Enig Bottle
Derudover var Ralf Rangnick den første med et par tiltag.
Han indså at "player power" var noget hø og han satte gerne "navne" på bænken.
Ligeledes havde han set at United gennem flere år savnede at være proaktive og pressende, i stedet for afventende.
Resultaterne var vel som man kan forvente, når gryden sådan blev rørt rundt.
Men spillerne vidste han var et komma og retningslinjerne blev ignoreret.
Enter OGS som ved sine køb indledningsvist rykkede United tilbage i den afventende rolle, med vægt på kontraer.
Resultater javel, men ingen udvikling, hvad nordmanden langt om længe også indså.
Så han ville flytte bagkæden frem og presse højere, men truppen var hverken mentalt eller spillertypemæssigt gearet til det.
Enter ETH og problemet var fortsat det samme. Det tog et par kampe dog før han rigtigt så hvor skoen trykkede og da havde han forinden købt et par spillere, som ikke var gode fits.
Desuden var der lige en Ronaldo, der mente han nok skulle bestemme hvor skabet skulle stå.
Herudover gik Mount, som var hentet netop for at kunne presse højt, næsten omgående i stykker.
Hertil kom så at erfarne spillere som Shaw fortsat vægrede sig ved det dersens høje pres.
Enter Amorim, som nok er lykkedes med at få holdet frem på banen, men presset er stadig ikke koordineret. Ja måske også han nu møder modstand blandt spillerne af den samme grund?
Og han insisterer på at spille Fernandes, som trods hvervet som anfører, bestemt ikke lader til at ha´ fattet idéen med højt kollektivt pres.
Vi er altså nu på 4. træner, der har en for mig rigtig dagsorden, men som har svært ved at implementere den.
Jeg tror at så længe man fortsætter med vanetænkende spillere som Fernandes, Maguire og Shaw, vil fortrædelighederne fortsætte.
Svært at lære gamle hunde nye tricks.
Summa summarum. Rangnicks idé har fortsat lange udsigter og det kan nu koste den 3. træner jobbet, ud over han aldrig selv fik det tilbudt.