Hedengran
Jeg ville ha´ elsket at starte som 5årig. Desværre ikke muligt dengang, for man måtte ikke starte før det år man fyldte 8. Jeg var altså 7 1/2, da jeg startede i sommeren 1962.
Men måske alligevel den strukturelle tåbelighed for mig bragte noget godt med sig. I kvarteret hvor jeg boede, var der en finfin græsplæne, hvor vi knægte ofte spillede bold. En dag var der en fremmed som deltog. En elegant venstrebensspiller, som kunne snørre os alle.
Den dag besluttede jeg at det ville jeg også lære og det fik betydning for resten af min fodboldtid. For det næste års tid, bestræbte jeg mig for at spille med venstre så meget det nu var muligt. Resulterende i at jeg lærte den "omvendte" balance og rent faktisk kunne både sparke og føre bolden med kejten. Selvfølgelig grunden til at jeg senere flyttedes over i venstre side, da de fleste hold savner venstrebensspillere.
Da jeg i sommeren 1966 for første gang sådan rigtigt så fodbold i TV, ved VM i England, var der et par spillere som gjorde særligt indtryk. Portugals Eusebio naturligvis, som på tidspunktet var en af Europas absolut bedste. Men især Bobby Charlton, som ganske som jeg selv spillede venstre innerwing, fordi han også kunne med kejten og fordi han var en gentleman og en elegantier. Derfor, tror jeg, blev jeg Unitedfan. Og året efter var der jo George Best på flimmeren, ganske vist kun et par kampe i datidens "Champions League". Men der var jeg solgt.
Strukturen i ungdomsfodbold var dengang også ganske anderledes.
Man var puslingespiller til man var 12. Drengespiller fra 12-14. Juniorspiller fra 14-16 og siden ynglingespiller til man var 18.
I klubben hvor jeg spillede (B1913) var der hele 9 puslingehold, hvoraf de tre dårligste blev kaldt lagkagehold. Så at starte på 6. var jo en slags anerkendelse, jeg kunne bruge fremadrettet. Sluttede så også allerede det første halvår med at spille på 4. holdet. Lidt umuligt at komme ret meget højere op på det tidspunkt, for de som spillede på de to bedste hold, var jo 3-4 år ældre end lille jeg.
Kun døde fisk flyder med strømmen!