Snak

Mere indhold efter annoncen
Spændende trøjehistorier. Jeg har personligt kun ejet Giggs-trøjer. Da jeg var knægt var jeg en gudsbenovet venstrebenet dribler og havde kun 2 spillere jeg virkelig så mig selv i - Maradona og Giggs. Maradona fra de første år jeg begyndte at interessere mig for fodbold og Giggs fordi jeg mødte ham som 10årig i starten af 90erne på akademiet, og lige siden har været min favoritfodboldspiller - og så var begge vel kun venstrebenet ligesom mig selv - det højre var altid ikke-eksisterende. Det er vel også derfor jeg i min egen drømmeverden ser Giggs som en kommende united-manager - og den drøm hænger stadig i.
Synes også Cantona havde den fede attitude du beskriver UB - arrogant på den der franske måde..æ Og så med halskraven rullet op...
LUHG
Fint personligt indlæg Toggle

Kan også bidrage med lidt tilsvarende, omend med modsat fortegn.

Begyndte at interesse mig for alvor for fodbold i 5-6 årsalderen. Dengang måtte man først melde sig i klub, det år man fyldte otte, så jeg var henvist til at spille på en iøvrigt fin græsplæne ikke langt fra hvor jeg boede. Vi var en del knægte der spillede der og jeg var den yngste. Som helt almindelig højrebenet spiller blev jeg enormt benovet over en lidt ældre drengs kunnen med sit venstreben.
Det vil jeg fanme også kunne, tænkte jeg, og det næste års tid forsøgte jeg at gøre alt med venstre ben. Drible, sparke og ikke mindst at bruge højrebenet primært til at holde balancen på.
Blev selvfølgelig ikke venstrebenet af den grund, men senere kom den træning mig i høj grad til gode.
Da jeg startede i klub, sammen med et hav af andre drenge, blev vi grovsorteret.
Som højrebenet spiller med god teknik, var sagen klar. Jeg skulle spille højre wing.
Efter godt et års tid ændrede det sig og jeg blev placeret som venstre innerwing, givet fordi holdet savnede venstrefødder.
Faktum er dog at jeg i mine resterende godt 30 fodboldår, spillede enten venstre midtbane eller offensiv midtbane, afsluttende med venstre fløj, da løbepensumet ikke rakte til meget mere.
Den beundring jeg som lille fik for venstrebenede teknikere varer ved, så jeg forstår glimrende din benovelse over Giggs.
Fandt dog ud af at netop at kunne drible og sparke med begge ben, var en enorm fordel, for jeg kunne beskytte bolden med min krop uanset hvor jeg blev angrebet fra. Sparkede i hele min tid næsten alle offensive dødbolde, inklusive hjørnespark i højre side med venstre og omvendt.
Benovelsen over den dreng, jeg ikke husker hvad hed, gav pote over tid og hvor ville det dog være rart om eksempelvis en Martial havde tillagt sig det samme i en tidlig alder. Han ville være så giftig.
Kun døde fisk flyder med strømmen!
fynbo,

for mig blev cantona symbolet på uniteds totale forvandling i 90´erne, glem ikke at united tog 4 mesterskaber i de 5 år cantona var i klubben. og havde cantona ikke fået den lange karantæne som hans karatespark udløste, så er min påstand, at united havde taget 5 mesterskaber i streg, men lad nu det ligge. det er sandt, at cantona osse var kendt som en egocentrisk troublemaker af guds nåde, og at han da også havde primadonnanykker i stor stil, men når det er sagt, så bidrog cantona med sine ekvilibristiske evner til at gøre uniteds angreb fuldstændigt uforudsigeligt og vanvittigt kreativt - og fuldstændig uden fortilfælde - og det var på den baggrund, at jeg kunne tilgive ham sine mange dæmoniske indfald, som han havde en del af, både uden for og inde på banen, det vil jeg ikke benægte.

ang. scholes, så elskede jeg ham ubetinget for sit eminente blik og arbejdsraseri, men også for sit ydmyge og beskedne væsen, der fx satte beckhams glamourliderlighed/narcissisme i relief. så selv om der er stor forskel i personlighederne, står cantona og scholes stadig for mig som de største personligheder i uniteds (nyere) historie. i min bog kommer ingen andre helt derop, hvor de to var.
gik i seng efter første halvleg
u_b

Unægteligt svært at være uenig i den analyse også selvom holdet dengang indeholdt mange beskedne holdspillere, med hjertet på rette sted.
Skulle jeg være en anelse uenig, så er det når du skriver at Cantonas evner er uden fortilfælde.
Du er pga, alder nok lovligt undskyldt, men der var en også knap så beskeden Belfastdreng en gang. Som kunne alt med en bold, med begge ben og samtidigt havde et rigtig godt blik for spillet. Hans problem var at berømmelsen steg ham til hovedet og at han blev brugt udelukkende som højre wing. Med en anderledes psyke og en større forståelse for hvad den knægt kunne, ville det ikke være urimeligt at tro, at han og ikke Johan Cruyff, vile have været den spiller, der for alid ændrede spillets karaktér.
Det er selvfølgelig George Best jeg tænker på.
Han var dribler, men kunne så meget andet også, bortset fra at holde sig fra pigerne og sprutten.
Kun døde fisk flyder med strømmen!
Du er pga, alder nok lovligt undskyldt, men der var en også knap så beskeden Belfastdreng en gang. Som kunne alt med en bold, med begge ben og samtidigt havde et rigtig godt blik for spillet. Hans problem var at berømmelsen steg ham til hovedet og at han blev brugt udelukkende som højre wing.

Hehe, hvis du havde udeladt "knap så beskeden", var det lige før jeg havde troet, at du var en af de få der ikke havde sin vante gang i klubben, der havde set Adrian Doherty spille dengang han var på ungdomsholdene i United.
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Crazy

Nej jeg havde ikke fornøjelsen af at se Doherty, hvad vi efter beskrivelsen nok er mange der ikke har.
For de der er begejstrede for statistikker, kunne det være interessant hvis det er muligt at godtgøre hvor mange talenter der går tabt, kontra hvor mange der slår igennem. Og at det langt fra altid er de bedste, som går hele vejen.
Min fornemmelse er at der er langt flest af sidstnævnte, men måske det har ændret sig med tiden.
Man kan nok heller ikke se bort fra, at blandt de som slår igennem, har mange profiteret meget undervejs af nogle af de som ikke har. I form af nødvendigvis at skulle steppe op, før at imødekomme de andres kunnen.
Fodbold er som så meget andet en barsk verden, hvor vinderen tager det hele og hvor ufine manøvrer stortrives.
Kun døde fisk flyder med strømmen!
@TCG

For mig er Scholes den bedste spiller der har båret en United trøje (Altså i min levetid.

Du mener ikke, at Cristiano Ronaldo eller Cantona var bedre?

her må jeg sige nej det mener jeg faktisk heller ikke de var. Scholes er for mig den bedste og mest undervurderede spiller der har spillet i vores trøje i Ferguson æraen.

Havde han været fra Brasilien og lignet Ronaldo havde han vundet Ballon Dór flere gange men ak..han er Salford dreng og har rødt hår og lavede ikke andet end at passe sit job.

Som Neville engang udtalte i Monday Night Football: Scholes is the best player i have ever played with. I have played with a lot of stars and same was for them all, that they needed someone to make them work as a team. Scholes was our glue.
Hvor er det i øvrigt befriende, at denne tråd bare hedder "Man United-tråden" og ikke alt muligt bavl efterfølgende, som andre klubtråde.
To bedste fodboldtrænere verden har set: Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson. Begge i verdens bedste klub.
Haha ja Sandt Yildis :)

Fedefynboen er du så i den alder hvor du også kunne huske vores komet Duncan Edwards nu hvor vi er ved at tale om de legendariske spillere. Han nåede jo aldrig for alvor at folde sit talent ud desværre.

I den forbindelse havde Tommy Taylor jo også en vanvittig scoringsrate næsten a´la CR7 for det engelske landshold 19 kampe med 16 mål lgiesom han lavede 112 mål i 160 kampe for os.

Jeg selv blev fan i 70erne og husker spillere som Gordon McQueen og Lou Macari, Greenhof brødrerne og så dejlige Gary Bailey på kassen. Dengang blev jeg så betaget af United altid spillede fuld fart over stepperne uden nogen former for konsekvens. Det gjaldt mest om at forsøge score en mere end modstanderen (sådan husker jeg det i alt fald)

Men ham jeg husker bedst af alle (måske fordi jeg selv var wing) var Steve Coppel, en fantastisk driblestærk højre wing som desværre måtte stoppe som 28årig pga. en korsbåndsskade.

@Muggedreng:

Åhhh Duncan Edwards, en af de største tragedier i fodboldhistorien. Trods alt flot af én som ikke nåede at folde sit talent ud - at blive nr. 3 i ballon d´Or afstemningen i 1957.

Selvom han døde som 21-årig nåede han faktisk at vise sig rigtig godt frem. Men du har da ret i, at han nok ville blive husket som én af de allerstørste, såfremt han havde haft +10 år mere at vise sig frem i.
To bedste fodboldtrænere verden har set: Sir Matt Busby og Sir Alex Ferguson. Begge i verdens bedste klub.
Annonce