Redigeretons 1. jul 10:02
Øv, med M. Fernandes. Jeg tror, at han bliver rigtig god, og jeg tror, at han kunne være blevet rigtig god på vores midtbane, fordi pasningsspillet, og her tænker jeg særligt vertikale pasninger gennem modstandernes linjer, er bedre end flere af de andre kandidaters.
Men med den pris, som bold.dk fik nedskrevet ved ikke at kunne kende forskel på euro og pund i deres artikel, samt betalingsstrukturen og løn for en ung, og bevares, meget lovende spiller, så var der heller ikke meget valg, synes jeg.
Hvis han viser sig at blive en Anderson-agtig profil for Spurs, så ender det jo med at være et godt bet for dem, men man skal huske de ofte lidt umiddelbart usynlige afledte effekter, som mange af jer har været inde på, såsom pres på lønstruktur, umuligt salg i tilfælde af, at udviklingen ikke går som håbet osv.
Alt i alt så synes jeg, at det vidner om en lidt stærkere strategi bag klubbens ageren på markedet og i forhold til trupopbygning og dynamikker i stedet for blot at blive presset ud i prissætninger og betalingsstrukturer, der måske ville give lidt varme i buskerne på kort sigt, men blive en kold fornøjelse på længere sigt.
Problemet er naturligvis, at efterhånden som emner bliver solgt for eksorbitante priser, og det er tydeligt for enhver, at United er tvunget til at købe godt og grundigt ind til den centrale midtbane, bliver forhandlingspositionen sværere og sværere. Ligesom det er dyrt at være fattig, så er det også dyrt at have haft elendig planlægning og strategi i årevis, og så bevæge sig ind på sælgers marked.
Jeg misunder på ingen måde klubbens sportslige, strategiske ledelse, for selv i en ret afblanceret tråd som denne (også forestil jer, hvordan det ser ud på SoMe), er der nogle gange en tendens til at få det til at lyde nemmere, end det er at agere i et kompleks marked, hvor alle køb svarer til liebhaveri, og hvor traditionelle markedsmekanismer med en vis volumen og elasticitet i både udbud og efterspørgsel, som hjælper med at fastsætte nogenlunde stabile priser, er sat ud af kraft.
Det er jo supersvært at vurdere deres ageren udefra, fordi der er så mange oplysninger om forhandlinger, snakke med spillere/agenter, økonomiske betingelser, Carricks og den sportslige ledelses fordringer til profil både spillemæssigt og mentalt, osv. som vi ganske enkelt ikke har adgang til.
Selvfølgelig er det tilladt at diskutere og være kritisk over for de valg klubben tager i forhold til transfers, men det er godt at huske, at hvert valg, overbetaling eller lade være eksempelvis, er taget på en række betingelser og med en række konsekvenser, som vi dårligt kan have det fulde overblik over (det har selv de mest centralt placerede givetvis heller ikke engang selv).
Når det er sagt, så håber jeg umiddelbart, at de kigger videre efter en midtbanespiller, som konsistent kan lave de stejle pasninger gennem linjerne, og det er blandt andet derfor, at jeg er lidt usikker på profiler som Baleba og Tonali og også Scott, som jeg dog har set mindre til.
Hvis man så bort fra alder, pris, løn og den slags tog jeg langt hellere Bruno G., som jeg synes kan noget af det rigtige, men er for gammel og for dyr, hvis man overhovedet kunne lokke ham. Wharton er super på pasningsdelen, men i min optik er han ikke stærk nok defensivt til at blive parret med Mainoo.
Jeg har set Dortmund og de franske klubber for lidt til at have nogen idé om Nmecha, Bouaddi eller Camara kunne være en løsning. Spædende bliver det, og risikoen for en alt for høj transferpris for en eller to CM´ere er klart til stede.
Dog køber jeg 100 procent ind på pointen om, at lønnen er endnu vigtigere, fordi den smitter af i truppen, hvis den er for høj, og den gør videresalg nærmest umuligt, som vi jo har set rigeligt med eksempler på.
Det er virkelig nu, at den bedre scouting, bedre strategi og bedre beslutningsprocesser skal stå sin prøve. For det er svært, fordi man står mellem kortsigtede behov og mål, mens man skal holde sig for øje, at det også er en langsigtet proces, hvor man ikke skal tage for mange kortsigtede beslutninger, der bærer for stor risiko for langsigtede konsekvenser.