Snak

Enig med alle der efterspørger flere ledere...nogen der tager ansvar på banen. Bruno er vel den eneste der tager fat i holdkammerater - forsøger at motivere både når det kører og ikke kører. Maquire er usædvanligt stille som anfører og ses sjældent i forsøg på at motivere spillerne på banen. Det er dog blevet bedre i seneste halvdel af sæsonen.

Jeg vil mene det er rimeligt at forvente mere af de garvede spillere i truppen i den henseende...Shaw, Rashford, Martial der er helt håbløs ift. Opgivende attituder, Pogba, Lindelof.

Det ville måske hjælpe lidt, hvis de blev inspireret af en lidt mere indlevende træner på sidelinjen, hvor OGS ofte er meget passiv. Ikke at han skal stå at skrige konstant, men bare lidt mere indlevelse...

kroesus,

i min verden var det vindertyper som keane som gik forrest for at skaffe pokaler og trofæer hjem til united. så at sidde i dag med foldede hænder og synes "han gik over stregen" er simpelthent ulideligt at læse om. keane bidrog til en udtalt og beundret vinder-kultur der bevirker, at united stadig er på landkortet over store fodboldklubber i dag. g hvis ikke man kan se at keane besad udtalt united-dna - vindermentalitet og arbejdsraseri - så kan man i grunden ikke have meget kærlighed til klubben og dens kerneværdier. det er dét jeg siger.

Selv "skabs" fan af den era fra andre klubber erkender da det var netop det mentale der var i kæmpe overskud på det/de hold, man kunne bare sidde og se på i ren misundelse.
Sindssyg vigtig leder kean var, han var den forlænget arm af Alex og det kan slet ikke overvurderes, lige som jeg i mine egene klubber har set på Terry og Ramos for at være de samme typer, der har trukket det mentale læs, har været rygraden af holdet.

Et hver hold der ønsker at opnå noget skal have en stærk leder eller helst flere, at undervurdere vigtigheden af dette er en fejl.

Hvis man kigger på min egen klub Chelsea har vi i mange år haft leder typer på holdet eller på bænken dette har skabt den samme vinder mentalitet som var i Liverpool, og United op igennem 80´ren og 90´ren, City har en ekstrem leder i Pep, men har også leder på banen Fernandinho, Kompany osv og nu har man tilføjet Ruben Dias som er en vinder type, en leder manden der altid står forst.

Liverpool har VvD, Henderson, Milner.

Når man siger børn vinder ikke mesterskaber er jeg til dels enig men for mig handler det ikke om børn men om de mentale leder, er de til stede så kan man komme ret langt.

Det er jo heller ikke et tilfælde det er spiller som Ramos, Terry der redder deres hold igen og igen når det snæver til, jo jo Ronaldo, Messi osv gør det også med deres ude af denne verden evner men ikke alle hold har disse top top spiller, der kommer man langt med hjerte, vilje, rutine og leder.

Havde jeg valget mellem Pogba og Keane ville jeg uden tvivl vælge Keane. Hellere en der møder op hver gang, og som holdkammeraterne siger ankommer i god tid, fremfor en som man ikke ved om vedkommende er mentalt tilstede.

Altså u_b

Synes det nærmer sig det groteske, når du siger at man (jeg) ikke kan ha´ meget kærlighed til klubben. Må jeg i al stilfærdighed påpege, at jeg formentlig var fan før du blev født. OG vedblev med at være det i alle de kedelige år før du blev fan.
Trods manglende gevinster.

Du har da ret i en ting. Fight og indstilling har alle dage været en væsentlig del af Uniteds DNA. Kryds ved den.
Men det samme har flair, respekt og elegance.

Tænker din indstilling til min i denne sammenhæng, flugter meget godt med din indstilling til Lindelöf, versus min.
Har man fight og krigerisk tilgang som det altafgørende giver det mening.
Men har man, som jeg, øje for at fodbold er et spil (en leg!!!) og vel at mærke et spil der som ingen andre er i stand til at skabe fred og respekt mellem mennesker, ved bl.a at gi´ afløb for indestængte aggressioner, så synes jeg det er en vinkel du fuldstændigt overser.
Fodbold er et spil hvor respekten for andre mennesker er vigtigere end at vinde.
Det forstod Keane aldrig og det gør du tilsyneladende heller ikke.

Jeg har egentlig ingen helte. Atlså ikke Roy Keane og ikke Eric Cantona. Den nærmeste der kommer en helt for mig er Bobby Charlton. Han var ikke primært en fighter, selv om også han gjorde sin del af arbejdet og ikke slog op i banen.
Han var elegantier og han behandlede sine modstandere med respekt. Så derfor.

Fodbold er ikke krig og jeg tror ikke det var hvad Bill Shankly mente, da han kom med sin berømte udtalelse.
Krig er dumt. Fodbold er genialt. Krig gavner de få, fodbold de mange.
Og United er såmænd "bare" min klub.
Præcis som andre har deres tilhørsforhold.
Det gør dem ikke til fjender. De har bare deres helte.

Taber United, mit hold, så ærgrer jeg mig. Men forstår også at spillet har brug for at de samme ikke altid vinder.
Og så trænes der mandag. Som altid!!!

NB! Kræver ikke du skal være enig, men håber du forstår at "winning, winning, winning", som Trump ynder at udtrykke sig, er en aldeles snæversynet, egoistisk og begrænsende holdning. Verden og fodbolden er meget mere end det.

Keane var ubestridt Uniteds vigtigste spiller i Fergusons æra on and off field.
Hans indstilling var udslagsgivende for vindermentaliteten og troen på at Fergie-time altid kunne give et positivt afkast.

Som pundit er han hot and cold. Som manager har succesen været meget begrænset.
Til gengæld har han mod til at have sine meninger modsat mange ligegyldige eks-spillere (især danske) som stort set kun betjener sig af fraser og selvfølgeligheder.

@knockout: Godt indlæg og helt enig i de faglige pointer.
Med et glimt i øjet tør jeg godt sige, at vi også skylder JT en lille tak for en enkelt præstation.

Haha ;)

Jeg har ikke læst nogen indlæg, der siger, at Keane ikke var vigtigt som spiller… det er alle vist enige om. Han var heller ikke den eneste leder på holdet… slet ikke. Som kommentator (og sikkert også som træner) er han en parodi af sig selv, der gør så meget ud af at pleje et image som en hård hund, at han glemmer at fodbold er et spil fuld af nuancer.

Og så bliver vi nødt til at forstå, at der ikke kun er en måde at være leder på. Keane var en leder, men det var Schmeichel også. Og i det hele taget var SAFs hold fyldt af spillere, der turde tage ansvaret på sig for at skabe holdets succes.

Jeg bliver knotten, når en Chelsea fan klandrer Rashford for at slå op i banen, ikke at tage ansvar og gemme sig når det går dårligt. Rashford spiller samtlige kampe, om han er skadet eller ej. Han tager gerne de allersværeste situationer på sig… eks et straffe ude mod PSG i overtiden eller i en EM finale uden at have spillet hele turneringen. Den slags kræver eddermame mod og viljen til at gå/stå forrest også når det gør ondt.

Det er mit indtryk, at Uniteds trup er virkelig velfungerende, og det bliver en gruppe af mennesker ikke, hvis der ikke er nogle, der går forrest imellem dem. Alle de gange United i sidste sæson vandt efter at være kommet bagud siger mig, at der er masser ledere og spillere der tager ansvar. At man kom bagud så mange gange er en anden snak om en umoden trup i udvikling. Jeg plejer at lave parallellen til Klopps Liverpool i de første 3-4 sæsoner, hvor de heller ikke kunne vinde et trofæ og heller ikke kunne forsvare dødbolde. Pludselig knækkede de koden.

fynbo,

jeg er med på at du har været united-fan før nogen af os andre her på kanalen. bobby charlton har jeg aldrig set spille, men jeg er med på at han er en uomgængelig legende i en for mig lidt fjern fortid, hvor artig og intelligent gentleman-fodbold var fremherskende. jeg blev united-tilhænger i en tid, hvor der blev spillet anderledes hårdt og konsekvent, så derfor er det i denne kontekst lettere omsonst at snakke spillestil.

for mig handler fodbold om at vinde, du kan godt kalde en "krig" men det er ikke min retorik. for mig er fodbold ikke reduceret til en leg, fodbold er langt mere alvorligt. et handler for mig om ære og ærgerrighed, om at besidde en udtalt vilje til at vinde - uanset hvad, koste hvad det vil. og det er nok derfor vi ser forskelligt på tingene. derfor sætter jeg spillere højt med et udtalt vinder-instinkt, og jeg vil hylde deres indædte fight og vilje til sejr til mine dages ende.

at dig - og andre herinde - forsøger at tegne et billede at roy keane som "psykopat" vil jeg måske kunne begribe, hvis vi sad på et pædagogisk forum og diskuterede dannelse, moral og etik, men forbi vi er på et simpelt fodbold-forum, så kan jeg ikke stiltiende se på at nogen forsøger at gøre roy keane til en uempatisk brute. ja det var han måske, men det var også hans eksakte opgave. at roy keane (både på og udenfor banen) var brutal og hård var jo præcis de positive egenskaber i fodboldens verden der har bidraget til at skaffe united så mange glorværdige trofæer, og det er alt nok for mig.

for dig fynbo er fodbold blot en leg, fint nok, men for mig er hver eneste kamp blodig alvor. og den store forskel i optikken bevirker, at vi ser helt forskelligt på tingene. og sådan er dét jo bare.