Snak

Når vi nu taler om Fergie godt kunne lide 1-0 sejre, så tror jeg ikke han mente det var fordi man skulle gå efter at vinde 1-0.

Jeg har i et interview med Scholes i alt fald set at The Ginger Prince udtale om Ferguson

"Han ville have alle afleveringer skulle være fremadrettede. Det kunne som midtbanespiller være meget svært og man vidste med det samme man havde lavet en tilbagerettet aflevering så var der hell to pay i pausen eller efter kampen"

Det siger vist lidt om den forskel der er på Mou og SAF

Mc86 fortsætter desværre med at blive personlig, og det har jeg det stramt med

Ej nu stopper du.. Tænk lige tilbage og se hvorfor jeg skrev til dig..!! Det var fordi DU Mr Pink, gik i personligt angreb mod dem som ikke delte din holdning, og kalder dem unormale. Så prøv du bare at tørre den af på mig - men du startede den selv..
Det er i øvrigt hverken modent eller ydmygt.

Vel talt Muggedreng!

1-0´ere kan ikke undgås og er selvfølgelig bedre end 0-0 eller 0-1
Men det kan aldrig være målet og er bestemt ikke attråværdigt i en klub som vores.

Forleden beskrev du så glimrende hvad gjorde United til den klub den er.
Det ville være en katastrofe at stille sig tilfreds med mindre

Altid hellere 4-3 end 1-0!!!
Uanset modstanderen

Det, Ferguson lægger vægt på i citatet, er indstillingen, forsvarsarbejdet og at fremstå som et hold. Det er med andre ord fundamentet. Det var også Ferguson, der sagde noget i retning af, at angreb vinder kampe, forsvar vinder titler. Det er ikke en universel sandhed. Det er en holdning til, hvad der er vigtigst i fodbold.

En holdning, som jeg tror, Mourinho deler fuldt ud.

Jeg tror ikke, at der var et bestemt tidspunkt i sæsonen, hvor Ferguson foretrak 1-0-sejre. Jeg tror, han gladeligt tog imod dem hvornår som helst. Men der var perioder, hvor holdet var sat op til at spille med minimal risiko - oftest, når holdet var presset eller ramt på selvtilliden. Som efter nederlaget til Man. City i 2012, eller da Newcastle skulle hentes i 95/96.

På de tidspunkter søgte han tilbage til fundamentet, til DNA’en. Hårdt arbejde, en kompakt defensiv og holdånd. De ting var en forudsætning for alt andet. Ferguson kunne godt undvære sprudlende offensivt spil og målorgier, hvis bare sejrene kom i hus, men han havde i perioder med momentum ikke konstant hånden på håndbremsen, som man kan mistænke Mourinho for.

Der har så været andre trænere, der igennem tiden har forsøgt sig med noget andet med varierende succes. Evans og Keegan var vel de to trænere, der tydeligst forsøgte at give den engelske 442 et mere offensivt udtryk i 90’erne. Senere kom de kontinentale taktikker til PL.

Fribytter

Tesen om at angreb vinder kampe og forsvar mesterskaber er gammelkendt og ikke en "opfindelse" af Ferguson.
Men det er også en floskel, for følger man tanken til dørs, slutter alle kampe 0-0. Hvad i Premier League gi´r 38 point, som vel kun lige rækker til at undgå nedrykning.

Ergo kan det ikke være en generel strategi, hvis man vil noget mere.

Der hvor du efter min mening har ret, er at som teamfokus EFTER boldtab, er det essentielt.
Tankegangen indeholder derimod ikke nødvendigvis det strategiske fokus, at man til hver en tid skal vægte forsvar højest, også når holdet er i boldbesiddelse.

Det er her Mourinho har en defekt tilgang.
Han giver aldrig los og lader dermed ikke holdet improvisere.
Så længe man vinder, skaber det ikke frustration blandt spillerne, men når man ikke gør, er det en anden sag.
Er der noget, der udvirker mental træthed i et hold, er det følelsen af at det man gør er omsonst og efter min bedste vurdering netop årsagen til at Mourinho i ethvert job har en kort udløbsdato. (og som gør ham til en andenrangs træner i min optik)

I enkelte kampe, som til eksempel den i Sevilla, kan pindsvinebold som udgangspunkt give mening, hvad også Ferguson praktiserede.
Men er det en konstant, at man ALTID skal have sit fokus på restforsvar, dør gnisten hos alle kreative spillere.

Summa summarum. Den generelle tilgang til spillet må derfor være, at skabe en spillestil, der tilgodeser det offensive, med mulighed for at den enkelte kan bryde mønstret, når lejlighed byder sig. Hvad enten det sker via en dribling eller et dybdeløb. (vi hylder alle Scholes som en af klubbens ikoner og han kunne ikke være blevet den han var, hvis han ikke havde brudt mønstret i utallige tilfælde og givet fanden i restforsvar. Deraf hans mange mål qua løb i feltet)

Samtidig med at alle, i tilfælde af boldtab, giver sig helt for igen at få fat i klatten. Her har Mourinho også fejlet, for han har fra starten akcepteret at det ikke var nødvendigt for Pogba. En noget aparte måde at skabe teamspirit på, må man sige og bestemt ikke i Fergusons ånd.
Efter min opfattelse et resultat af en forkvaklet måde at skabe hierarki på og bestemt ikke gavnligt for en type som Pogba. Udover at det nødvendigvis må skabe frustration hos andre spillere på holdet, der ser det ske igen og igen.

Var det ikke bedre at hierarkiet fandt sig selv i takt med udfoldelsen af spillet?
Forstået på den måde, at ALLE får optimal mulighed for at udfolde hvad de er bedst til og at der er flere hierarkier afhængigt af spilsituationen.
Og så lade holdånden reparere fejltagelserne

Jeg vel gerne dementere den opfattelse, som nogen har givet udtryk for.
Det er ikke nogen god idé at satse hovedløst offensivt konstant. Det er ikke min holdning og næppe heller nogen andres.
Men OFFENSIVEN er og bliver drivkraften mentalt for ethvert hold og for enhver spiller. Af den grund må den tankegang aldrig tilsidesættes og pakkes ind i en skematisk omgang robotbold.

Det er dræbende. Og intetsteds mere end i United, som historisk har den diametralt modsatte opfattelse af hvordan fodbold skal spilles

Nej, men Ferguson er stadig ophavsmand til det berømte citat.

Og jeg ved ikke helt, hvordan det med, at offensiven er og bliver den mentale drivkraft, skal forstås. Forholder det sig sådan eller bør det være sådan? Der findes mange succesfulde defensive trænere, så der må findes andre måder at skabe mental drivkraft på end at opfordre hold til at spille offensivt. Bør det være sådan? Tja, Ferguson ville nok ikke være enig med dig, men jeg forstår sagtens, hvis man foretrækker offensiv fodbold.

Jeg kan sagtens følge kritikken af Mourinho. Jeg kan bare ikke følge, at et defensivt fundament er et brud med klubbens historie og værdier.

Jeg er enig i, at Mourinho opererer med et strammere hierarki, end Ferguson gjorde. Men Ferguson tilgodeså nu også profilerne. Ronaldo havde meget få defensive opgaver, og Rooney blev flyttet rundt på banen for at imødegå, hvordan modstanderen ville udnytte Ronaldos defensive fravær. I den henseende var Ferguson vel lidt en pioner i brugen af den defensive forward. Nistelrooy gad ikke jagte bolde som Cole og Yorke, og det var ikke et krav fra Fergusons side, at han skulle gøre det. Og Berbatov og Cantona var heller ikke ligefrem holdspillere.

Lampard var ligesom Scholes god til at komme med i feltet under Mourinho i Chelsea, så målfarlige midtbanespillere er der også plads til hos Mourinho.

I Porto, Chelsea og Real Madrid har Mourinho præsteret vanvittige sæsoner rent pointmæssigt. Han har generelt været rigtig god i cup-turneringerne i alle klubber. Der er ikke meget, der peger på, at Mourinhos form for fodbold ikke kan sætte konkurrenterne til vægs under de rette omstændigheder.

Det nuværende Man. Utd.-hold kan dog ikke måle sig med de storhold, Mourinho tidligere har stået i spidsen for. Der mangler spillere, der kan skabe en kompakt defensiv i verdensklasse, og generelt har Mourinho aldrig virket som en del af eliten, når det kom til rekruttering. Jeg forstår heller ikke, hvordan Mourinho har grebet kantspillet an. Fart og indlæg plejer han at være meget glad for, men valget af spillere og manglende indkøb gør, at det tit bliver en underlig omgang uden rytme.

Jeg mener ikke, at selve fodbolden er det, der er den væsentligste forskel på Mourinho og Ferguson. Det er snarere tilgangen til spillerudvikling og skabelsen af en stærk holdånd. Men Mourinho er heller ikke en klubmand, så det er sjældent noget, han prioriterer særlig højt, tror jeg.

Man skal dog ikke forvente, at Mourinho stabler en offensiv på benene, som da Ronaldo, Tevez, Rooney og Nani huserede oppe foran. Men i den forbindelse har Ferguson så også rost Queiroz meget. Grundlæggende er offensiven Mourinhos akilleshæl (alle trænere har svagheder), men Mourinhos offensiv er igen ikke langt fra klassisk engelsk fodbold. Mourinho foretrækker ikke 442-opstillingen, men det ustrukturerede/frie angrebsspil og prioriteringen af kontrafasen har han fra Robson, og det kan føres tilbage til Alf Ramsey. Og det var også sådan, Man. Utd. angreb i store dele af halvfemserne.

Selvom Moyes ikke var førstevalget, så er det ikke tilfældigt, at Ferguson tilbød ham jobbet. En træner med fokus på en kompakt defensiv og klassiske engelske dyder.

Fribytter

"Og jeg ved ikke helt, hvordan det med, at offensiven er og bliver den mentale drivkraft, skal forstås. Forholder det sig sådan eller bør det være sådan?"

Uden at hævde, at jeg (eller nogen anden) kan være helt og aldeles objektiv, vil jeg sige begge dele.

Til den objektive del hører at man kan forsvare sig længe og intenst, hvis man føler der er noget at forsvare, eksempelvis en føring. Føringen skal dog etableres først, før den del holder vand over tid. Ellers er fokus ikke mulig at fastholde.
Dertil kommer at selv den bedste forsvarer også er interesseret i det fremadrettede spil. Af 2 grunde. Dels giver det yderligere mod på livet at holdet scorer og dels ved enhver forsvarer at så længe klatten befinder sig oppe i den anden ende, er der tid til at genvinde åndedrættet og modstanderne scorer i al fald ikke så længe.
Ydermere er der de mere kreative kræfter, som oftest også er de offensive. De har offensiven i blodet fra barnsben og higer konstant efter netop den.
For både de mere og mindre kreative typer, er der altså det fælles træk at man gerne vil fremad mod de hvide stænger nede i den anden ende.

Mere subjektivt er jeg også af den helt klare overbevisning, at det fremadrettede, positive spil giver et kick, som alle spillere trives med. Og vinder selvtillid ved.
Læg dertil at jeg så helt klart mener, at vel er der gode defensive hold derude. Vel bedst illustreret nu ved Atletico og i tidligere tider var Inter et klassisk eksempel med deres catenaccio. For den sags skyld også Uruguays og i mindre grad Argentinas landshold.

Den vigtigste grund til at jeg hælder til offensiv spillestil, er dog at jeg mener det bevist, at alle hold, der er gode over tid, praktiserer netop det.
Nu til dags mere end nogensinde tilmed.

Min tilgang er at United bør høre til den eksklusive gruppe af klubber, der praktiserer offensiv bold, med deres helt eget udtryk.
Det udtryk eksisterer, er hvad jeg i sin tid forelskede mig i og jeg ser ingen som helst grund til at det ikke også vil være det rigtige at gøre i dag.
Det holder spillerne mentalt fokuserede, det begejstrer vi fans og det virker tillokkende for fremtidige targets for indkøb.

Hav venligst in mente, at jeg naturligvis også mener at defensiven er vigtig. Men at den altid må komme som plaster på såret, når offensiven mislykkes.
Det kan i min optik ikke være omvendt

PS! Iøvrigt er jeg enig med dig i at Mourinho savner kærligheden til klubben som positiv forstærker og drivkraft. Er der noget, den mand føler kærlighed for, er det nok primært ham selv.

@ fedefynboen

Ok, personligt hælder jeg ikke til en spillestil fremfor en anden.

Jeg synes, Simeone er enormt spændende.

Sacchi har også sat et stort aftryk på moderne fodbold og er nok den træner, der har inspireret Mourinho mest, og Italien har generelt leveret mange store trænere med et defensivt udgangspunkt. Jeg kan ikke se, at den defensive fodbold er den offensive underlegen. Jo måske i øjeblikket, men for tretten år siden forholdt det sig nærmere modsat. Den slags veksler. Den offensive fodbold har dog den fordel, at det ofte gør produktet fodbold mere appellerende og omsætteligt, og de her tider synes det at fylde mere og mere i klubberne.

Hvis vi holder fokus på Mourinho, så ønsker han i udgangspunktet ikke en boldspillende midtbane. Det er ikke midtbanen, der skal diktere spillet. Ideelt set vil han gerne have en spilfordeler i forsvaret og kreative kræfter blandt de tre forreste. Midtbanen skal dominere modstanderen fysisk og vinde bolde, og det opbyggende og kreative spil foregår på hver sin side af midtbanen. Han vil iudgangspunktet ikke benytte en Pirlo-type. Men hvis han kan få hele pakken i en og samme spiller, tager han den gerne. Spillere som Alonso, Carrick, Cambiasso osv. passer fint ind i Mourinhos system, da de har fysikken og mentaliteten til det hårde spil, der kræves på midtbanen. Det er her, Pogba kommer til kort. Han er ikke god til at holde organisationen og presse modstanderen som en del af de to bageste midtbanespillere.

Hvis Mourinho skal have en decideret kreatør som en del af midtbanen, og vedkommende ikke er en jernmand, så spiller vedkommende ofte den mest offensive position på midtbanen - eller alternativt foran en tremandsmidtbane - som Deco, Modric og Sneijder. Hvis den offensive midt er en del af tremandsmidtbanen, så vil den ene back oftest være defensiv som Arbeloa og Zanetti. Her kommer Pogba også til kort, da det kræver intelligent og omhyggelig bevægelse for at gøre sig spilbar på den anden side af midtbanene uden at forlade tremandsmidtbanen på et ugunstigt tidspunkt.

Kernen på holdet er sammenhængen mellem forsvar og midtbane. Hvis den er optimal kan holdet lukke rum ned afsindigt effektivt, og det giver lidt firkantet sat op to angrebsscenarier. I det ene scenarie vindes bolden, og modstanderen fanges ude af balance, hvilket giver mulighed for en kontra. I det andet scenarie vindes bolden, mens modstanderen er på plads. Her vil opspillet som regel indeholde sideskift enten ved en lang diagonal aflevering eller ved at bolden afleveres tilbage til forsvaret, der så bygger op i modsatte side. Det sikrer, at midtbanen ikke mister organisationen og ikke fejler på bolden.

Selve kontrafasen er ret interessant, hvis Mourinho har de rette spillere. Han sværger nemlig til en britisk form for kontraangreb med lange bolde fremfor hurtige kombinationer med flere stationer.

Og det er nok også en ret britisk fodboldopfattelse, der i det hele taget ligger bag hans offensive tænkning. Englænderne har det med at dele kampe op i situationer eller sekvenser og opfatte spillet mindre dynamisk. Det får spillet til at handle meget om dueller, relationer mellem spillere (ofte forstået som par) og at komme bagom modstanderens bagkæde. Meget af det kan opsummeres i angrebsduoen i front. Enten har det været den store og hovedsstødsstærke kolos sammen med den lille lynhurtige målræv (Toshack/Keegan) eller kreatøren sammen med afslutteren (Dalglish/Rush) i engelsk fodbold, og herved har man nærmest allerede beskrevet de situationer, som disse spillere fungerer i.

Begge typer makkerpar kan man ofte spore på Mourinhos hold på én gang i samme kamp, selvom han ikke opererer med en duo i front. Og Mourinho går efter at fremprovokere bestemte situationer, hvor hans hold kan vinde på enten fart eller råstyrke og luftspil, fordi han har de hurtigste og stærkeste spillere, og spillere, der kan sætte dem rigtigt op. Kontraer, indlæg og dødbolde.

Det er ikke sådan, at Mourinho ikke har tænkt den offensive fodbold ind i sit system. Men selve fundamentet for, at systemet virker, er forsvar og midtbane, hvilket betyder, at han lægger klart mest energi i arbejdet med holdet på de to første tredjedele af banen.

Det blev et frygteligt langt svar. Men for lige at vende tilbage til Ferguson. Jeg mener ikke, at han har stået for en særlig form for fodbold. I 90’erne var det typiske varianter over den britiske 442 med udgangspunkt i en kompakt defensiv og hårdt arbejde. I 00’erne forsøgte Ferguson at nærme sig en 443 og lykkedes til sidst med hjælp fra Quieroz. Til sidst vendte han så tilbage til noget, der minder om en engelsk 442. Og her ser jeg bare klare paralleller til Mourinhos form for fodbold, selvom der også er forskelle - dog med den undtagelse, at offensiven under Queiroz ikke ville være forenelig med Mourinhos koncept.

Jeg gad nu godt at vi gik over til den 443 du nævner, og at både modstandere og dommere er med på den :D

Vi spiller da bare uden målmand..

AT Sacchi har inspireret Mourinho er da ikke noget at være stolt af, italiensk fodbold har alle dage været dræbende kedeligt...fatter ikke at nogen nogensinde har været fan af det. Eneste undtagelser herfor er da da den hollandske trio foretog sit indtog i Milan.

Nej at være inspireret at trænere der mener 1-0 bare er det fedeste er sku ikke noget at være stolt af ...og de må meget gerne holde sig fra min klub for det har aldrig og skal aldrig være en del af det som bliver defineret som verdens største sportsbrand.

Det bliver det så heldigvis heller ikke...i dag løber der drenge rundt og vil være Messi og Ronaldo hvorfor?