Dag 2
Kære dagbog
Jeg fik ikke kontakt til andre overlevende i dag.
Det har dog været en lettelse ikke at skulle løbe for livet fra rabiate GTS´ere for den første gang i månedsvis. Stille og roligt har det været. Ikke en eneste gang har jeg været nød til at flå batteriet ud af min PC og kaste det ud gennem vinduet for at undgå komplet grundløse diskussioner af muligheden for at "hente" !!!RIBERY!!! til Man Utd. Der har været helt stille.
Helt stille. En knugende stilhed. Jeg har midt i lettelsens suk erkendt, at jeg nu pludselig er helt alene. Som Robinson Crusoe skal jeg nu til at forholde mig til et liv uden anden menneskelig kontakt i Man Utd tråden. Det betyder, at jeg nu selv skal skifte overskrift, selv skal diskutere brugen af førsteholdsspillere i Liga Cup´en, skal argumentere med mig selv omkring højre back positionen og nu er det kun mig som hele tiden skal forklare Liverpools supportere, hvorfor de er mordere. Det bliver formentlig ikke nemt.
Gad vide om jeg som et gidsel fra Stockholm på et tidspunkt kommer til at mangle den menneskelige kontakt så meget. At jeg rent faktisk vil komme til at savne GTS´erne? Uanset, hvor meget de knækker sjælen og udsuger enhver vilje til at leve? Måske, men selv om jeg er begyndt at snakke med mig selv, er jeg stadig stærk. Der er snart træningskampe, og udsigten til sommerbold uden pres og krav om resultater er sammen med en betydelig mængde rosévin det, som holder mig gående.
Jeg fik ikke kontakt til andre overlevende i dag. Jeg prøver igen i morgen.