Om Fa cup og LaPioches link:
Man skal være meget ubekendt med Uniteds historie og måske ikke mindst med de engelske fans prioriteter, for ikke at forstå at FA Cuppen er hestehoveder foran EL i britiske fans øjne.
De tåler ikke sammenligning. FA Cuppen er en historisk for fans, ikke blot fordi man har vundet den så meget som man har. Men nok så meget pga. af det mest DNAforklarende nederlag klubben nogensinde (rettere, så længe jeg kan huske) har lidt.
Den lørdag eftermiddag i 1979, hvor Arsenal vandt 3-2 i finalen, var måske den enkeltstående fodboldkamp i Uniteds historie, der er den stolteste.
For fans kan nederlag altså være sejre også og i klubben sporede man i tiden derefter også større fanskare end nogensinde. Også selvom det varede mere end ti år før mesterskabet igen kom i hus.
Årsagen var hvad nogen ville kalde heltemodighed, andre måske stupid naivisme.
Man U var nærmest spillet ud af brættet, ikke ulig Champions League finalen mod Bayern München, men Uniteds konsekvente, ubønhørlige angreb kørte på sigt Arsenal over. 0-2 blev til 2-2 inden for de seneste tyve minutter og United havde ikke fået nok. Holdet maste fortsat på, selvom omkamp med momentum lå kun få minutter fremme.
Der var et par chancer, men i stedet lykkedes Arsenal med en kontra og alt var tabt.
Det vil sige alligevel vundet, for "boring Arsenal", som de dengang blev kaldt, var trods sejren ikke samtaleemnet blandt fans.
Det var derimod holdets indstilling og charme. Fansene skulle have haft den ultimative oplevelse.
Så jo, Fa Cup´en er kæmpestor i United og Europa League en dværg i sammenligning.
Man kan naturligvis forstå, at de der ikke var på Wembley eller foran flimmeren den dag, forstår hvad jeg fabler om, men vi andre som var, ved.
Dengang rasede også en diskussion, som den vi har her i tråden. Ikke om EL, men om Uniteds spillestil.
Skulle man ikke være lidt mere pragmatisk og gå efter at vinde i stedet for at charmere? Det syntes Uniteds ledelse tilsyneladende også, så man spillede et par ultrabritisk uden større succes.
Spillet var ad h til og man forsøgte sig med Arnold Mühren på holdet. For uindviede var han en af 2 hollændere, som i årene forinden havde vist briterne at spil med europæsik tilsnit, ikke alene kunne vinde, men også charmere mere end klassisk kick and rush. Også i premier league.
Det var ikke nok og først med Fergies ankomst ændredes spillet mod de traditionelle dyder. Fladt spil og uafladeligt angreb. Jo hurtigere, jo bedre.
Vi ser nu City have succes med præcis den spillestil, i Peps lidt anderledes regi, men grundpillerne er de samme. Uafladeligt angreb med fart.
Ser man sig omkring blandt de fleste af de bedste hold derude, er netop dette kendetegnende for dem.
Man går ikke på kompromis med angrebsiveren.
Det er præcis den tilgang, oldinge som jeg savner nu om stunder. For, som jeg ser det, skal United befinde sig på øverste hylde på alle parametre.
Og det er derfor, at Mourinho efter min mening ikke dur.
Omkring LaPioches indlæg, så er den statistik ganske imponerende og har selvfølgelig fat i noget essentielt. Pogba er dygtig og United spiller bedre med ham på holdet. Sådan er det vel bare. (også tak herfra, LaPioche, for research og deling)
Når det er bedst, er det fordi Pogba tager personlige valg, der udfordrer modstandernes organisation og gør United mindre forudsigelige.
Også her undrer det mig at det faktum ikke spiller en rolle for Mourinho, når Pogba ikke spiller.
Her er alle taktisk låst. Hver og en.
For mig er netop det faktum et lige så betydende element i den fine statistik
Og selve begrundelsen for at personlige friheder for spillerne er vejen frem, ikke det modsatte. Nytter ikke at kun Pogba og evt. Zlatan kan og må.
Det rækker ikke mod Citys totaloffensiv i det lange løb
Præcis det ligger til grund for min holdning til holdets nuværende spillestil.
Altså en blanding af historie og, efter min mening, forståelse af hvad virker.
Pyh, den var lang. Håber nogle af jer når igennem :)
Kun døde fisk flyder med strømmen!