Snak

Martinez i Villa gør det godt.

For lige at hæve overliggeren en tand, så vil jeg gerne fortælle hvad det var, der gjorde at jeg pludseligt som 16årig trak stikket og derved punkterede min egen drøm (og min klubs, som ringede til min mor adskillige gange for at få knægten tilbage).

Det skete efter jeg ihærdigt havde gennemgået vintertræning som 1. års yngling, med B1913s tidligere divisionstræner, ungareren Istvan Kaibinger. Hans force var hårdt arbejde og det fik jeg så også at mærke de januar, februar og marts måneder.
Om tirsdagen før første kamp i mesterrækken, udeblev jeg fra træning, hvad ellers aldrig var sket. Min mor havde netop investeret i nye støvler til sønneke, og da mine fødder var blevet lidt større, da jeg igen startede som 21årig, forblev de ubrugte.
Det var hun ganske fortørnet over, forståeligt nok, da pengene ikke var store.

Årsagen var følgende. Som 1-2årig var jeg med min mor, da hun fulgte min ældre bror i skole. Han var en lidt feminin og lidt pjevset type, som vakte min mors omsorgsgen, da han var dødfødt ved fødsel, men blev genoplivet.
Der var åbenbart flere i skolen, som fandt anledning til at drille brormand af den årsag. Et par af dem smed kanonslag efter ham og den gang var der ingen regler om styrken af kinesere. så de var rimeligt kraftige og et af dem ramte ikke min bror, men eksploderede tæt ved mit ene øre.
Husker det naturligvis ikke selv, men har fået ganske levende beskrivelser af episoden af min mor, men ikke brormand, som formentlig var skamfuld omkring det.
For mig medførte det audiofobi og for dem der ikke ved hvad det er, så er der to versioner. Den ene, nok værre end min, er angst for egen stemme. Den anden er angst for pludselige høje lyde. Som kanonslag, som motorcykler der "prutter", som torden.
Det var også aldeles skamfuldt for mig og jeg fortalte ingen om det, vel vidende at det også ville medføre drilleri. Min familie var dog ikke sene til at drille mig med det, hvad givet har forstærket fobien i stedet for at normalisere det hele.

Så da jeg i weekenden i slutningen af marts det år, spillede sidste træningskamp før sæsonstart, oplevede at spille videre under en rimeligt kraftig tordenstorm, blev jeg simpelthen så angst, at jeg ikke turde fortsætte og indså at fodbold på højt niveau var uforeneligt med ubehandlet audiofobi. Det er svært at koncentrere sig om at spille bold, når man er skrækslagen.
Så jeg blev ganske enkelt væk, hvad ingen kunne forstå.
Selv den dag i dag lider jeg lidt under fænomenet, selv om jeg har lært at tackle det bedre.
Det var så den, ellers ganske lovende, fodboldkarriere som gik fløjten.
Uden at vide det, er jeg ret sikker på, at andre kan fortælle om ikke de samme, så anekdoter med tilsvarende betydning

Fantastiske anekdoter og fortællinger om forliste karrierer. Vi har nok alle en forklaring på, hvorfor vi ikke blev den nye Beckenbauer :-)
Min er, at jeg ikke var helt talentfuld nok. Jeg kunne dog godt spille bold og begik mig fint op til serie 1 som 19-årig.
Jeg var en lille væver tekniker (1,74m) med ok fart i fødderne. Ikke den hurtigste i sprint og heller ikke den langsomste. Men teknik og overblik havde jeg.

Min tid som fodboldspiller stoppede, fordi jeg i en kamp netop som 19-årig var så uheldig at blive sparket ned, så mit højre ben brækkede. Det brækkede så voldsomt, at de to knogler i underbenet splittede fra hinanden, og jeg skulle opereres og sættes sammen med skrue (skruen har jeg stadig i dag her 24 år efter). Det var faktisk så alvorligt, at lægerne fortalte mig, at jeg skulle have haft sat foden af, hvis der var gået bare en time eller to mere, fordi blodtilførslen til foden var røget i bruddet.

Anyhow, jeg fik aldrig rigtig lysten til fodbold igen og turde heller ikke gøre det, der skulle til.

I stedet lavede jeg mig så en ok karriere på højt niveau som håndboldspiller. Min størrelse, boldforståelse, timing og ok fart var fint som fløjspiller, og her spillede jeg adskillige år i næstbedste række og fik da små 400-500 mål på brættet som divisionsspiller.

Men fodbold har nu altid været min sande passion.

"og turde heller ikke gøre det, der skulle til."

Det her synes jeg jo er interessant T-United.
Vi kan ikke komme uden om at fodbold og håndbold nok ligeså, er machosport, formentlig også for kvinder.
Altså bliver det mere "legalt" at stoppe karriere mv. pga. fysiske skader.
Alle kan forstå det, men lidt anderledes forholder det sig med de mere psykologiske aspekter. Der kan man let risikere, at blive betragtet som en "kylling", hvis ikke årsagen giver mening for enhver.
Vi hørte forleden hvordan Memphis Depaye mislykkedes i United også delvist pga. psykologiske aspekter, så jeg mener det er på tide at udbrede forståelsen lidt.
Alle ved jo, at tro på tingene er alfa og omega i sport generelt og fortabes den, ja så er det sgu ikke helt let.
Som Memphis ikke mødte forståelse for sit problem, er jeg også ganske overbevist om at jeg ikke ville ha´ mødt det, hvis jeg havde åbnet munden, den gang i 1971.
Det kan gøres bedre, tænker jeg. Og oplysning er som i så mange andre sammenhænge midlet. Måske der vil være sportsfolk der, som jeg inderst inde håbede, kunne have overvundet problemet med lidt større forståelse.

NB! Jeg drømte ikke om at blive "den nye Beckenbauer", lærte først den arrogante tysker at kende et årstid efter. Næh, det var Bobby Charlton, som var min ledelygte.
Anyway, argumentet forstået - og modtaget!

Meget sejt at skifte sportsgren - og klare sig så godt. Fedt.

Er endt i golf, fordi det er det eneste med en bold, jeg kan spille. Men det bliver aldrig med samme passion som fodbold.

Fynboen: Det lyder som en svær underliggende problematik. Men fint at du har fundet en måde at leve med det.

En lille ekstra anekdote, som siger noget om, at meget få har det, der skal til for at være prof spiller:

Da jeg studerede i København og var stoppet med fodbold, mødte jeg helt tilfældigt min tidligere ungdomstræner foran Netto. Han har altid været hård, direkte og var kendt for at lave terrorudskiftninger efter måske 20 min, hvis han var utilfreds. Nogle gange satte han mig på bænken, bare for at få en reaktion.
Nå, men han sagde meget direkte: "Du var den bedste dengang, men du havde ikke psyken til at blive prof spiller. Det vidste jeg allerede dengang".
Bum.
Så kunne jeg stå der med alle mine undskyldninger om skader.....men jeg må nok også indrømme, at han sikkert havde ret.

"Bum.
Så kunne jeg stå der med alle mine undskyldninger om skader.....men jeg må nok også indrømme, at han sikkert havde ret."

Fantastisk erkendelse Pindhund!!!
Mer af den slags, gerne.
Men som du også indikerer, handler meget om at blive ved og ved, også selv om talentet ikke er evident og selv om forhindringerne tårner sig op. På den led kan meget overvindes, men det kræver opbakning/motivation.
Se bare på Martin Braithwaite. Han kan vel knapt tre med højre og er alligevel landsholdsspiller og spiller i Barca.
No small feat!

Ville egentlig også gerne ha´ spillet golf, som du gør. Det er jo et boldspil, men du må savne sveden på panden, truslen om krampe og ikke mindst samspillet med holdkammeraterne. Det er jo der, hvor euforien når astronomiske højder. Når alting klikker i et opspil og det hele munder ud i en kasse.
Man har det ligeledes ret godt med sig selv og sine omgivelser, når man lader vandet løbe gennem håret bagefter.

I forlængelse af min egne historie om fobien, er her endnu en anekdote. Som intet med fodbold har at gøre, men som overbeviste mig om at ikke bare lille jeg var en "kylling" og om at psykologiske fænomener ikke er forbeholdt os mennesker.

Jeg/vi havde en hund. En bearded collie. Vi havde overtaget den fra et par, som boede downtown. De havde det skidt med at det stakkels kræ ved nytårstid blev perpleks og komplet umulig at nå ind til. Vi boede i en forstad, hvor der var mere fred og ro, så det gav fin mening.
En tid lang gik det da også fint. Men langsomt blev problematikken også synlig for os.
Der var ovenlysvinduer på første sal og vi kunne notere os, at når regnen trommede på vinduerne, blev hunden perpleks. Den ville ud, bort, væk!
Vi var overbeviste om at det skyldtes frygten for torden. Regn og torden er jo ofte hinandens følgesvende. Så derfor. Den gik amok på døre og karme og kradsede dem i stykker, med et vanvittigt udtryk i øjnene. En tid lang accepterede vi tingenes tilstand og forsøgte efter bedste vilje at drage omsorg for hunden. Men til sidst var vores vurdering at tabet af livskvalitet for den stakkels hund var så omfattende, at vi valgte at lade den aflive.
Måske jeg også skulle ha´ været aflivet?"

I den sammenhæng, men ikke kun, har jeg tit tænkt på en anden sag, som heller intet med fodbold har at gøre.
1. verdenskrigs skyttegrave. På begge sider var der militærpoliti, som havde til opgave at stoppe, eventuelt skyde, "desertører". Forståelsen for problematikker som min, var ikke eksisterende dengang og tilsvarende var ønsket om at skræmme egne soldater til at makke ret order of the day. Vanviddet var allevegne, forståelsen ingen steder.
Mange blev henrettet og jeg har altid forestillet mig, at det meget vel kunne have været mig.

WTF

Ja, det tog lidt af en drejning...

Nå, der har været lidt snak om Arambarri fra Getafe de sidste par dage. Jeg kan ikke påstå at have set en Getafe-kamp siden Laudrup var træner for dem, så jeg må melde pas på kvaliteterne. Han har angiveligt en frikøbsklausul på omkring de 20 mio., så det er ikke fordi vi sprænger banken, men det virker et eller andet sted lidt... undervældende? Især når Leicester samtidig henter Soumaré fra Lille for ca. samme pris.

@Pindhunden

Meget sejt at skifte sportsgren - og klare sig så godt. Fedt.

Jeg spillede både håndbold og fodbold hele min barndom, så det var mere et fravalg af fodbolden, som så frigav tid til dygtiggørelse i håndbold. Jeg skulle jo træffe et valg om det ene eller andet på et tidspunkt, hvis jeg skulle hæve niveauet, og så gjorde skaden fra fodbold det let for mig at træffe det valg.
Men jeg ville hellere have været en dygtig fodboldspiller, selvom håndbolden nu også var sjovt. Som fløjspiller mærker man jo næsten spyttet fra tilskuerne, når de råber skældsord efter én, og det kunne jeg godt lide :-)