Cheech rammer præcist sømmet på hovedet i iagttagelsen om vores løben efter navnlig City i vores transfertilgang i øjeblikket. Og så alligevel - de er jo milevidt foran os i planlægning og trupsammensætning, og det er Chelsea også. Vi ligner City anno 2011.
Altså, det er grundlæggende en forfærdelig ide at handle i slutningen af august. Ikke alene er priserne skruet op til astronomiske højder, men de spillere, der handles, er - som tilfældet er med di Maria, sandsynligvis uønsket i deres klubber og dermed bliver motivationen for at optræde for den nye klub pludselig anderledes. Og læg dertil, at de ikke har været en del af opstarten, og alt det kaos, der må herske i den private sfære, når man i løbet af få timer bliver handlet på tværs af landegrænser og får rykket alle tilværelsens pæle op med et minimum af forberedelse. Der er sådan en underlig tendens til udelukkende at anskue fodboldspillere som gods, for hvem det er ligegyldigt, om det er græsset i Monaco eller Manchester, man skal præstere. Der venter en lang tilvænningsperiode, før man rimeligvis kan forvente, at spillere som Rojo, di Maria, Falcao og Blind har alle forudsætninger for at præstere optimalt.
Jeg tror, det var i 2006, at klubben opsatte det her kodeks, der bebudede, at man kun ville handle spillere under 23, der havde sine bedste år foran sig, og hvis markedsværdi antageligvis ville stige i United. Det virkede fjollet på daværende tidspunkt, fordi det var principielt den kurs, man havde fulgt i årevis. Købene af Rooney, Ronaldo, Anderson, Rio, Nani, Evra, Vidic, da Silva-tvillingerne, Tevez, Ruud, Valencia, Young, Carrick m.fl havde det til fælles, at United var den hidtil største klub, de havde optrådt for, og at de både i niveau og alder havde fremtiden foran sig. Det var i øvrigt ikke et spørgsmål om penge. Størstedelen af ovenstående blev handlet for fyrstelige summer, men det økonomiske rationale var indlysende: uafhængigt af et potentielt videresalg ville de have så mange gode år i sig, at det kunne svare sig. Det så vi med Rio, Evra, Vidic, Rooney - og jeg er tilbøjelig til at mene, at Nani er tæt på at være den pris værd, vi betalte, når man husker på, at han har spillet to helt forrygende sæsoner og et par andre, hvor hans bidrag har været acceptabelt. Ferguson brød i øvrigt selv kodekset to gange: med Berbatov og Van Persie. Begge gange i den her stædige jagt på den offensive katalysator, han havde søgt efter siden Cantona.
I det nuværende transfervindue er det principielt kun Shaw, der ville passe ind i kodekset. Herrera og Blind - med lidt god vilje. Resten - og her kan vi passende tage Mata og Fellaini med - er hentet på et grundlag, hvor det økonomiske rationale er svært at forsvare. Hvor mange gode år har di Maria i sig? Falcao? Mata?
Det er svært ikke at gøre det til en pladderomantisk fortælling, men man skal holde for øje, at vi som klub har defineret og markedsført som klubben med de store fortællinger. Om 92´ klassen, der var et unikt hold af talent. Om Ronaldo, der blev poleret fra en pyntesyg portugiser med hurtige træde-over finter til en pyntesyg verdensstjerne, der er den bedste spiller, PL nogensinde har lagt græs til. Der har været fortællingen om Rooney, om Ruud, om Carrick, om Rio, Vidic, Evra. Spillere, der kom til klubben og voksede sig til at dominere den internationale fodboldscene. Theatre of Dreams har været så indlysende nemt at markedsføre, fordi det var rigtigt. Når vi som klub har været nem at hade for modstandere, har det været den her kombination af talent, udtalt arrogance og en sportslig og kommerciel sektor, der har gået hånd i hånd, uden at det sådan for alvor er tippet over. Deadline-day har jo ikke været et begreb, man kendte til i United indtil for ganske nylig. På det tidspunkt havde vi truppen på plads. Handlerne var lukket, og man havde - med undtagelse af de sidste år under Ferguson - altid en trup, man kunne forvente var endnu bedre året efter. Problemerne blev adresseret, inden de opstod. Evra var på plads og kørt ind, da vi solgte Heintze. Rafael og Brown havde slået GN2 af, da han stoppede karrieren. Saha og Rooney var kørt i stilling, da van Nistelrooy blev solgt. Og Fletcher stod på spring, da man skibbede Keane til Celtic midt i sæsonen.
Selvfølgelig er ansvaret delt mellem en lang række mennesker. Gil og Ferguson burde set i bakspejlet havde forudset, at det var problematisk at stoppe synkront. Ferguson syltede truppen de sidste tre år. Moyes skulle aldrig have været ansat. Woodward skulle aldrig have fået det job. En lang række spillere skulle ikke have været købt. Og spillerne skulle have taget ansvar sidste år og stået bag Moyes - kvalificeret eller ej.
Problemet er alt det, man kaster over bord over nu. Det her handler ikke bare om CL-pladser og medaljer til maj - det er et spørgsmål om at definere sig som klub. Det er ikke et "projekt" - det er en institution, der famler efter sin plads i en liga, hvor 2 klubber har lige så dybe lommer, og hvor to andre har en sportslig ledelse, der er mil foran. Det er altid nemmere at planlægge fremad, når man vinder. Men den nuværende tankegang virker så hovedløst kortsigtet og historieløs, at det er vanskeligt at identificere det med den klub, man har holdt med. Jeg kan sagtens overleve 2,3 eller 4 år uden CL - men jeg kan fandeme ikke leve med, at man kaster alle traditioner overbord i bestræbelserne på at genvinde titler. Jeg mener: hvilken fan holder med sin klub, fordi den vinder?
\\\"He got a cake but when it was Roberto Carlos´s birthday, the president of Anzhi gave him a Bugatti.
\\\"I don´t expect City to present Yaya with a Bugatti, we only asked that they shook his hand and said ´we congratulate you´.