Det er egnetlig ikke med den store lyst, at jeg igen på sin vis forsvarer en manager, som har valgt at spille så åbent og så lidt kompakt, som ten Hag har gjort.
Det er efterhånden en gammel diskussion, men enten skulle man slække på det høje pres og stå mere lavt og kompakt, men det er jo det helt modsatte af endemålet i forhold til spilletil med højere pres, mange turnovers (offensivt) og kort vej til modstandermålet, når vi erobrer.
Jeg tror, at denne pragmatiske tilgang ville give de bedste resultater, men også den mindst langtidsholdbare udvikling i spillet. Den ville også gøre, at man rent faktisk kunne bruge Eriksen og hans kavaliteter, men han bliver totalt udstillet, når midtbanen skal forsvare større rum.
Alternativt skulle man trække forsvarskæden længere frem og stå mere kompakt, men højt på banen (som man gjorde det meste af den første time i går). Det ville koste på transitioner, fordi forsvarsspillerne/midtbanespillerne er for langsomme og for dårlige til at forsvare modstanderens direkte angreb, men også være mere udbytterigt for at få trænet den spillestil, som virker til at være målet for udviklingen af spillet.
Ten Hag har tilsyneladende af trupmæssige grunde helt bevidst valgt en mellemting, som giver nul kontrol og alt for store rum for modspillerne snart sagt alle steder på banen. Det er den ene ting, som jeg slet ikke forstår, selvom jeg har egentlig den opfattelse, at truppen (med alle skaderne i betragtning) simpelthen har været for broget til at udvikle den ønskede spillestil i denne sæson. Det er simpelthen at sætte sig mellem den pragmatisk, resultatorienterede og den udviklingsorienterede tilgang.
Nå, men i forhold til i går, så har vi jo total kontrol og fører 3-0, og det må altså være muligt at spille den kamp til ende med Eriksen og Antony, og hvis ikke de havde fået et fluke mål og et latterligt straffespark, så havde der nok heller ikke været den store debat om det.
Jeg har i hvert fald hørt op til flere eksperter snakke om, at de unges spilletid skal doseres med tanke på en lang karriere, hvor de ikke skal køres for hårdt, mens de er helt unge, og hvis ikke man kan spare to unge spillere oppe med 3-0 i en kamp, hvor man har fuld kontrol, så siger det vist mere om truppen end om manageren.
Jeg tænker derfor i dette tilfælde, at det var mere et udtryk for vores spilleres mentalitet og kvalitet end managerens beslutninger. Man kan selvfølgelig sige, at der kunne være coachet mere struktur ind i spillerne, og det er naturligvis ten Hags ansvar, men han taber (eller næsten taber) ikke kampen fra bænken i min opfattelse. Det klarer spillerne helt fint selv inde på banen. De krøller helt sammen under pres.
Jeg tror sådan set stadig, at ten Hag er en rigtig god manager, men han har, som Deebo tidligere påpegede, haft virkelig dårlige betingelser for at udvikle en ny spillestil i med skader (særligt denne sæson), trupsammensætning og sager af forskellig art.
Jeg kunne godt se ham klare sig godt i et stærkt sportsligt setup (som han gjorde i Ajax), hvor han har opbakning, klar retning, og hvor flere strategiske beslutninger ikke ligger hos ham. Min grund til at tænke, at der skal skiftes efter sæsonen, er, at det bliver svært for ham at genvinde 100 procent tillid og skabe den gejst, der skal til for at udvikle spillestilen, og måske også modet til at tage de nødvendige store beslutninger omkring centrale spillere (det kunne den nye sportslige ledelse, så måske gøre).
Jeg bliver hverken forbandet, hvis han fortsætter (for jeg synes egentlig, at han har fortjent en chance under bedre betingelser), men heller ikke, hvis han skiftes ud, for jeg synes, at han har sat sig mellem to stole i en godt nok svær og udfordrende sæson.
Og så er der jo altid en informationsasymmetri, så de internt i klubben ved meget mere om, hvilke ideer der arbejdes med, hvilke analyser de har af situationen, hvordan spillerne responderer osv. Derfor læner jeg mig lidt tilbage og krydser fingre for, at den nye ledelse tager den rette beslutning.