nemt se afslutningen hele vejen igennem, men kunne bare ikke redde den, og længere er den vel egentlig ikke. Han sprang jo også efter den og vidste trods alt godt, hvor den var på vej hen, hvis ikke jeg husker helt forkert.
Jeg mener virkelig, at det er en pinlig udtalelse af Ten Hag, at han mener, at dommeren skulle være imod United, og at United intet kunne stille op i den pågældende situation, fordi dommeren åbenbart var imod dem.
Aldrig nogensinde skal der kunne dømmes offside i den situation, og situation er heller på ingen måder sammenlignelig med Maguires imod Fulham, som visse folk ellers har argumenteret for, at det skulle være nogenlunde det samme, men Maguire går trods alt klokkeklart efter og er tæt på bolden, og samtidig tager han noget opmærksomhed fra Fulham-spilleren og målmanden. Det kan man ikke ligefrem sige, at Achouri her gør i forhold til Onana.
Jeg forstår godt, hvis man som United-fan synes, at det røde kort var hårdt givet ud, fordi Rashford blot prøvede at skærme af og ikke havde nogen intention om at gå ind i en tackling.
Det var bare uheldigt, at han så endte med at ramme Jellert så højt oppe på anklen, hvilket selvfølgelig gjorde udfaldet i forhold til det røde kort, da det endte med at være en yderst farlig tackling, der nemt kunne koste Jellert flere måneder på sidelinjen. Jellert slap heldigvis fra en potentiel langvarig skade, men personligt så jeg det som en 50/50, og et gult kort havde nok også været helt OK.
Desuden har jeg også svært ved at forstå, at Ten Hag kan klage over straffesparket til FCK, men ikke har noget at sige om det straffespark, som United fik. Både Varane og Maguire havde hånd på bolden umiddelbart efter hinanden, så hvornår skulle man ellers kunne få et straffespark for hands, hvis ikke den situation var nok? Uniteds straffe var vel mindst ligeså tyndt, hvis ikke tyndere..
Hvis jeg var United-fan, havde jeg ærligt talt kun været irriteret på holdet og ikke dommeren.
Det er simpelthen for svagt, at man som hold falder fra på den måde, når man er foran med 2-0 mod FCK, der med al respekt er en langt mindre klub med en langt billigere trup. Selv med en mand i undertal bør det ikke kunne lade sig gøre, at man falder fra på den måde med en føring på 2-0 i hånden.
Dog selvfølgelig irriterende for kampen som United-mand med det røde kort, fordi det jo ændrer hele kampens momentum, da United 11 mod 11 simpelthen havde udspillet FCK i kampens første halve time, og de kunne egentlig også have været foran med 3-0, hvis de var lidt mere kyniske på deres kontrachancer.
Det ændrer bare stadig ikke på, at det var for dårligt at falde fra på den måde. United bør i virkeligheden have truppen til at kunne spille lige op med FCK selv med en mand i undertal. Det burde generelt være muligt for United at slå et hold som FCK, selv hvis der stod 0-0 på tidspunktet, hvor det røde kort blev uddelt.
Rashford gør det dog satme heller ikke nemt for sig selv i denne sæson. Han har godt nok været dyr efterhånden, og med hele baduljen om fødselsdagsfesten efter nederlaget til City, kommer det her udelukkende til at gøre tingene værre for ham og holdet.
“Football is the most important of the least important things in life”
-Jürgen Klopp.