Jeg synes den netop overståede EM turnering har manifesteret hvad egentligt har ligget klart i nogen tid. Altså problemerne ved 4-2-3-1 systemet, som England har praktiseret, ligesom også både Mourinho og Solskjær har det.
Det virker fremragende. Defensivt, så vel som offensivt. Men det skaber også, hvis systemet ikke er underlagt en meget offensiv tilgang, en afventende, reaktiv tilgang hos spillerne.
Det er bare utilstrækkeligt, hvis ikke man agerer modigt og proaktivt.
Det gjorde englænderne i begyndelsen af kampen i går og siden, da Italien udlignede, var det umuligt for dem igen at genaktivere den proaktive tilgang.
Angriberne bliver forsvarsspillere og forsvarsspillerne har intet sted at spille bolden hen og må blot sparke væk.
Man må sige at som Unitedfans, så kender vi den rummel til hudløshed.
Med andre ord, så må og skal den centrale firerblok indeholde mindst én, men helst to spillere, som tør og må bryde mønstret. Og derved skabe overtalssituationer længere fremme på banen.
Rice/Phillips er præcis som McFred ikke dygtige nok til det.
Hvo intet vover, intet vinder, hedder det som bekendt. Det er i den grad også overskriften for både Englands og Uniteds tilgang som set nu i årevis.
Taler vi total voetball (altså hvor alle er både angribere og forsvarere), som jeg bestemt ynder, så skyder man sig selv i foden ved at ta´ 4 spillere ud af ligningen. Man bliver reaktiv og det er aldrig godt hvis man vil vinde. Det er altså medicin for dem der mere frygter at tabe end ønsker at vinde.
Hjulmand har lært lektien. Mon OGS har?
Man kan vel bare håbe
NB! Vist meget godt vi har Fernandes til at sparke straffespark :)
Kun døde fisk flyder med strømmen!