Købet af Bebe er måske en kende overraskende i betragtning af, at klubben nu råder over ikke mindre end otte angribere på et hold, der ofte kun spiller med én oppe foran. I betragtning af de økonomiske begrænsninger virker £7m måske lidt voldsomt. Det er også lettere mystisk, at vi her taler om en spiller, som hidtil kun har præsteret i portugisisk 3. divisions fodbold.
Det er dog ikke den skræmmende del af handlen. Et longshot, der ikke bliver til noget, kan man vel til nød leve med. Også selv om pengene ikke de samme som tidligere. Den virkelig skræmmende del af handlen er, at Ferguson, 68 år, denne sommer har købt tre hidtil ukendte spillere med navnene Bebe, Smalling og Den Lille Ært. Hvis Emmanuel Petit bliver overtalt til at gøre et overraskende comeback til engelsk fodbold, bør en eller anden gøre noget.