3 fantastiske sejre – med et helt andet udtryk
”Ro på, det er jo bare bundhold – kom tilbage når I har vundet over et af topholdene” synes holdningen at være hos andre holds fans
Så hvorfor jubler vi sådan? Alene fordi vi vinder 3 i streg, Pogba spiller godt, vi scorer mange mål? Hvis man har fulgt med de sidste 5 år siden Fergie stoppede, så vil man vide, at det har været en ørkenvandring. Ikke kun resultatmæssigt, men værst af alt spillemæssigt.
Først tog det Moyes ½ år at få et Mesterhold til at fremstå ordinært og samtidig fjerne frygten hos modstanderne, når de kom til Old Trafford. Katastrofe – især fordi han fra starten fjernede hele den tidligere trænerstab og dermed United ånden. Giggs gav os i et par kampe lidt af det gamle United, men da var sæsonen allerede ødelagt.
Så kom Van Gaal og med ham possession football. Jeg glædede mig. Under Sir Alex havde det gang på gang irriteret mig, at vi aldrig kunne træde på bolden og lige spille den rundt – bare engang imellem. Især i de kampe hvor spillet ikke flød, fortsatte vi med at spille en vej (fremad), og hver aflevering synes at skulle være den målgivende aflevering (tjubang fodbold blev det i de kampe, hvor vi ikke kunne sætte 3 afleveringer sammen). Men possession fodbold uden at sætte bolden på spil på noget tidspunkt er det kedeligste fodbold, man kan forestille sig. Van Gaal kedede os til døde. Bortset fra 1 måned (mener det var i det første år), så var der ingen svung i holdet, og selv med 70+% boldbesiddelse mod mindre hold havde vi kun 2-3 skud på mål. Til sidst kunne jeg lave alt mulig andet under kampen og blot se op de 3-4 gange, hvor stemningen fra publikum lige steg et par decibel. Det blev ikke længere vigtig at se Uniteds kampe. Hvilken befrielse da han forsvandt.
Up next, Mourinho. Jeg har altid godt kunne lide ham – hans mind-games da han var hos Chelsea første gang, og at han ikke selv var fodboldspiller og alligevel formåede at blive topcoach. Selv om hans fodboldfilosofi vel lå langt væk fra Uniteds, så troede jeg (naivt), at han måske kunne ændre sig, når nu lidt af United ånden smittede af på ham. Men tålmodighed var naturligvis vigtig efter 3 års katastrofe og ikke mindst en masse dårlige indkøb af spillere, som ikke alle ville passe ind i den nye stil. Selv om første år gav titler og spillet blev lidt bedre (flere chancer skabt), så var der en følelse af uheld med mange uafgjorte kampe og uforløst angrebspotentiale. Sæson 2 startede bedre angrebsmæssigt. Flere 4-0 sejre om end oftest vundet i det sidste kvarter. Men nu var vi på vej. Mere stolpe ind det år, men desværre var City også forfulgt af held (som de opsøgte i højere grad end os). Trods lovende start, så blev bremsen hurtig trukket igen i angrebsspillet, og bussen parkeret. Scor et mål og så hjem og forsvar – kedelig (igen blev det ikke vigtig at se United spille). Når forsvarspillet så forsvinder i år 3, hvad er der så tilbage? Åbenbaret kun at få sig selv fyret – og det var ikke for tidlig.
Flere spildte år? Ikke helt, for det viser sig, at de 3 managere har købt og (måske) udviklet nogle gode offensive spillere, som OGS forløser på den simpleste måde ved at fjerne lænkerne og siger ”play the United way”. Igen sættes bolden på spil, spilles hurtig fremad, få touches, backs med frem, masser af løb omkring boldholder, genpres, høj forsvarslinje osv. Det giver chancer og flotte mål, og ikke mindst tidlige mål. Hvor ofte har vi ikke de sidst 5 år siddet helt fremme på stolen og frygtet et tilfældig mål i sidste øjeblik (seneste Chelsea kamp gør fortsat ondt). Nu læner vi os tilbage og nyder den sidste ½ time, da resultatet er givet – vi fører med 2+ mål (lige som andre topholds fans ofte har gjort det i årevis mod bundholdene). Derfor jubler vi United fans igen. Selv om det ”kun” er 3 hold fra den nedre halvdel af PL.
Måske bliver vi ikke nummer 4 i PL i år, måske ryger vi ud til PSG i CHL, måske kommer der ingen pokaler i skabet under OGS. Men det er lige meget. For vi kommer til at spille angrebsfodbold – formegentlig krydret med en smule kynisme, når vi møder store hold (som Fergie også gjorde) – at score masser af mål og igen få et tydelig udtryk på banen. Vi skal igen til at glæde os til næste kamp og planlægge weekenden, så kampen kan ses – næste er onsdag aften mod Newcastle, glæder mig (men skal lige have flyttet en 90 års fødselsdag, så jeg ikke går glip af kampen mod Liverpool ;-) )
Godt nytår til alle fodboldfans – glæder mig til 2019