LaPioche
"Jeg har det lidt sådan, at der er konkrete forventninger til de enkelte kampe, og så er der de mere generelle forventninger til spillet som helhed. Jeg kan simpelthen ikke sidde og holde enhver præstation op mod de generelle forventninger hele tiden."
Det er nok præcis her vi to går galt i byen af hinanden.
Og dermed også begrunder de fraktioner, der er her i tråden.
For mig er det umuligt at bibeholde et positivt fremtidssyn, hvis ikke der er en rød tråd, der signalerer at henne om hjørnet venter noget bedre.
Som spiller i sin tid, kunne jeg sagtens komme over et nederlag, med bevidstheden om at der er en ny kamp i næste uge og at der forinden er nogle træningspas, der kan rette op på skavankerne og genskabe selvtilliden.
Dette sidste taler for dit synspunkt, men når den røde tråd (set over tid) udgør en gordisk knude, der ikke umiddelbart synes at kunne løses, så forhindres jeg i at kunne bilde mig selv ind, at det dér henne om hjørnet eksisterer.
Har aldrig været fan af Mourinho. Men kunne dog nogle måneder sidste sæson væbne mig med tanken om at han måske kunne rette skuden op hurtigt.
Det skete, men han var ude af stand til at implementere en spillestil, som peger fremad. Man kan sige at han er god til den enkelte kamp, men uhyre begrænset på den lange bane.
Og her er vi så nu, yderligere godt et år senere og absolut intet er forbedret. Tværtom synes spillerne fuldstændigt at have tabt sutten.
Er det en dygtig træners værk?
Er det hvad United bør stille sig tilfreds med?
Nej og atter nej. Det er patetisk.
Isoleret set kan en pragmatisk indsats mod et Brightonhold, der forventeligt bør slås, akcepteres. Ja, tilmed forstås. Især på en iskold dag, hvor kampen "bare" skal overstås. Men det skal jo være undtagelsen, ikke reglen.
Ellers synes jeg man skal gøre vold på sig selv, ja lide af udpræget selvbedrag, hvis et generelt positivt fremtidssyn skal kunne finde rum.
Er ikke i tvivl om at United igen kommer på sporet, men der skal ændringer til og jo før jo bedre.
Den sportslige ledelse er under par for tiden og har efter min mening et forkvaklet fokus.
Fans regredierer og spillerne synes frataget enhver spilleglæde. Det kan sgu ikke være rigtigt. I en klub hvor spilleglæden ALTID ellers har været meget synlig.
Hvor skal det næste kuld af Unitedfans komme fra med den virkelighed vi oplever pt.?
Og hvordan skal man kunne tro på at klubben kan tiltrække de bedste spillere, med det mindset?
Håber at jeg snart igen kan fravælge at zappe over på badminton el., når "mit" hold spiller. Som jeg håber at en Unitedkamp igen bliver noget jeg glæder mig til, i stedet for at omgive med frygt eller det der er værre. Ligegyldighed.
Kun døde fisk flyder med strømmen!