Det kan måske godt være, vi skal have sat scenen ift. transfersæsonen, nu hvor den sat er sparket ind. Jeg vil tage udgangspunkt i The Times, fordi det er den mest troværdige engelske avis ud fra min erfaring. De kunne i søndags berette om, at Mourinho kigger efter 6 mulige indkøb (2xCM, VB, CB, RW, RB). Højre back skulle være der, hvor man er villig til at vente et år mere, da Valencia trods alt stadig gør det hæderligt.
Højre kant
Når det er nævnt, at Mourinho går efter en kantspiller, så må det næsten være fordi, man regner med, at Martial er fortid. Tidligere har han nemlig været ret konsekvent i sin udmelding om, at man ikke ville forstærke angrebet. Det er naturligvis bedrøveligt, hvis det kommer dertil hvor Martial søger væk. Vi har vendt det adskillige gange allerede, men for lige at slå en sløjfe på den, så mener jeg også der er korrekt at sælge, hvis han ikke vil forlænge. Så er det nu, vi skal få pengene tilbage for ham inden han har 12 måneder tilbage og vi kan blive presset til at acceptere et mindre bud. Hvis man sælger Martial, så tror jeg det er forklaringen på, at man forventer at købe 5 spillere i stedet for 4, modsate de sidste to sæsoner. Bestyrelsen har flere gange forsøgt at få Mourinho til at sælge, før han får lov til at købe, og hvis de kan se 500 mio. komme ind i kassen, er de måske mere tilbøjelige til at lade ham hente en ekstra spiller.
Bud på hvem, vi kigger efter? Willian har Mourinho været rygtet interesseret i siden han kom til. Der var lidt snak om Malcom i vinters, men det døde hurtigt ud igen. Der skal nok også være et par artikler, der kæder os sammen med Bale igen, men medmindre Real er villige til at sælge med rabat, så håber jeg ikke, det bliver noget seriøst. Der har været historier om Justin Kluivert, men det ville godt nok være et uprøvet kort at hente ind i en sæson, hvor Mourinho er tvunget til at levere, hvorfor jeg ikke rigtigt tror på det.
Central forsvar
Dagens historie i London Evening Standard er, at vi er tætte på en handel med Alderweireld i Spurs for et beløb i omegnen af £40 mio. Det lyder lige tilpas dyrt nok til, at der godt kunne være noget om det. Spurs vil ifølge historien erstatte ham med De Ligt i Ajax. Hvorfor springer vi ikke mellemleddet over og henter ham i stedet? £40 mio. lyder virkelig af meget for en aldrende forsvarsspiller, omend han da er bedre end alle dem, vi ellers har rendende rundt dernede.
Venstre back
Alex Sandro er det varmeste navn i øjeblikket, og det lyder også som en handel på £40-50 mio., selvom beløbet måske kan blive lidt mindre, hvis vi sender Darmian deres vej. I samme ombæring som historien om Farias afgang i weekenden, opstod der en historie om, at United mener de er 80-90% i mål med Sessegnon. Jeg tror bare ikke, at han skal spille venstre back fremover - han laver sgu for mange mål. Allerhelst ville jeg gerne have Kieran Tierney i Celtic. Han har lederegenskaber og spiller med hjertet ude på trøjen - begge dele noget, vi godt kunne savne i United.
Central midtbane
Milinkovic-Savic og Fred de navne, jeg ser mest til. Jeg har svært ved at se midtbanekabalen gå op med et indkøb af Savic, fordi han uden tvivl kommer til at koste et beløb, hvor han forventes at starte og Matic og Pogba nok forventer det samme. Jeg synes stadig der er for meget fysik og for ringe pasninger i en midtbane med Matic, Pogba, og Savic. Men det ville selvfølgelig ikke være første gang, at jeg er uenig i vores transferdispositioner, hvis det rent faktisk er planen at etablere dén midtbane.
Jorginho er min favorit, men jeg tror han ender i Liverpool eller City, hvis han skifter. Formentlig City, hvis han da ikke bliver afskrækket af konkurrencen om pladserne.
Højre back
Det er nævnt, at det her er positionen med lavest prioritet i det kommende vindue. Det kan jeg ærlig talt godt forstå, for sådan har jeg det også. Der trænger til en opgradering, men Valencia er trods alt bundsolid og en af de bedste på positionen i ligaen, så hvis den rigtige mulighed ikke kommer, er der ingen grund til at nøjes. Og jeg har egentlig lidt svært ved at se, hvem vi skulle hente. Thomas Meunier fra PSG kunne være et bud, men han må vel også ane en chance for at slå Alves af holdet dernede inden for nær fremtid. Han skulle være glødende United-fan og slår nogle pokkers gode indlæg til Lukaku på landsholdet. Men hvem ellers? Jeg kan faktisk ikke rigtigt se det.
Alt i alt
Det ser sgu dyrt ud. Der er ingen chance for, at det her kan klares for mindre end £200 mio., og det er nok endda lavt sat. Heldigvis kan vi for første sommer i lang tid forvente at få lidt penge ind igen fra spillersalg, når Darmian, Blind og en række andre (Smalling, Mata, Martial måske?) bliver solgt.