Problemerne for Man. United er mangfoldige. Jeg deler det op i flere grupper, hvilket i sig selv ganske overfladisk, da tingene overlapper, udtrykker antergien osv, men jeg vil prøve at gøre det overskueligt, selvom det er ganske nuanceret, og nok mere end hvad jeg formår at nedfælde fra tanke til skrift.
Trup
Efter magre år på transfermarkedet, og årevis af loyalitet til en gammel garde, som nok kostede nogle meget talentfulde folk, fik Ferguson pungen op og købte Jones, Young, og de Gea, mens nogle aldrende fik lov til at smutte til Bruce, for småbeløb(eller store efter deres egentlige værdi, alt efter perspektiv). Ferguson så skriften på væggen, når han kiggede på City og Chelsea, og gik derfor året efter mod princippet at købe rutinerede herrer, og van Persie blev så hentet ind. Det umiddelbare med en erstatning for 4 års langtidsskadet Hargreaves blev ikke kigget på, og man hev istedet Scholes tilbage fra sit otium, så han kunne tage pladsen fra andre, men også give United arven videre; hjælpe Ferguson med det projekt, som han alt for sent indså - arven til den næste. Det knapt så umiddelbare med at forstærke en aldrende defensiv.
Skriften stod på væggen, hvis man gad at kratte lidt i lakken, bag succeserne, Fergusons force med kontinuitet, var også hæmskoen for progression, og følge med tiden. Noget som United siden start 90´erne lukerede på, som ledere af (over)kommerciel succes. Da United røg ud af både ChL og EL, hvor førstnævnte med rimelighed må siges at være en meget overkommelig opgave, burde det have fået Ferguson mere op på mærkerne end tilfældet var med Kagawa og Persie. Successen i ligaen, har måske været med til at ikke alene fans, men også han mente at truppen var god nok.
Har man meget kritiske briller på, så har der ikke været meget succes i Fergusons transferhandler de senere år. Bedst har været de Gea, og van Persie, hvor sidstnævnte jo selvsagt havde begrænset levetid på toppen. Knapt så gamle spillere som Anderson, Kagawa, Young har ganske enkelt ikke leveret varen, mens Nani er nærmest røget i glemslen. Mens egenavlen med Cleverly og Welbeck kun er hæderlige spillere. Aldrende spillere har holdt udviklingen i ave, fordi de leverede varen, og derved var alting godt - på kort sigt.
tl;dr Ferguson har ikke med succes givet en holdbar trup videre til den næste. Jeg tror han prøvede, men har måske enten været spændt op økonomisk, været stædig, eller bare mindre heldig. Sandheden nok i det hele. Han har dog ikke været ligeså god som tidligere til at skilde sig af med middelmådighed, og genopbygge, eller nærmere viderebygge på et stærkt fundament.
Nuværende trup i Moyes æraen.
Moyes vil med tydelighed sætte sit eget præg. Og tiden hvor United gik efter spillere på øverste hylde lod til at være genopvækket fra 90´erne. Problemet var så bare, at United havde mistet tærræn internationalt, og der simpelhen var endnu bedre muligheder for de udvalgte. Til sidst endte det så med at Moyes meget lig de fleste managers, hentede fra sin ex-klub - for netop at styrke de umiddelbare problem, som Ferguson havde negligeret i årevis, og dernæst hente det stjernestøv fra øverste hylde fra Chelsea. For mig, viser det at Moyes viser den uvanthed ved at være i en topklub. Det føles så stort, og man må sige meget langt væk fra Everton, som havde meget begrænset midler. Man vidste dog at det var midtbanen det umiddelbart var galt med.
Ligenu er der lidt af et vakuum mellem de to managers - forstået på den måde, at der er et opgør mellem en gammel garde som har holdt sammen på det hele, men generelt mangler niveauet, nogle unge, som ikke har slået igennem, samt nogle absolut topspillere. Hvem hersker i rummet? Før var det Ferguson, dernæst de gamle, som var gode nok og havde vindertroen. Moyes har sikkert en stærk karakter, men han kan ikke vise sit CV i ansigtet på folk, som har vadet i pokaler, mens Moyes ingen har at fremvise(af betydning).
Ferguson
Der kan ikke herske tvivl om at Ferguson og United stod stærkt med den stabilitet som var med både trup, samt manager, mens rivalerne havde udskiftninger i takt med managerskift, og i Arsenals tilfælde, at de havde svært ved at holde på deres absolut topspillere, hvilket gjorde det umådeligt svært for Wenger at opnå den ønskede kontinuitet.
Ligesom der - for mig - ikke kan herske tvivl om at det er en stærk faktor til Moyes´ hovedpiner. Ferguson var uden tvivl en meget dygtig man-management manager, og af den gamle skole; disciplin, loyalitet, og unity, men han blev også - som så mange andre fældet af sine egne forcer. Ferguson magtede ikke at skifte gear, eller ændre sin opskrift.
Moyes
Man kan nemt stå med følelsen om, at opgaven simpelhen er for stor for Moyes. Det er lidt som en slumrotte, der skal til at spise med de fine, men ved ikke helt om han skal være slumrotten, eller være fin. Billedligt talt, møder han op til pressekonference i shorts, og ligner en som er havnet i det forkerte selskab. Nu er United ikke for fine, men alligevel.
Når Moyes siger han har været uheldig, så har han også ret. De 10% som Ferguson gav, dommernes frygt for selvsamme, samt spillerne, har gjort at de kampe hvor man vandt, selvom man ikke spillede godt, pludselig tabes eller spilles uafgjort(og guderne skal da vide, at der har været et hav af disse kampe de seneste 3 år). Det er et sort hul, hvor den mærkværdige frygt for United, er blevet ændret til at man sagtens kan tage point, eller sågar vinde. Samt at dommerne, pressen, ydermere essentielle skader, ikke gør det nemmere for Moyes at komme ud af sit mentale hul, som så naturligvis afsmitter på spillerne, og troen på at den nok skal ryge ind i Fergie time. Hans desperation er til at føle på, selvom han prøver at skjule den i pressen. Det ville da også være mærkværdigt andet, og også lidt unfair, hvor meget pressen i England stå på ryggen for i United stil at sparke til dem, som ligger ned, mens de kyssede Fergusons hånd, der nu er blevet overtaget af Mourinho. Han har dog formået at få noget hjælp i form af Adnan, som velsagtens kan siges at være en kærkommen succeshistorie for Moyes.
Konkurrenterne
Mens stor del af æren for Uniteds mesterskab skal krediteres spillerne, stab, og Ferguson, samt selvfølelsen, så lå den også i konkurrenternes mangel på kontinuitet, og fælles vej. Eneste hold som kunne prale af langtids managers var United, Everton, og Arsenal. Everton klarede sig godt, med budgettet in mente, mens Arsenal også klarede det flot, med Wengers uheldige tilbagefald ved at miste sine bærende spillere igen og igen, så snart de nåede at være det.
Sådan er det ikke længere. Så når folk, siger at tingene er de samme som sidste sæson, og eneste ændring er Moyes i toppen/subtoppen, så er det en halv sandhed, hvis nogen.
Arsenal har magtet at holde fast på sine spillere, sågar kunne styrke den, frem for at lappe, mens de unge er blevet ældre og mere modne.
Chelsea har godt nok skiftet, men har i en årerække handlet forholdsvist fornuftigt og ikke ude af takt med hvad Mourinho ville købe, og han er så også en gammel kending, mens man har godt gang i en reservepakke med et hav af udlån af store talenter til at tage over efter de gamle;transitionen som Ferguson ikke magtede.
City har stabiliseret sig, og har endelig holdt fast på en god stamme af spillere fra øverste hylde, samt en yderst rutineret træner.
Everton har fået en god sum penge, og Martinez kan agere uden det store pres. Spurs har haft det turbulent med manager fyring, og mange folk til, så deres stabilisering vil nok tage noget tid. L
Liverpool har endelig måtte stoppe med at skifte stil, og handle ind derefter i noget der mindede om en banegård. Man kan selvfølgelig sige at BRs virkede mærkværdig, når næsten ingen spillere passede ind i konceptet, men nu har han så stødt fået sat sit aftryk, og skilt sig af med de fleste af Hodgson og Dalglish´ indkøb og taktiske ideer.
Moyes og United? Det er svært at vide hvad han vil, og hvorhen. På den ene side vil han spille som United er kendt for, men på den anden side, vil han også gerne give sit eget aftryk, som egentlig ikke var så langt fra Fergusons(og sikkert også derfor han blev valgt); teamwork og kontinuitet.
Jeg tror personligt at det kommer til at tage tid for Moyes at finde sig selv, midt i virvaret, sin egen stil, og samtidigt løfte United hvorhen, selvfølelsen mener den skal være; i toppen af England og Europa. Han kan være tvunget til at simulere City og Chelsea med mange store dyre handler, eller sætte lid til gode scouts, som Ferguson gjorde, men uden den stor markedsværdi på spillerne. Måske en blanding ville være bedst, så man stadigvæk er sin egen, og som før erfaret, dyre handler er ikke ens betydende med gode handler som virker.
Sidst, men ikke mindst, så skal ejerne nok finde ud af om det er bedst med en manager som har prøvet dette før, eller som med Liverpool, at holde fast i den - på topklubniveau, uprøvet manager.
Afrunding
Man kan næsten ikke andet end have lidt ondt af Moyes. Han kommer fra små kår i Everton, og har skabt ganske fine resultater, med god organisation, manfight, samt en anelse af flair. Han er trådt ind i et fremmed land, hvor han på den ene side godt må gøre det på sin egen måde, men på den anden side, en forventning om at det gøres i United-ånden. Mest fair havde nok været at Ferguson havde fået et resultat i sidste sæson, som holdet egentlig var berettiget til. For manglerne er ikke Moyes fejl - ej heller han blev valgt og hvorfor, frem for én som Ferguson kunne fremvise pokaler af betydning ved ankomsten. Uanset hvad, så skal han have minimum til sommer. Så galt er det trods alt heller ikke gået. Virkligheden kom bare til live, om tilstandenes sande væsen. Uniteds fordel lå meget i at man havde haft en stærk manager i mange, mange år, imodsætning til konkurrenterne. Den er der ikke mere - uanset om det var Moyes, eller en topklasse manager med pokaler på CV´et. En kæmpe fordel, der er røget.
Mit bud er at ejerne glemmer deres vås om the United way, at man ikke fyrer managers, men indser at det nok er bedst at have klasse varetaget af klasse. Ligenu er der for meget Roy Hodgson over det hele, blot med en bedre pengepung. Mata var den selvtillid, som måske manglede, men i lighed med Arsenal, ikke helt den plads som behøvede styrkelse.
Primært for sommmeren må være fokus på forsvaret, og måske wings.
Undskylder meget for det lange indlæg. Jeg har prøvet at holde det nøgternt, og så upåvirket af sensationalistiske dommedagsonlineaviser bøddelhistorier. Jeg håber jeg har behandlet emnet med den respekt det kræver og fortjener. Hvis jeg ikke er lykkes, så var det ikke hensigten.
God dag.
“I have learned that people will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.”