Snak

Og Psyg, jeg ser nødvendigvis ingen indikationer på, at vi er på rette spor med Moyes, og det er da også det, jeg finder mest bekymrende. Jeg mener dog også, at der har været tilpas mange skader til, at det har været svært for ham at sætte sit præg for alvor. Hvis jeg husker rigtigt, har man brugt 9 forskellige konstellationer i midterforsvaret. Vores to bedste spillere sidste år - Carrick og RvP - har været skadet i store dele af sæsonen. Valencia og Young har fortsat den deroute, de havde under Ferguson. Nani har været skadet stort set hele sæsonen, og det samme har Fellaini. Holdet har båret præg af lappeløsninger, fordi Moyes ikke har haft noget valg. På den positive front har Moyes fået det bedste frem i Rooney, og Januzaj har fået sit gennembrud. Det er svære betingelser at skabe kontinutitet ud fra.

Moyes havde et svært valg sidste sommer, hvor han stod med en mestertrup, de fleste dog var enige om skreg på forbedringer og udskiftninger. Her var han trods alt nok for ydmyg i forhold til opgaven, men det er svært at bebrejde ham; han ville have stået til udførlige tæsk hos medier og fans, hvis han startet med at rydde ud i truppen, og resultaterne havde været ringe.

Ferguson fik 26 år på posten, fordi han leverede resultater i de sidste 23 år af sin tid i klubben, hvilket han gjorde fordi han var en af verdens bedste, og man fyrer naturligvis ikke så kompetent en mand, medmindre man hedder Real Madrid eller Chelsea.

Men har var dog heller ikke langt fra at ryge på porten inden successen og tiden var også en anden dengang.

Gary Neville blog, sky sports, efter olympiakos kampen:

http://www1.skysports.co…ary-neville

Jeg er ikke uenig.

Edit. bøvl med link henvisning, sry. skulle virke nu.

Psygnosis, hvad angår Kagawa, forstår jeg til stadighed ikke din agenda. Nu er en sæson hos os ikke kun ensbetydende med spilletid i PL, så selvfølgelig giver det ikke mening at se isoleret på, at han kun har optrådt 6,5 kampe der. Han har - som nævnt - spillet en del i CL. Derudover må det vel være tilstræbeligt at stille med det stærkeste mandskab - Rooney spillede et forrygende efterår, så hvorfor skulle man skifte på den position? Selvfølgelig kunne Kagawa have spillet mere, men han kunne bestemt også have gjort mere for at gøre det vanskeligt for sine managers i United.

Diskussionen gik jo på om Kagawa havde fået chancen i den røde trøje. Det er individuelle meninger. Og hvor mange kampe er indbegrebet af at få en chance.

Jeg forholder mig til visse faktorer.

1] Skal Kagawa spille i stedet for Rooney, nej ikke givetvis. Men når man ser en Young få så meget spilletid som han gør, bringer det mit pis i kog.

2) Når man ser hvor dårlig forfatning vores midtbane har været i år. Er det skide træls, at Moyes ikke giver stabilitet til Adnan samt Kagawa når de nu endelig spiller godt. Igen kommer vi tilbage til Young/Clerverly.

3) 6.5 kampe ud af 27 mulige, er absolut ikke noget at juble over, også selvom Rooney spiller som 10´er. Kagawa har jo ofte ikke engang været i truppen i år. Også en indikation på at Moyes ikke har den store tiltro til Shinji.

4) Jeg er enig i Kagawa ikke har blomstret i United. Manden fik meget spilletid sidste sæson, inden hans knæskade. Og derefter har det været svært at spille sig på holdet. Dog under Moyes virker det tæt på det umulige. Der kan være mange faktorer, men at man stadig er bag en mand som Young i hierarkiet virker Moyes endnu mere inkompetent taktisk og mandskabs behandling.

Og Psyg, jeg ser nødvendigvis ingen indikationer på, at vi er på rette spor med Moyes, og det er da også det, jeg finder mest bekymrende. Jeg mener dog også, at der har været tilpas mange skader til, at det har været svært for ham at sætte sit præg for alvor. Hvis jeg husker rigtigt, har man brugt 9 forskellige konstellationer i midterforsvaret. Vores to bedste spillere sidste år - Carrick og RvP - har været skadet i store dele af sæsonen. Valencia og Young har fortsat den deroute, de havde under Ferguson. Nani har været skadet stort set hele sæsonen, og det samme har Fellaini. Holdet har båret præg af lappeløsninger, fordi Moyes ikke har haft noget valg. På den positive front har Moyes fået det bedste frem i Rooney, og Januzaj har fået sit gennembrud. Det er svære betingelser at skabe kontinutitet ud fra.

Men ikke bekymrende nok at du er villig til at give ham med endnu et sindsygt transfer budget.

Alle hold har skader, og vi er kendt for at have mange af dem. Grundet til vores mesterskaber har været dybde og stabilitet på holdet. Den stabilitet forsvandt med SAF.

Jeg er enig i skader kan vanskeliggøre en sæson. Og det lægger ydelig pres på en ny træner. Men dog en træner som har stået i spidsen for Everton i 11 år. Det må vi altså ikke glemme. Ingen forventer Moyes vil være fejlfri og køre United til tops uden problemer.

Men i min verden, skyder Moyes sig selv i foden. Når han endelig har fået kontinuitet på holdet. Så vælger han at lave en Ferguson og rotere med hans opstilling.

Hvorfor vælger man at bænke Adnan når han tydeligt er mileskridt foran Young? Hvorfor udnytter man ikke Kagawa´s spille forståelse og teknik noget mere?
Hvorfor tror han United fans ønsker sig en Ferguson V.2?

Jeg er så skuffet over Moyes disponering og mandskabs pleje. Og mit irritations moment nummer 1, Hans stædighed tildeler spillere som Young/Cleverly en plads i start 11´eren selvom det er så tydeligt for enhver at de ABSOLUT ikke er mentalt klar til kamp, samt bare er pivhamrende elendige. Cleverly er jeg mest skuffet over, da jeg havde store forventninger til knægten. Young har jeg aldrig set det store lys i. forudsigende og hans gode præstationer kan tælles på en hånd i de snart 2-3år han har været her.

Moyes havde et svært valg sidste sommer, hvor han stod med en mestertrup, de fleste dog var enige om skreg på forbedringer og udskiftninger. Her var han trods alt nok for ydmyg i forhold til opgaven, men det er svært at bebrejde ham; han ville have stået til udførlige tæsk hos medier og fans, hvis han startet med at rydde ud i truppen, og resultaterne havde været ringe.

Det kunne virke som en loose - loose situation. Men problemet har jo ikke været manglende indkøb eller resultater. Det har været mangel på fremgang.
Spillemessigt, flow i vores spil, genpres, taktiske udlæg til en kamp, alle de ting som bare skal forbedres. Og det er kun gået nedad. Skader eller ej, manglende indkøb. Når holdet præstere som de gør, er det mangel på lederskab fra Moyes side. Derfor skal han fyres, og for min skyld kunne det blive i dag. For der er intet som taler for at Moyes er den rette.

Jeg er så ikke enig i, at der ikke VAR nogle indikatorer på at United ville hæve niveauet.
Mod Fulham dominerede vi en grad så det var helt grotesk, og der blev kæmpet fra start til slut. Mod Arsenal spillede man en ok taktisk kamp på en svær udebane og fik en uafgjort. Mod Palace spillede vi igen en ok kamp og vandt sikkert 2-0 mod et (under pulis) formstærkt hold. Læg dertil at der efter olympiakos kampen var en ti-dages kamppause og at vi derefter måske kunne stille en skadesfri trup for første gang i år. Det er bestemt ikke uvæsentligt!

Det er også fair nok, men det er kun med det yderste af min humanistiske skoling jeg kan sluge en så anderledes opfattelse - de tre kampe der skulle tale for at Liverpool nu med rimelig sandsynlighed kunne hentes (U Fulham, U Arsenal, V Palace), de gav jer 5 point; Liverpool fik 9 point de tre runder, hvori indgik en total nedsabling af Arsenal, plus en udebanesejr over Fulham, der så kan sættes op mod jeres meget lovende og opmuntrende 2-2´er mod samme hold på Old Trafford. Allerede der hang kæden lidt løst.

Kampen på Emirates står derudover for mig som det mest pinlige pointtab i sæsonen der ikke endte i nederlag - jeg mindes ikke at have mødt et tammere United-hold i min tid og det reflekterede meget uflatterende tilbage på Arsenal at vi ikke engang kunne score - når den kamp skal flettes ind i et "nu rykker vi!"-narrativ, så har kæden forladt cyklen.

Nok om det, den hest er vist død nu. Hvis det er nogen trøst, så ligner jeres chance for at overhale Arsenal nok nærmere 30% end ren teori, efter at have sovet på det og slugt en kamel.

Når nu vi er ved Kagawa og den evindelige tiltro til hans evner, hvis bare han får nogle kampe i træk. Hvorfor er der ikke den samme entusiasme omkring Lingard. Anderson havde da også vist sig frem for United, men aldrig fået kontinuerlig spilletid - skulle han ikke have haft det? Ligeså med Fabio, som også havde vist lovende takter. Der er så mange spillere der aldrig blev fundet gode nok til United - også af Ferguson.
Hvorfor bliver folk ved med at hive en Kagawa frem som alrdig har vist noget, og med stor sanedynlighed ikke viser nok til træning, og måske bare ikke hænger nok sammen med holdet.
Hell, Gibson fik aldrig chancen for at spille kontinuerligt, som Fletcher gjorde det. Hvorfor var folk så glade, da han fik løbepas?

Crazy, måske af to grunde:

1) fordi enhver kan se, at der er masser af fodbold i Kagawa. Det er muligt det aldrig bliver forløst i United, men det er der. Hvis man ikke kan se det, er det fordi man ikke vil se det.

2) fordi Kagawa i modsætning til f.eks. Gibson, Lingard & Fabio har bevist det kontinuerligt på et højt niveau to sæsoner i træk på et mesterhold i Bundesligaen. Og i øvrigt også på landsholdet til f.eks Confederations Cup, hvor han var central i at drive Italiens defensiv til vanvid.

Vi er enige om, at Kagawa ikke er slået til på tilfredsstillende vis i Utd, helt sikkert, og købet af Mata øger ikke hans chance for at gøre det. Men når folk stadig har forhåbninger til ham, mener jeg ikke det er idioti, men derimod udtryk for at manden indlysende kan spille fodbold.

Når nu vi er ved Kagawa og den evindelige tiltro til hans evner, hvis bare han får nogle kampe i træk. Hvorfor er der ikke den samme entusiasme omkring Lingard. Anderson havde da også vist sig frem for United, men aldrig fået kontinuerlig spilletid - skulle han ikke have haft det? Ligeså med Fabio, som også havde vist lovende takter. Der er så mange spillere der aldrig blev fundet gode nok til United - også af Ferguson.
Hvorfor bliver folk ved med at hive en Kagawa frem som alrdig har vist noget, og med stor sanedynlighed ikke viser nok til træning, og måske bare ikke hænger nok sammen med holdet.
Hell, Gibson fik aldrig chancen for at spille kontinuerligt, som Fletcher gjorde det. Hvorfor var folk så glade, da han fik løbepas?

1) Anderson var sublim i 2008 da vi vandt Chl. Men han har været så skadet, og virket lad og ja lad os bare sige det som det er "for fed" Jeg havde gigantiske forventninger til Ando!

2) Lingard skal have spilletid i fremtiden, men forstå dog nu. Hvis Rooney ikke engang kan få spilletid på sin favorit position, tror du så selv Jesse vil? nej godt så... Desuden er det ikke angrebet som sutter røv i år. det hele kollapser nede omkring forsvaret/Midtbanen.

3) Fabio fik ikke spilletid, og viste ikke så lovende takter som sin bror. Desuden skulle han kæmpe imod Evra som bare har været meget bedre end ham. Fabio blev lejet ud for at forbedre sit spil, og komme tilbage til United for at blive fast starter efter Evra. Men knægten har bare ikke grebet chancen.

4) Gibson i guder, jeg var en af de personer som jublede da Gibson forlod os. Manden kunne intet andet end sparke godt ude fra feltet. Og hvis du bare har set få af de kampe han deltog i, var det tydeligt han aldrig ville blive fast mand. Ganske simpelt han var ikke god nok.

5) Alle de spillere som du nævner, havde/har solide spillere på deres respektive pladser. Den eneste som jeg er ked af forlod os, og ikke blev til noget stort er Ando.

Hele problematikken og som jeg ikke kan forstå i misser er, Kagawa i form er klart at fortrække i en fast position. end mange andre spillere vi benytter os af pt. Vi alle ved hvad han kan, og hvor hans styrker er. Og det er lige præcis det vi står og mangler på den midtbane. Det er mig uforstående i misser.

Hvis alt kørte flydene og bare smurt, hvis midtbanen er homogen og holdet spiller som en enhed, så er det fuldstændig lige meget om spilleren man bænker, er en bedre fodboldspiller individuelt, og hedder Kagawa eller Messi eller lign. Det er holdet. Men den midtbane er ikke harmonisk. Og jeg tror stadig fuld og fast på Shinji´s kvaliteter kan være brugbare for at styrke midtbanen og holdet. Det er i holdets bedste jeg forholder mig til!

Artikel fra The Times, som I får i fuld længde, da den ryger bag paywall om lidt. Pointen er: tror vi Mourinho (med det samme materiale) havde gjort det lige så dårligt i Utd som som Moyes? Selvfølgelig ikke...

Ak ja, jeg der i dag bliver beskyldt for at være for pessimist, glædede mig i min naivitet ved sæsonoptakten trods alt over, at vi ikke skulle spille røvsygt og kedeligt Mourinho bold i den nærmeste fremtid. I stedet kom vi til at spille mere røvsyg bold, end jeg nogensinde kan huske Lille Josés hold har gjort.



Moyes’s United bereft of ideas while Mourinho’s Chelsea exude menace

James Ducker
March 03 2014 15:03PM


As if the sight of Manchester City winning the Capital One Cup – the first component in what Manuel Pellegrini hopes will be a domestic treble, and perhaps even an unprecedented quadruple – was not bad enough for a club that seem certain to finish the campaign empty-handed, there was little succour to be found elsewhere.

Everton, Moyes’s old club, won 1-0 at home to West Ham United to leapfrog United, who dropped a place to seventh in the Barclays Premier League, Tottenham Hotspur moved eight points clear of the champions in fifth with victory by the same scoreline against Cardiff City and Liverpool maintained their surprise title charge by overcoming Southampton 3-0 at St Mary’s.

The Anfield club are now fourteen points ahead of their long-standing rivals, which is all the more remarkable when you consider that they finished 28 points adrift of a Sir Alex Ferguson led United last season.

Looking beyond the controversy caused by Alan Pardew’s disgraceful headbutt, Newcastle United’s 4-1 win at Hull City moved the Tyneside club to within two points of United. Only Arsenal’s 1-0 defeat away to Stoke City, where United also lost recently, constituted something approaching good news for Moyes, but then Arsene Wenger’s team are still 14 points ahead of the Manchester club.

And then there is Chelsea, who cemented their place at top of the table with a 3-1 win against Fulham at Craven Cottage.

Everton’s position above United may be particularly unfortunate for Moyes. Liverpool zooming out of view in the first season since Ferguson retired and City clinching the first piece of silverware available may be galling in the extreme for the fans. But it is Chelsea’s residency at the Premier League summit that invites the most awkward questions and may be causing the United hierarchy to shift rather anxiously in their seats.

142977675_eve_485818d

Jose Mourinho talks a good game about being where he wants to be – the self-styled Happy One and all that – but, despite claims to the contrary, the Chelsea manager would have snapped United’s hand off had the chance to succeed Ferguson been offered to him before he pitched up at Stamford Bridge again and Moyes was effectively anointed. Whether he felt jilted, unfairly overlooked or not, the Portuguese is stating a persuasive case – if, indeed, one needed stating in the first place – for United having appointed the wrong man.

Results, of course, speak the loudest, and while Moyes is floundering terribly, Mourinho is taking the fight squarely to a City team that – in terms of the depth of talent in their squad – should win this particular race relatively comfortably, and not by the nose that seems likely to separate the eventual victor from the “first loser” as Mourinho regards second place. For the record, United trail Chelsea by a mammoth 18 points.

Mourinho was indulging in more reverse psychology at the weekend, banging on about how his team won’t win all of their final ten league games and how “destiny” is in City’s hands, but we’ve heard this spiel before. Mourinho knows full well that Chelsea have an excellent chance of getting to the finishing line first and, if it happens, it will go down as one of his greatest achievements.

For all the talk about United being in transition and the weaknesses that exist within their squad – the apparent bad hand that Moyes was dealt by Ferguson – Mourinho was not bequeathed a perfect bed of roses at Stamford Bridge by any stretch. Yes, United’s overachievement last season was greater than City and Chelsea’s underachievement and, in that sense, Mourinho was only looking up whereas Moyes must have anticipated United would fall somewhat, if maybe out of the top two then certainly not out of the top four and most definitely not as embarrassingly low as seventh.

accbe566-9b2e-11e3-_527075d

Yet scratch the surface and there are parallels to be drawn between the squad Mourinho inherited at Chelsea and the one Ferguson left Moyes. For a start, both clubs had ageing captains for whom a series of debilitating injuries were taking their toll. John Terry, 33 and 14 months’ Nemanja Vidic’s senior, could not complete the five-step conditioning programmes that Rafael Benitez, Mourinho’s predecessor, designed for him and was considered finished by many.

Re-energised and re-focused by Mourinho this season, Terry has been arguably the best defender in the league and is desperate to commit himself to the club for another year. By contrast, Vidic has looked every inch his 32 years and announced last month that he would be leaving Old Trafford when his contract expires at the end of the season. In Terry and Gary Cahill, Mourinho established a formidable central defensive pairing that he has stuck with rigidly for the most part, knowing full well the importance of familiarity in the back line. Moyes has chopped and changed his centre-halves to such an extent that injuries and a desire to assess the credentials of his defenders long ago ceased to be a source of mitigation.

Concerned about a drop off in form in Ashley Cole, his 33-year-old left back, Mourinho switched Cesar Azpilicueta from his usual position at right back to the left side with excellent results. Moyes’s response to watching Patrice Evra, his 32-year-old left back, suffer under the strain of fatigue caused by almost constant football has been to keep playing the Frenchman when, in Rafael Da Silva, he has a versatile right back for whom a trial on the left might have benefited Evra enormously in the longer run.

Mourinho complains about the lack of a pedigree goalscorer in his squad and yet he has devised a system to best mask those shortcomings and harness what he can from Samuel Eto’o and Fernando Torres, who, for all the criticism, have still scored only seven goals fewer than the 24 that Robin van Persie and Wayne Rooney have managed competitively for United this term. With any three of Eden Hazard, Oscar, Willian and Andre Schurrle buzzing behind a central striker, Chelsea exude menace and intensity.

United are not exactly short on creative players in Rooney, Adnan Januzaj, Shinji Kagawa and, recently arrived from Chelsea – Juan Mata. Van Persie is a goalscorer of genuine excellence that Mourinho demands and Javier Hernandez a fox in a box that he would love to be able to introduce from the substitutes’ bench. Beyond that, Danny Welbeck has the pace and power to cause much more trouble than he is managing. Yet United routinely look leaden, ponderous and bereft of ideas – the supply line to Van Persie fragmented and often far too easy for opponents to neuter.

148271130_UNITED_528275d

United’s gripes about the midfield become harder to sympathise with when one considers that Moyes has had two transfer windows in which to strengthen in that department and not managed to do so in either. Mourinho, denied the opportunity to spend heavily on a central striker last summer, strengthened in other key areas and again in January, when the arrival of Nemanja Matic from Benfica made of mockery of suggestions that locating and signing a quality midfielder in mid-season is a thankless task. And to think that Chelsea’s midfield did not need bolstering to anything like the extent that United’s does.

Much was made about Moyes being the continuity candidate when he succeeded Ferguson. Beyond a shared nationality, loyalty to a single club and a reputation for bringing through young players, it is hard to advance that case. In almost every regard, Mourinho was the continuity candidate, and for reasons perhaps only Ferguson truly knows, the continuity candidate’s credentials were, if not entirely ignored, then ultimately spurned.

Consider for a moment Ferguson’s strengths. He was extremely decisive, a risk-taker, ruthless, a master man-manager and motivator and a serial winner, all of which apply to Mourinho. Decisive? A risk-taker? How many managers, for example, would have arrived at Chelsea last summer with what appeared to be a pre-conceived plan to sell the club’s player of the year of the previous two seasons? The merits of Mourinho’s decision to offload Mata can be debated by others but it was perhaps the most obvious recent illustration of the Portuguese’s unwavering faith in his own decision-making.

Any concerns United had about the type of football Mourinho plays should have been laid to rest during the season his Real Madrid broke Barcelona’s stranglehold on Spanish football by winning the title in 2011/12 and there can be little debate about who is the more entertaining to watch between the present Chelsea and United sides. As for suggestions that Mourinho’s often confrontational, combative nature counted against him, what was Ferguson – an innocent, mild-mannered, a keeper of the peace? That argument is risible.

Similarly, the misgivings about Mourinho’s tendency to move on every few years. Was that really a deal breaker? Ferguson’s 27-year tenure at United was a one-off event, a completely unique circumstance. A three or four-year term seems perfectly acceptable these days, but what is to say that United would not have been a club at which Mourinho – now 51 – would have wanted to stay put?

Mourinho may well win the league championship this term. Taken in the context of what threatens to be United’s worst season for a generation, it would be a surprise if he does not prompt the odd moment of quiet introspection at Old Trafford.