Jeg synes nu godt, at man udvide øverste hylde til, at det er de spillere, som er i betragtning i flere topklubber, men som ikke nødvendigvis allerede er en profil i en topklub. Mkhitaryan, Pogba, Lukaku og Sanchez er fra den hylde.
Mourinho har et suverænt netværk. Og det skal ikke bare forstås som telefonnumre. Han har Mendes i ryggen, og det er klart, at det giver vind i sejlene. På mange måder tænker megaklubberne - altså de suverænt rigeste klubber - fodbold som en filmproduktion, hvor et a-cast er et must for, at produktet overhovedet kan sælges, og selvom Mourinhos fodbold ikke er den mest besnærende, så er hans koncept hurtigt at implementere og plejer at kaste titler af sig, og titler er det de færreste hold, der kan garantere, hvorfor det ofte kan trumfe alternativerne, selvom de kan tilbyde “sjovere” fodbold.
Problemet for Mourinho opstår på den lange bane, når de første titler er i hus, og konsekvenserne af de begrænsede muligheder for individuel udvikling viser sig. Det kan være svært for unge spillere at affinde sig med det, og for de profiler, der måler sig med profilerne i andre topklubber med en spillestil, der lægger op til mere ambitiøst offensivt spil. Dels er der ambitionen om at blive betragtet og hyldet som den bedste, og dels er der ambitionen om at blive udfordret og rykke sig personligt.
Mourinho var på mange måder nytænkende og revolutionerende, da han kom til engelsk fodbold første gang - hans form for fodbold var det nye sort og satte standarden internationalt sammen med andre ligesindede. Og han kom til en klub, hvor han ikke havde en enorm arv at leve op til. Afskeden med Chelsea skyldtes i høj grad Abramovic og hans indkøb og ikke som sådan et tabt omklædningsrum.I Inter var det også let at lade titlerne tale for sig selv, og Mourinho skulle heller ikke på samme måde retfærdiggøre sin fodbold overfor omverdenen, da den er meget italiensk. Her var indtrykket heller ikke, at omklædningsrummet var tabt. Han var det bedste, der var sket for de to klubber, og det var det primære. Og hans fodbold var den bedste til at skabe resultater. Og sidst men ikke mindst havde han pengekasser, som gjorde konkurrenterne blå af misundelse, og som tillod en del fejlkøb og udskiftninger.
I andre lande er der så samtidig ved at opstå tikitaka-og gegenpressing-fodbold - ideer, som udfordrer Mourinhos grundantagelser om, hvordan man vinder fodboldkampe. Da Mourinho kommer til Real Madrid, skal han ikke bare besejre tikitaka i et par knockout-kampe - han skal hver uge bevise, at hans filosofi er tikitaka overlegen. Og det skal han også indadtil overfor især de spanske landsholdsspillere. Mourinho reagerer ved at udvikle en endnu mere radikal eller ren udgave af sin filosofi. Han går altså endnu mere over i den anden grøft fremfor at nærme sig den nye fodbold, og han gør det i en klub, hvor der er visse forventninger til spillet på banen.
For Mourinho udvikler fodbold sig til ikke kun at handle om at vinde, men også om at få ret. Efter returen til engelsk fodbold synes Mourinho ikke helt så idealistisk. Men han står stadig fast på sin form for fodbold. Den har bare sværere kår nu end sidst, fordi den offensive fodbold vinder titler, fordi der ikke ligesom sidst er en klub, hvor der ikke er en arv at føre videre eller traditioner at leve op til, og fordi Mourinho ikke har en økonomisk overhånd, hvilket betyder, at fokus hurtigere vendes de individuelle spilleres udvikling eller mangel på samme. Han bliver altså nu i langt højere grad konfronteret med de negative sider eller fravalg, som hans fodbold medfører og altid har medført.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"