Redigeretsøn 13. feb 2011
Det er måden, vi slår dem på, der er iøjefaldende. Det er bogstaveligt talt storebroderen, der lettere irriteret og forstyrret i sin mesterskabsdrømme, basker dovent men effektivt ud efter lillebroderen, der forinden har sendt en byge af undvigelsesmanøvrer, hurtige kombinationer og nye slag afsted mod den sovende broders organer. Og selvom lillebroderen rent faktisk undviger i lang tid, og selvom de nye slagkombinationer er effektive, kan verden omkring de to stadigvæk næsten forudsige det uomgængelige klimaks, hvor storebroderen endelig rejser sig, og med en vinders attitude lettere uforstyrret basker den nævenyttige lillebroder væk for at hengive sig til drømmene igen.
I fjor var det Owen, der scorede sit første mål på OT i dette skæbnesvangre drama, der på alle måder skabte grundlaget for de nye tider, disse derbys går i møde. Owen var forinden afskrevet som et lettere dement indkøb med henblik på skadesfrekvens og ikke mindst den lidet flatterende historik hos Englands fattigste folk. Og her stod han - i 5 minutters overtid og viftede en hel bydel, en hel del Sheik-millioner og en frådende presse væk med en yderside, og på et oplæg af Giggs, der satte City tre tidsaldre tilbage.
I de to ligegyldige Liga-cup kampe fik City sejren at føle for en kort stund, inden tingene blev sat effektivt på plads i den kamp, der endte med at betyde noget.
Og så tilbage i April hvor Scholes, der legemliggør alt det, som penge ikke kan købe - loyalitet, opofrelse og klubhjerte - dukker op i den absolutte overtid og svinger et hovedstød, som jo ikke ligefrem er den kompetence, han fremhæver med fed på hans imponerende CV, af en anden verden ned i højre hjørne og begraver dermed næsten endegyldigt lillebrors CL-drømme og skyder samtidig et tiltrængt skud adrealin i vores egen mesterskabsdrømme.
Kampen på Ground i efteråret skulle derfor selvfølgelig ikke blive til et nederlag for stakkels Mancini, der havde lovet så meget og skaffet så lidt. 9 kæmper og en gal argentiner kan fremtvinge en hel del 0-0´er, og dette blev desværre en af dem.
Og så til i dag. Igen blev de første 80 minutter en lettere uinspirerende affære. City startede igen med deres mange kæmper, og kæmpet blev der. Og til de hykleriske fans, der skriger på flere latinoer og primadonnaer, kan det varmt anbefales at gense kampen og holde særligt øje med folk som Fletcher, O´shea og Giggs. Det er spillere som dem, der kender betydningen af disse derbys, der altid leverer i disse kampe. Ligeledes var folk som Richards og den indskiftede Shaun Wright-Phillips deres holds bedste. Man kan ikke købe den slags præstationer - det ligger i hjertet.
Og så til det mål, der naturligvis overstrålede hele affæren. For Guderne véd, at han havde spillet dårligt. Men på trods af, at SAF den seneste tid ikke har rystet på hånden og ved lejligheder har skiftet hans ultimative topstjerne ud, lod han ham blive i dag. Han kunne sikkert mærke det derude, den gamle nar. Jeg har ikke set nogen lignende i rigtig lang tid. Indlægget fra Nani var for én gangs skyld uden modtager. Ca en halv meter bagved Rooneys ryg og lige for næsen af Richards. Men han ville det anderledes, ville han. Dét mål var fantastisk, og hvis der har været tvivl om styrkeforholdet, blev det endnu én gang slået fast i dag: Der er stadigvæk alen i mellem de to mandskaber. Og de kan købe Dzeko, David Silva, Kolarov, Yaya Toure, og hvem der ellers prostituerer sit fodboldhjerte, men de kan ikke købe klubånd og evnen til at præstere i disse opgør.
\\\"He got a cake but when it was Roberto Carlos´s birthday, the president of Anzhi gave him a Bugatti.
\\\"I don´t expect City to present Yaya with a Bugatti, we only asked that they shook his hand and said ´we congratulate you´.