Træneren skal selvfølgelig ikke have hele skylden for, at det går så dårligt for United, men han bærer da en stor del af skylden især fordi han har ramt ved siden af på næsten samtlige transfers, og ingen af hans nyindkøb har været helt spot on, vil jeg vove at påstå. Der er ikke én eneste transfer, hvor jeg tænker, at det bare var den helt perfekte mand til pengene. Martinez og Casemiro var gode i perioder i sidste sæson, men faldt så i niveau, og de har begge to været decideret ringe i de kampe, de har spillet i denne sæson.
Antony er bare ikke en fodboldspiller til 90m euro. Han er ikke god nok til toppen af Premier League og hver gang han får bolden skal han lige prøve med et par tricks og et par håbløse afslutninger eller dumme beslutninger. Det eneste jeg vil give Antony er, at han er mere boldsikker end de fleste i truppen (ikke at det siger så meget), og at han arbejder hårdere end de fleste i truppen (igen, det er ikke ligefrem svært at være mere hårdtarbejdende end typer som Rashford og Martial).
Hvis vi lige gennemgår samtlige ETH-transfers i sin tid i United og vurderer dem ud fra 7-trins-skalaen. Jeg tager dem i rækkefølge efter, hvem der er købt dyrest ind og så videre.
Antony - 02
Højlund - 02
Casemiro - 4
Mount - 00
Martinez - 7
Onana - 4
Malacia - 02
Disse spillere har han i alt brugt over 400 mil euro på eller lidt over 3 milliarder danske kroner. Så selvfølgelig bærer han en kæmpe del af skylden for, at så dyre spillere ikke har formået at sætte deres præg på holdet.
Derudover har han jo i forvejen haft dyre eller/og løntunge spillere i Wan Bissaka, Shaw, Maguire, Varane, Fernandes, Rashford, Sancho og Martial. Hvis vi ligeledes vurderer dem i deres tid under ETH ud fra samme system:
Wan Bissaka - 4
Shaw - 7
Maguire - 4
Varane - 4
Fernandes - 7
Rashford - 7
Sancho - -3
Martial - 00
Igen bekymrende, at de profiler, der i forvejen var i klubben, har han heller ikke på nogen måder formået at løfte i niveau. En toptræner kommer til en klub og løfter de spillere, der allerede er der. Hvis vi tager et kig på Klopp, da han kom til Liverpool, så gjorde han jo langt de fleste spillere endnu bedre, og dem, som han ikke kunne arbejde med, erstattede han. Her tænker jeg på, at Mignolet/Karius i mål bare var lost cases, og han hentede derfor Alisson, som var spot on til et 12-tal. Derudover kunne han ikke arbejde med alle deres centerbacks og hentede derfor Van Dijk, som igen er spot on til et 12-tal. Han gav Trent chancen og har været med til at udvikle ham til en verdensklassespiller, selvom Trent selvfølgelig havde masser af potentiale, men Klopp har jo sikkert været med til at gøre ham langt bedre.
Derudover fik han også meget mere ud af dengang ret middelmådige spillere i Henderson, Matip og Milner. Det kørte heller ikke for Firmino, som han alligevel udviklede og fik så meget mere ud af, end man før havde set. Eller da han hentede Robertson for 8 mil pund og gjorde ham til en af verdens bedste venstrebacks og står til et 10- eller 12-tal, Salah for 35 mil pund og er nu til et 12-tal, Mané til i hvert fald mindst et 10-tal, og man kunne sikkert nævne en del flere.
En toptræner får langt mere ud af sit spillermateriale end den gennemsnitlige træner, og samtidig kan en toptræner få hele sin trup til at spille lige præcis på den måde, han gerne vil spille på. Klopp formåede at forbedre næsten samtlige spillere og løfte dem til et andet niveau og samtidig ramte han næsten spot on på alle sine indkøb. Derudover fik han godt og grundigt implementeret sin spillestil i HELE truppen, hvilket vil sige, at selv når A-spilleren er skadet, så ved B-spilleren præcis, hvordan han skal spille.
På det punkt har ETH jo fejlet fuldstændigt. At sidde og blame skaderne for skylden på en manglende identitet er jo helt væk. Det er jo ikke kun startopstillingen, der skal trænes til at spille hans spillestil, men hele truppen, og derfor går det ikke, at de næstbedste spillere i United ikke ved, hvordan de skal spille ETH´s spillestil, når A-spilleren er skadet. Jeg går ud fra, at hele truppen træner sammen, og derfor undrer det mig virkelig, at B-spillerne ikke kender spillestilen og deres opgaver, når de alle træner sammen.
Det er også grunden til, at jeg ikke køber folks påstande om, at United ville spille langt mere identisk ift. ETH´s spillestil, hvis alle mand var klar. Man skulle tro, at de næstbedste spillere ikke træner med og derfor ikke kender trænerens spillestil. Sådan skal det jo ikke være i en topklub. I alle andre topklubber, når de har spillere ude, kan man stadig se deres identitet, når B-spilleren tager over, fordi HELE truppen er trænet til at spille på den måde, som træneren vil have dem til at spille på. Bare se på City, Arsenal, Liverpool, selv Newcastle og endda Spurs, der kun har haft deres træner i 6 måneder, men allerede har en mere identisk spillestil end United, selvom de også har været hårdt ramte af skader.
Når jeg lægger alt det her sammen, kommer jeg kun frem til én ting, og det er, at ETH ikke er den toptræner, som vi troede. Selvom han gjorde det rigtig godt i Ajax, er der stadig en verden til forskel ift. presset i Ajax sammenlignet med United.
Hvis ETH virkelig var den toptræner, som mange siger han er, så havde han fået løftet flere af de spillere, der allerede var i klubben, i niveau, og han havde fået langt mere ud af de spillere, han selv har bragt til klubben. Sidst, men ikke mindst, havde han fået implementeret sin spillestil i truppen uanset om det er de bedste eller næstbedste, der spiller.
For mig er ETH ikke manden, der kommer til at hente et mesterskab til den røde side af Manchester igen. Jeg kan bare ikke se det. Vi skal have en ny manager, hvis ikke nu, så til sommer. Hvem det så skal være, må være op til Ratcliffe, når han træder ind i klubben, men der er i hvert fald mange muligheder. Man kunne nævne Zidane, Flick eller måske prøve at gå efter De Zerbi. Derudover skal man sammen med en manager også få hentet en sportsdirektør og en sportslig ledelse, der sammen med manageren sætter kursen for klubbens sportslige ambitioner, og som sammen beslutter hvilke spillere man har brug for og til hvilken spillestil.
Der er godt nok et stort arbejde i vente for Ratcliffe. Vi sejler jo på alle områder.
Silkeborg IF siden 1997
Manchester United siden 2004