Jeg forstår ikke, at det stadig kan være til debat, hvad Mourinho gerne vil, og hvad det kan tænkes, at han gerne vil.
Han er inspireret af Van Gaal på de to første tredjedele af banen i forhold til, hvordan spillerne skal instrueres, og hvordan de skal trænes. Alt er meget regelbundet og stramt. Taktisk er han af den italienske skole. Sacchi er nok den oplagte reference, og hans fodboldfilosofi går ud på at gøre rummene på banen så små som mulige. Mourinho har også i sin Man. Utd.-tid gentagne gange udtalt, at han har domineret modstanderen ved at lade dem have bolden på ufarlige steder. Det betyder ikke, at Mourinho ikke gerne vil have bolden, men for ham handler kontrol om, at holdet står rigtigt uden bold og lukker modstanderen ned.
På den sidste tredjedel af banen går han ind for frihed til individualisterne. Spillerne må sådan set gøre, hvad de vil, hvis de har fået licens til det, eller hvis de ikke løber dumme risici. Ellers er spillet meget skematisk, og det er essentielt, at der er en targetman at spille bolden op på og sigte efter i feltet. Det er forholdsvist britisk, og ikke ulig hvad Ferguson tyede til, når han ikke blev inspireret af en af de udenlandske assistenter. Mourinho har også udtalt, at han her har skelet mere til Robson end Van Gaal.
Mourinho vil altid vinde defensivt i sammenligning med andre store trænere, der har en anden filosofi. Det er utopi at tro, at man kan få en træner, der kan få et hold til at forsvare som Mourinho, bygge spillet op som Guardiola og presse som Klopp.
Men det er bare taktikken. Så er der tilgangen til trupopbygning og spillerudvikling. Mourinhos koncept er forholdsvis let at implementere, da det meste af det taktiske arbejde relaterer sig til to tredjedele af banen, og da defensive pas i reglen er af kortere varighed end offensive (trænere har det med at inddele sæsonen i "blocks", hvor der fokuseres på bestemte dele i disse "blocks". og det er afstemt i forhold til en masse ting - bl.a. kampprogrammet. Det er derfor, at visse trænere gerne ser pauser undervejs i sæsonen, og hvorfor det kan forekomme mærkeligt, at visse problemer ikke bare løses på træningsbanen. Når først sæsonen er igang, kan det have omkostninger at ændre træningsplanen). Det er en bedrift at få noget simpelt til at fungere på højt plan og give titler - det er faktisk en enorm styrke. Men det former også Mourinhos tankegang, når det kommer til en lang række beslutninger. Etablerede topspillere er lettere at integrere og få til at præstere, hvis de har de rette kompetencer. Der skal arbejdes mindre med de mentale aspekter, og de skal coaches mindre i dagligdagen. Og offensiven er lagt meget an på, at han har adgang til den færdige vare, da den offensive frihed ellers ikke er til megen nytte.
Det er konstant op til spillerne at bevise, de er gode nok. Mourinho gider ikke vente. Det kan hans tilgang ikke holde til. Det er for omkostningsfuldt og for risikabelt. Og det kan især være hårdt for unge spillere. Når Mourinho tiltræder, bliver bundniveauet som regel hævet, og han har et netværk og et CV, der tiltrækker topspillere. Men man ser heller ikke den samme spillemæssige udvikling hos hans hold som hos andre storhold videre frem.
Derfor tror jeg heller ikke, at købet af Sanchez kan koges ned til et spørgsmål om penge. Sanchez har før spillet under Guardiola, og han trivedes ikke i de fastdefinerede roller og systemer. Han skal have plads og frihed, og derfor var hans præstationer på landsholdet også altid mere opløftende og spændende end for Barca. Den samme frihed fik han tildels i Arsenal, og det kan han få i Man. Utd.. Og omvendt er Sanchez netop en topspiller, som Mourinho stort set bare skal sætte på holdkortet. Der er ikke så mange relationer og spilmønstre at skulle tage højde for, fordi Sanchez bare kører på sit instinkt og sine evner og samtidig er klog og rutineret nok til at undgå de fleste blindgyder og fælder.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"