Når vi spiller med bagkæden Williams, Maguire, Lindelöf og Bissaka, så er der ingen af dem, der kan sige sig fri for at lave fejl. Nogle af dem får mere med pryglekappen end andre (måske fordi de blev hentet for høje summer for nyligt), men ingen kan sige sig fri og ingen af dem er perfekte.
På bundlinjen står dog, at vi har haft en af de bedste forsvar i Europa. I åbent spil er vi det hold i Premier League med færrest mål imod og den laveste xGA. Så til trods for, at de ovennævnte spillere skiftes til at begå fejl, til trods for at visse af dem fremkalder meget stærke følelser her i tråden, så er vores defensiv objektivt set rigtig god.
Jeg ved heller ikke, om folk forventer, at man holder et hold som Sevilla fuldstændigt fra fadet i en EL semi-finale. Vi gav dem ikke meget mere end 2 chancer - og de konverterede desværre dem begge - men det er egentlig heller ikke ret meget, synes jeg.
Vi skabte langt mere end 2 chancer i den anden ende, så vi havde alle muligheder for at vinde kampen og sende os selv i finalen. Alligevel når vi taber er det forsvaret, der får med stokken. Seriøst? Vi har vundet et hav af kampe og point på, at forsvaret har holdt stand og angrebet har fået hjælp til at score i form af et straffespark. For en gangs skyld var det ikke nok, fordi vi mødte et godt hold, der kendte deres besøgstid - men det virker for mig noget misforstået at give forsvaret skylden for, at vi ikke bare hev endnu en smal 1-0 sejr hjem.
Jeg er ikke imod at forstærke bagkæden, for som sagt er ingen af dem perfekte og der er afgjort forbedringspotentiale over hele linjen. Men der er altså ingen grund til at male fanden på væggen og fremstille det som et Serie 3 forsvar, hvor vi er doomed, hvis der ikke bruges en halv til en hel milliard yderligere.
Vi lukker umiddelbart fint af bagude. Nu skal vi lære at score mål uden at få tilkendt 22 straffespark i næste sæson, for jeg tør godt garantere, at det tal ikke gentager sig.