Jeg synes heller ikke, at Pogba var iøjnefaldende dårlig, men at hænge Pogbas præstation op på, at Kante ikke formåede at diktere spillet på Chelseas midtbane, er at skyde ved siden af.
Kante er ikke en vanvittigt god pasningsspiller. Han er normalt en sikker pasningsspiller, men det skyldes, at han vælger den sikre aflevering. Kante er en mester i at vinde bolden tilbage, og det er det, der er hans helt store styrke. Matic og Fabregas er bedre pasningsspillere.
Man kan enten forsøge at stresse Kante til at lave fejl på bolden eller overlade opspillet til ham ved at sidde tæt på de spillere, der er bedre til at bygge spillet op. Mourinho valgte det sidste. Klopp valgte det første i kampen på Anfield.
På Anfield spillede Kante en god kamp og registrerede vist hele 12-14 tacklinger. Andelen af succesfulde afleveringer var dog nede 67,5%, og han mistede også bolden en del gange - både provokeret og uprovokeret. I denne sæson er hans gennemsnit 88% og imod Man. Utd. var den på hele 91%, og han var den spiller, der afleverede bolden mest.
Defensivt gjorde Kante det fint igår. Pogba lavede en glidende tackling og nogle frispark og clearinger, og det var det rent defensivt. Det kan da godt være, at folk har et forkert billede af, hvad man kan forvente af Pogba, men det samme gælder jo så Kante, og det er helt forkert at konkludere, at Pogba på nogen måde skabte midtbanedominans. Defensivt var han fraværende - men det kan man så argumentere for, ikke er en del af rollen. På bolden gjorde han det ok, men det var en relativ simpel opgave, han havde - som dog kan være svær at udføre. Pogba skulle slå bolden langt og præcist ud på kanterne. Det var han rigtig god til og gav Man. Utd. en taktisk fordel. Herrera kunne til sammenligning ikke ramme nær så godt med sine lange bolde.
Den taktiske kamp bestod ikke i duelspillet på midtbanen. Den bestod i at finde rum på kanterne. Mourinho ville gerne ramme rummet bag Chelseas wingbacks. Derfor var det vigtigt med fart og dybdeløb derude - også selvom det ikke resulterede i en aflevering. Det gav Mourinho to fordele. Dels trak han en forsvarsspiller ud på kanten eller trak en wingback langt tilbage, hvilket var helt fint i forhold til at forsvare den tidlige føring. Og dels gav det en mulighed for at spille over presset, som Mourinho jo meget gerne vil have. Conte havde ikke rigtigt et modsvar. Begge trænere ville gerne have holdt nullet, og den, det ikke lykkedes for, ville stå med problemerne. Og det blev så Conte.
Herreras opgave var at mandsopdække Hazard. Men det skyldes ikke bare, at Hazard er Chelseas farligste spiller. Rent taktisk er hans frihed til at trække ud i begge sider ret essentielt for Chelseas succes med wingbacks. Conte ønsker at skabe diamanter i opspillet på kanterne, der giver forskellige muligheder for at spille forbi modstanderens midtbane alt afhængig af deres presstil. Ikke igennem presset og kæderne, men forbi det og over i modsatte side til en fri wingback eller en spiller fra trebackkæden, der går med i opspillet. Længere fremme på banen benytter Conte meget spil på tredjemanden. Wingbacken løber i dybden, når Hazard er trukket ud i den ene side for at modtage bolden. Det giver ofte plads på ydersiden og bagved modstanderens back, fordi de fleste spillere helt naturligt presser op på den trussel, der er umiddelbar og ikke den potentielle. Egentlig burde modstanderens kant følge med Chelseas back, men wingbacken er, som ordet jo indikerer, ligesåmeget en wing som en back. Derfor vil det ofte give mere mening at lade backen tage kampen med wingbacken. Problemet er, at Hazards bevægelse skaber kludder i det faste aftale. Skal backen give Hazard videre til kanten, der så skal ind i banen og helst på indersiden af Hazard, så han ikke kan vende med bolden, eller skal han følge Hazard og lade kanten tage wingbacken, der så ofte i det øjeblik allerede er sat i løb og derfor har et forspring? Man kan også lade en forsvarsspiller følge med Hazard, men så er der virkelig et rum for Costa og Pedro at angribe, hvis det lykkes Chelsea at spille gennem kæderne.
Mourinhos løsning var ret simpel igår med mandsopdækningen. På den måde skulle forsvaret ikke konstant tage stilling til Hazard, men kunne blive i formationen og holde de faste aftaler. Det kostede så på midtbanen, men her lykkedes det så at lade Kante være mest på bolden.
Tilbage til Pogba. Det var hans lange afleveringer, der var essentielle for, at Man. Utd. kunne ramme Chelsea rent taktisk. Men kampen var i høj grad en defensiv kamp, og her bidrog Pogba med meget lidt. Man kan selvfølgelig mene, at Man. Utd. var heldige med, at der ikke blev dømt for hånd på bolden ved Rashfords scoring, og Herreras mål var et langskud fra en halvumulig position, der så bliver rettet af. Men det var stadig mere, end hvad Chelsea præsterede, så selvom kampen var chancefattig, så var det, når alt kommer til alt helt fortjent, at Man. Utd. vandt. Men det havde ikke ret meget at gøre med Pogba vs. Kante, som jeg ser det.
Kante er ikke en vanvittigt god pasningsspiller. Han er normalt en sikker pasningsspiller, men det skyldes, at han vælger den sikre aflevering. Kante er en mester i at vinde bolden tilbage, og det er det, der er hans helt store styrke. Matic og Fabregas er bedre pasningsspillere.
Man kan enten forsøge at stresse Kante til at lave fejl på bolden eller overlade opspillet til ham ved at sidde tæt på de spillere, der er bedre til at bygge spillet op. Mourinho valgte det sidste. Klopp valgte det første i kampen på Anfield.
På Anfield spillede Kante en god kamp og registrerede vist hele 12-14 tacklinger. Andelen af succesfulde afleveringer var dog nede 67,5%, og han mistede også bolden en del gange - både provokeret og uprovokeret. I denne sæson er hans gennemsnit 88% og imod Man. Utd. var den på hele 91%, og han var den spiller, der afleverede bolden mest.
Defensivt gjorde Kante det fint igår. Pogba lavede en glidende tackling og nogle frispark og clearinger, og det var det rent defensivt. Det kan da godt være, at folk har et forkert billede af, hvad man kan forvente af Pogba, men det samme gælder jo så Kante, og det er helt forkert at konkludere, at Pogba på nogen måde skabte midtbanedominans. Defensivt var han fraværende - men det kan man så argumentere for, ikke er en del af rollen. På bolden gjorde han det ok, men det var en relativ simpel opgave, han havde - som dog kan være svær at udføre. Pogba skulle slå bolden langt og præcist ud på kanterne. Det var han rigtig god til og gav Man. Utd. en taktisk fordel. Herrera kunne til sammenligning ikke ramme nær så godt med sine lange bolde.
Den taktiske kamp bestod ikke i duelspillet på midtbanen. Den bestod i at finde rum på kanterne. Mourinho ville gerne ramme rummet bag Chelseas wingbacks. Derfor var det vigtigt med fart og dybdeløb derude - også selvom det ikke resulterede i en aflevering. Det gav Mourinho to fordele. Dels trak han en forsvarsspiller ud på kanten eller trak en wingback langt tilbage, hvilket var helt fint i forhold til at forsvare den tidlige føring. Og dels gav det en mulighed for at spille over presset, som Mourinho jo meget gerne vil have. Conte havde ikke rigtigt et modsvar. Begge trænere ville gerne have holdt nullet, og den, det ikke lykkedes for, ville stå med problemerne. Og det blev så Conte.
Herreras opgave var at mandsopdække Hazard. Men det skyldes ikke bare, at Hazard er Chelseas farligste spiller. Rent taktisk er hans frihed til at trække ud i begge sider ret essentielt for Chelseas succes med wingbacks. Conte ønsker at skabe diamanter i opspillet på kanterne, der giver forskellige muligheder for at spille forbi modstanderens midtbane alt afhængig af deres presstil. Ikke igennem presset og kæderne, men forbi det og over i modsatte side til en fri wingback eller en spiller fra trebackkæden, der går med i opspillet. Længere fremme på banen benytter Conte meget spil på tredjemanden. Wingbacken løber i dybden, når Hazard er trukket ud i den ene side for at modtage bolden. Det giver ofte plads på ydersiden og bagved modstanderens back, fordi de fleste spillere helt naturligt presser op på den trussel, der er umiddelbar og ikke den potentielle. Egentlig burde modstanderens kant følge med Chelseas back, men wingbacken er, som ordet jo indikerer, ligesåmeget en wing som en back. Derfor vil det ofte give mere mening at lade backen tage kampen med wingbacken. Problemet er, at Hazards bevægelse skaber kludder i det faste aftale. Skal backen give Hazard videre til kanten, der så skal ind i banen og helst på indersiden af Hazard, så han ikke kan vende med bolden, eller skal han følge Hazard og lade kanten tage wingbacken, der så ofte i det øjeblik allerede er sat i løb og derfor har et forspring? Man kan også lade en forsvarsspiller følge med Hazard, men så er der virkelig et rum for Costa og Pedro at angribe, hvis det lykkes Chelsea at spille gennem kæderne.
Mourinhos løsning var ret simpel igår med mandsopdækningen. På den måde skulle forsvaret ikke konstant tage stilling til Hazard, men kunne blive i formationen og holde de faste aftaler. Det kostede så på midtbanen, men her lykkedes det så at lade Kante være mest på bolden.
Tilbage til Pogba. Det var hans lange afleveringer, der var essentielle for, at Man. Utd. kunne ramme Chelsea rent taktisk. Men kampen var i høj grad en defensiv kamp, og her bidrog Pogba med meget lidt. Man kan selvfølgelig mene, at Man. Utd. var heldige med, at der ikke blev dømt for hånd på bolden ved Rashfords scoring, og Herreras mål var et langskud fra en halvumulig position, der så bliver rettet af. Men det var stadig mere, end hvad Chelsea præsterede, så selvom kampen var chancefattig, så var det, når alt kommer til alt helt fortjent, at Man. Utd. vandt. Men det havde ikke ret meget at gøre med Pogba vs. Kante, som jeg ser det.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"