Redigerettors 14. dec 2017
Jeg så kampen på en tvivlsom forbindelse, der ofte gik i stå, blev tildækket med reklamer og i hvert fald helt sikkert ikke var hverken HD eller 4K. Derfor vil jeg afholde mig fra at lave de store konklusioner, men overordnet tror jeg det er fair nok at sige, at der var tale om en række solide enkeltmandspræstationer men en skidt indsats som hold.
Mata var min MOTM. Forsøgte efter bedste evne at cirkulere bolden rundt og sætte noget op. Kom godt omkring på banen og fik selvfølgelig også assisten til Lukakus mål. Lukaku lavede få fejl i det opbyggende spil og satte mange ting op til især Lingard, der desværre havde skruet støvlerne forkert på i går, som jeg så det. Shaw viste igen god gejst og kom godt med over kanten (vigtigt, at han også har overskud til det i en 4-back og ikke kun, når han ligger som wingback). Jones vandt alle sine dueller i forsvaret og fortsætter sin gode sæson. Jeg kan ikke huske at have set ham bedre end han er lige nu. Og så er der Scott McTominay. Wow, hvor han imponerer mig. Han har så meget af det vi savner, når Pogba (og Fellaini) ikke er med. Han tør gå ind og bruge sin krop mod de store, voksne mænd fra Bournemouth, han tackler så det synger, han driver bolden enormt godt frem (bedre end både Herrera og Fellaini), og så har han faktisk et godt blik for en fremadrettet aflevering, som han også tør slå. Jeg tror Herrera skal sørge for at se sig godt over skulderen, for han kunne godt risikere at miste sin plads hvis McTominay fortsætter sådan her. I min bog bør han i hvert fald allerede stå foran Herrera i køen.
Mourinho talte også lidt om Bailly i går. Han står muligvis over for en operation, og så skal vi nok ikke regne med at se ham igen lige foreløbig.
Jeg håber McTominays præstationer viser Mourinho, at han kan stole på de unge. For Tuanzebe er vel den af vores forsvarsspillere, der minder mest om Bailly. Dygtig duelspiller, lynhurtig og meget atletisk. Og så har han allerede vist, at han kan spille i PL.